ArveArv(e), no. arvelod; Ps 10640 (FV, ovf. IV. 775 a46; CP: sin arff). – fk. (isl arfr, hank.); arffwin skal gaa til hans døttær. ÆB 4 Msb 278, 10, 11; 368; hæredium, liden arffue. MP 167. – flt.; de arfue, som falder effter fader oc moder. Fdg 23/4 1632. – arvegang; Hvf V. fort b 2 (ovf. III. 455 b15). Jf bag-, bryst-, dane-, frem-, gang(e)-, himmel-, old-, uda.Arveegn, no. landsdel, der tilhører nogen ved arv; at kongen æres skal af hver sin arve-egn. DV IV. 294. Både denne og flere smsætn. ere vist først brugte efter regeringsforandringen 1660.Arvefjende, no. (sv arffiende) i nuv. bet.; the Suenske udy Skone Danmarckis rige arffuefiender (1535). ChrIII Hist suppl 23.Arvefordrag, no.; de stetinske herrer haffde it arffuefordrag vnder dennem. Hvf IV. 2.Arvfred, no. nedarvet fred; er fra Christi apostlers tid som en arffred kommen til oss hid. PlH g 4- 4v.Arvefødt, to. arveberettiget ved sin fødsel; hand er arve - fød og uden kaar og val udi regeeringen sin fader følge skal. AB II. 206. Jf isl arfborinn.Arvehandel, no. retssag om arv; Dict (= actio hæreditaria; Etym 552: arffuesag och handel). Jf handel 4).Arveherre, no. (sv arfherre) arvelig hersker; HiørP o 6v (ovf. IV. 722 b30); haffue wij ... som een arffue herre hyldet, sworet och becrafftet (1661). GhA II. 126.Arvehus, no. herskerhus med arveret; kongen og det kongelig arve - huus. DL 2 - 4 - 12; at nytaars solen med ny naader ud maa bryde paa kongens arve - huus. Wiel IV. 1-2.Arv(e)hylding, no. i nuv. bet.; sauit de denne arff-hylding angar (1661). GhA II. 126; forbemelte arffue-hylding. sst.Arvehyldingsed, no. i nuv. bet.; (1661). GhA II. 143 (ovf. V. 27 a17). Arvejord, no. (isl erfƀajörƀ, sv arf(ve)jord) arvet jord; Fdg 23/4 1632 § 10 (ovf. V. 12 b19).Arvekonning, no. (sv arfkonung) arvekonge; AB I. 40 b (ovf. u. afstyre 1)); – giv du, vor arve-kongis aar de maatte vare frem og frem. KS 65; min allernaadigste herre og arvekonge. Wiel IV. 1.Arvkronet, to. kronet efter arveret; arv-kroned Christian. KC a 2.Arveland, no. (isl erfƀaland) jord, som arves; hæredium, lidet arffueland, gaar eller iord. Etym 552; sagde det være deris arfue - land, som L's sønner hafde aat. ClS 119.Arvelod, no. (fsv arvaluter) = arvedel; Etym 552 (u. hæreditas); vor arvelod er til os sæt. KPs 147. Jf lod 2) (II. 828 a18).Ærvelæn, no. (sv arflän) arveligt len; ther engte erue læn meth rette innen haue (1421). Antisl XIII. 113.Ærvelænret, no. ret til arveligt len; hører ey the Holste herre til meth nogher ærffue læn ræt (1421). Antisl XIII. 111.Arveløsgørelse, no. ophævelse af arveret; Steph I. 301 b (= exheredatio liberorum); NL 581. Arvenavn, no. (t erbname) nedarvet navn; kongens catholiske arffuenaffn vilde faa skammelig ende. Heg 190. Arvepagt, no. (t erbpacht) overenskomst også gældende efterkommerne; AB II. 121 (ovf. u. Bemen). Arvepart, no. i nuv. bet.; iche bewiisse kand, att hendes forelldre haffue hafft nogen arffuelig arffuepartt vdi fornte gaardh (1572). HübB 380; u-myndigis arfue-parter (1670). KD VI. 526; overdrager nogen uden rigets arving sin arvepart til nogen den afdødes slegt. DL 5 - 2 - 78.Arveprins, no. (sv arfprins) prins med arveret til kronen; dend aff hans kongel. mayt. paa wor arffue printzes weigne udgiffne reverser (1661). GhA II. 126; vor konge kand til en arve-prinds (ɔ: Fredr IV) nu fader kalde sig. AB II. 206.Arveregering, no. i nuv. bet.; (1663) ovf. I. 17 a14; KH ttbl (ovf. II. 353 a52); kongens absolut arve-regæring. DL 6- 4-2. Arv(e)ret, no. (fsv arfrätter) i nuv. bet.; du haffuer arffræt der til. Jer 328 (1550; 1607: arffueræt); KH 2 (ovf. II. 830 a29). Jf lænea.Arverettighed, no. (sv arfsrättighet) i nuv. bet.; (1661). GhA II. 143 (ovf. V. 27 a17); Kgl 7 (ovf. u. andrage 3)); hvor ved vores majestæts enevoldsog arve-rettighed kunde forkrænkes. ChrV I § 30.Arverige, no. (fsv arfrike) i nuv. bet.; Norge, som vaar it arffuerige. Hvf IV. 1; hans arveriger og lande. DL 1 - 1 - 1.Arvesag, no. (t erbsache) = arvehandel, se d. o. Arvesirkel, no. række arvinger? din arve-sirkel maa med seyer, ære, navn fuldrundet ævig staa. KC a 2v (jf Wiel II. 80, DV VII. 502).Arv(e)sjuge, no.; den er endoc en arfve siuge. ålbL* 192; – morbus hæreditarius, arffue syge. Etym 552.Arveskift(e), no. (isl arfskipti) skifte af arv; DoB 190 (ovf. III. 515 b31); Rsv* IV. 16 (ovf. III. 166 a28). Jf skift(e) 1).Arvestol, no. arvelig trone; gid vor konges arffvestool maatte ævig være. KS 15; ævigt konge - smykke oppaa kong Christian dend femtes arve - stool. Wiel IV. 2.Arvesvig, no. svig ved arv; expilata hæreditas, arvesvig, hemmelig staalen arv. Steph I. 303 a; DL 5-2- 89 (ovf. u. forsvige 1)).Arvesynd, no. (sv arfsynd) i nuv. bet.; ondskaff, som mennisken er metfød, den rette arffuesynd. VdPs g 7; den oprindelig oc arffue synd, som wi haffue aff Adam. Hvasz d 2v; baade den oprindelige arffue synd oc den giørlige synd. Medelf h 4.Arvesæde, no. = arvestol; giør vor kongis arve-sæde høyt i seyer. KS 32; I tvilling-riger, som er kongens arve-sæde. DV VII. 546.Arvesøn, no. arveberettiget (konge)søn; da nordens arve - søn med egen krone gik. KH 1. Arvetægt, no. (sv arftägt) overtagelse af arv; som det ellers pleyer ad gaa til i andre arfve-tegt, saa længe eyermanden lefver, da ere hans venner arfve-løse. HenrOG 132 - 3. Arvetavle, no. stamtavle; hand læste den arvetavle ud, at Axel var Valdborrigs frende. PSV 526 (jf ovf. I. 80 a14).Arvetren, no. plads i arvefølge; Etym 552 (ovf. u. arveline). Jf tren.Arvetrone, no. arvet (arvelig) trone; gak mægtig herre, besee din arve-throne. DV IV. 287.Arveundersåt, no. undersåt under en arveherre; skulle som ærlige arve - undersaatter holde kongen for det ypperste hoved her paa jorden. DL 1-1-1; v Aph I. 35 a. Arvæld, no. fortid; hun af arvælds tid har aldrig til haft lige. AB II. 206; som hand af arf - ælds tid med retten ejer der. sst. 287. Vist kun et forsøg til forklaring af areld, se ovf. – Jf arvealder (I.* 21 a).Ærve, go. 2); SthU b 3v (ovf. III. 533 b34). Jf mis-, udæ., påarvet.Arvelig, to.; (1572). HübB 380 (ovf. s 49 b22); Dict (ovf. IV. 367 b38).Arving, no. Jf frem-, livs-, næst-, odelsa.Arvingeløs, to.; huer tiinde pendinge aff altt arffuingeløst gotz (1553). KD II. 300; indtegt af arvingløs oc forbrudt godtz (1620). KD I. 627. Vis mere +