VoldVo[a]ld, no. (isl vald, sv våld) 1) magt, evne; - for thy thu est thæn waldigæst hærræ yuær allæ wald. Br 5714; – Luc 26 (ovf. IV. 321 b52); thu ær høgest oc vændelig vold. HS 15616; Br 26420; som all eenestæ haffuer voldh att giøræ reenæ aff wreenæ (1497). Thottske Saml nr 553 (4°) 72; PL** I. nr 1017; hwar er myn macht, huar er myt wold. HM 182, 144; o Jesu boldt met megit woldt. Psb I. 141; II. 68; DgF II. 357 a (ovf. IV. 136 a26); hans (ɔ: Guds) mact, vold oc væsen er wden maal. TdmU e 4; – for Guds skyld, och for thend wold och magt, Gud almegtigeste hans koninglige maiestat vndt och giffuet haffuer (1536). DM III. 84; TSd 155 (ovf. IV. 149 a39); din ævig guddoms vold er vort svage kiøds ophold. KPs 46. Gennemgående ik. i Nord, mnt walt hunk., ags veald hank. Hos HøjsG § 77 e ik. i bet. 3) men fk. i bet. 1). 2) myndighed, ret; (1443). KD I. 172 (ovf. III. 74 a7, jf II. 277 b7); om thit both hafde giffuit mech voldh til at offræ. HKv 311; tha haffuer hand vold att legge hanom i thorn oc iern (1562). Rsv* V. 45; hoss rigens raadt er mact oc woldt at neffne oc kallde en herre oc konge. Hvf VIII. fort a 2v. 3) vold, overlast, voldsgærning; saadant stoer vold er mig paaført. DgF V. 2. 399 a; tiranneligt vold ingen rose hand. HWR 72; VdS 84; DL 6 - 14 - 11 (ovf. III. 325 a5). Jf mæth wald. JL II. 31. – flt.; (1492). Rsv I. 24 (ovf. II. 343 a41); mange store voldt och velde hannum oc hans thienere the giortt hafde (1590). Rsv IV. 195. – brøde ved - (dom for) vold; (1468). Kinch, Ribe I. 366 (ovf. u. eftergå); (1513). GhA II. 63 (ovf. II. 357 b36); (1543). DS III. 336 (ovf. III. 432 a45); haffuer giortt FB ett fulltt woldtt (1559). Rsv I. 279; lyste ham derfor et fuldt vold til (1632). Wulff 85. 4) i v. (isl í valdi) ɔ: i (ens) magt (besiddelse); huad then scal gøræ, som psalteren haffuer i woldæ. HM 112; CP I. 134; her er nw then iomfrw bold, hwn haffuer nw wered i wort wold. ÆdS 115; (1549). DM3 I. 324; smolanden' henne vid østre strand, som Sverrige haffuer i volde. LyschT a 2; MH haffver hagdt same hest alt siidenn i sit voll (1561). Rsv II. 308; se også I. 821 b3; III. 737 b1. Endnu brugeligt. – i Guds v., se ovf. II. 94 a25. – i mands v. ɔ: i kønslig forbindelse med en mand; den tijd, paa huilcken deris bryllups høytid tilstunder, oc de skal udi mands vold. FD 254 M. Jf mands værge, se d. o. 5) (tage) med v. (isl taka meƀ valdi) voldtage; hand theg med wolden thager. DgF III. 240 a (= med volde. sst. 236 b); IV. 99 a; to piger skulde beskylde drengen, at han vilde tage en af dem med vold. SR II. 263; huo som thager quinder mett wold (1562). Rsv* V. 40. 6) under (ens) v. (isl undir vald(i)) = i vold; thz wanth han genæsthen vnder mit woldh. Rkr d 4v; alle de land oc rige, som vore vnder hanss oc de romerskerss mact oc vold. CP I. 68. Jf frue-, herre-, konge-, mande-, over-, sage-, sam-, s(j)elv(s)-, venne-, vædersv.Voldsbøde, no. bøde for vold - (bet. 3)); den, som er dømt til voldsbøder. DL 1-24-50; dersom kiøbstædmænd dem det forhindre, da bøde deris voldsbøder. DL 3-13-27; M.Voldsdele, no. retsforfølgning - (dom) for vold (bet. 3)); de ej ville stande dele til V birketing med hørings dele eller volds dele (1472). DVb 55; en voldsdele, han paa bytinget over ham forhvervet havde. Wulff 61; lod JB igjen fordele JN med voldsdele. sst. 115. Jf dele 2) og 3).Voldsdom, no. dom for vold (bet. 3)). M. Volddragen, to. skyldig i vold (bet. 3)); di var alle wold-dragen mennd. DgF IV. 99 b (= woldis-meend. sst. 105 b; veldige mend. sst. 101 a). Jf sorgdragen.Volddrive, go. drive kvæg ind på fremmed grund - (og derved ødelægge afgrøden); drog jeg til Roxeting medt de Sørup mendt for dett hø, de lod volddriffue i H mølledam (1612). SmB I. 101 (jf sst.: den eng, de haffde ladett opede oc nederdriffue). Ligesom M forklarer ordet således, er forkl i sig sandsynligere end den i MbG antagne, jf MbD: voldtøjre.Volddrivelse, no. ulovlig drift med kvæg (til græsning) på fremmed grund? faldzmoll, som PF oss pliictug er for wold, wolddriffuelse, woldførsel oc soer oc skade (1512). MbG.Voldføre, go. (æsv valdfora) 1) føre af sted med magt; gribæ nogher, bastæ eller binde, voldføre, i fængssell eller i jern at sættæ (1468). Rsv I. 6, 37; III. 121; wolførde hanom ower mange bymarcker (1486). DM4 II. 209; som voldførte en kongis daatter. DgF I. 63 a (jf: er med vold bortført. sst. 39 a); item skal ingen bøde for woldførsel effter marckeskiels tall, medenn thet regnis for ett wold, naar nogen woldføris (1558). Rsv* IV. 266; (1559). GhA II. 99, 63; kærlighed sniger sig ind met hast, voldfører mig hen, lige som en fange. Heg 30; den første daatter begerede oc siden voldførde Gotthar. Lysch 164, 219; saavel den forurettedis uskyldighed, som den voldførendis uretfærdighed. GI b 1. 2) voldtage; liden Engel voldfører fru Malfred. VdT 186 (jf sst. v 1: tog der en frue med vold). Mulig i samme bet. i nogle af de u. bet. 1) anf. st. Jf Lund: valdføræ; Schlyter: valdföra 2).Voldførelse, no. det at voldføre - (bet. 1)); voldførelse, folke-tyveri. ChrVA § 21 (voldtægt nævnes særskilt sst.). Voldfo[ø]rnisse, no. det at voldføre - (i begge bet.); ingen forseelse eller brøde skal holdis eller kaldis voldfornisse. Hvf II. 76 (= woltforinghe. Lüb Urkundenb I. 20); – voldførnisse. M.Voldførsel, no. = voldførelse; violencia, que dicitur woldførsell. GhA V. 34; skall inghen bøde for woldførsel efftir marckiskiæl tall (1513). GhA II. 63, 87; voldførsel, plagium. Dict. – voldsgærning; (1586). DM3 I. 217 (ovf. III. 585 b42). Mulig i denne bet. ovf. s 857 b46.Voldgive, go. overgive til afgørelse; voldgave disse mænd deres sag i disse 4 dannemænds hænder (1555). KhS VII. 818; om all den trætte haffue de voldgiffuet paa hertug C. Hvf III. 163; Etym 324 (u. trado); AB II. 210 (ovf. III. 230 b7); de hafde voldgifvet den sag til kongen. RFII 46, 316; dersom parterne voldgive deris sag og tvistighed paa dannemænd. DL 1-6-1. Endnu brugeligt, jf MbO.Voldgive, go. (fsv valdgiva); Rsv* IV. 44 (ovf. III. 660 a5).Voldgiftsmål, no. voldgiven sag; ware wij neruerendes ower eth wenlicht woldgijfts maal mellom biscop E pa then ene, borgemestere radh och mijnige almoge pa then annen sijdhe om twedrackt, som thennom emelom war (1486). Hüb I. 58. Jf mål (III. 167 b33). Voldgrøft, no. ulovlig gravning på fremmed grund; hagde udi rette ladett diele sognemend, for the drager ind oc grauffuer volgrøfftt epther orme (1585). Rsv IV. 68. Jf ormeg.Voldgærrig, to. tilbøjelig til at bruge vold. M. Jf mordg.Voldgæste, go. (æsv valdgæsta) tiltvinge sig adgang, kræve underhold med magt; handt haffuer woldgesth tiennerne oc tagett theris landtgildt (1545). DM4 I. 47; om kroppen end da er i jorden grav-fæsted og af fortærere maa blive der voldgjæsted. Pontopp, Ligpr o Anne Rasmusdatter 124. – komme ubuden. M. Jf VSO; ovf. II. 118 b19.Voldsherre, no. (isl valdsherra) hersker; en konning eller en anden volds herre, naar hand tager fra en oc giffuer en anden. HemmLV 48.Voldskvinde, no. voldsom kvinde. M.Voldløbe, go. løbe voldsomt - (løbsk); der kom en hest voldløbendis oc støte mig omkuld til jorden. Chr Nielsen, De vjsis Exempl h 8. Jf bh vujlløvva.Voldsmand, no. 1) (isl valdsmaƀr) øvrighedsperson, hersker; faer drebt nogen woldzmand (som er i øffrigheds bestillning). Nyrop, Skråer I. 93 (= l potentem. sst. 73); om nogher fogeth eller voldzman nogeth begynner imodh nogher byman (1415). Rsv* V. 85; før nogher kæremaall settes ind fore nogher andræ herræ eller waltzmæn (1499). GhA V. 84; then, som borgemestere oc raad, fogett oc woldtzmand icke taare dømme. PE 449. 2) ihændehaver; ynghen maght haffue at opplade samme len nogher ander voldsmandt vtty være (1525). Heise, Fam. Rosenkr. II. dipl 69. Der menes vel: som ihændehaver. 3) i nuv. bet.; MP 88 (u. tyrannus); Etym 477 (u. effractor), 1449 (u. violentus); om icke ved værie-staten kættere, v-dædiske oc volds-mænd blefve udryddede. Bernts dedik b 2v. Voldsmand, no. 3); HS 7427 (ovf. IV. 358 a9).Voldssag, no. brøde af - (og anklage for) vold (bet. 3)). M.Voldssag, no.; (1592). Rsv IV. 328 (ovf. III. 318 b11). Voldsagere, no. = sagvolder; skal der vere voldsagere i dommen, som kerer paa nogen. CP I. 32. Som antaget sst. 377 b snarest trykfejl for det sædv. o., jf dog vedersager. Voldstøje, go. støje voldsomt; mens andre kielneunger vold-stoyer huuset om, det alle vegge runger. SP a 4. Voldsværje, go. med ed erklære skyldig i vold (bet. 3)); MR var hans fredløs mand, thi hand er voldsoren till S biercketing (1551). Rsv I. 164; handt schulle haffue tilstedt hannom att woldt sueris for eth bordagh, handt giorde mett en anden peblinge (1559). DVb 336, 337; de haffuer hannom vold offuersoritt for enn bardag ... han meente sig medt uret voldsuorenn att vere (1559). Rsv I. 270, 278; III. 178, 259; NR, hvem OS havde slaaet et blodigt saar i hovedet, og hvorfor han nu blev voldsvoren (1636). Hüb II. 200, 218. Jf sværje.Voldtag, no. voldtægt; HS for voldtagh 1 sticke dentersth, 4 lodtt søllff. HübB 213. Jf Lund.Voldtage, go. (æsv valdtaka) 1) i nuv. bet.; som qwinne eller jomfrwe woldtagher (1443). KD I. 178; woltoge then rygeste man then fattigest iomfrv. RD III. 1615 (= CP V. 1335); han gick saa til oc voldtog mit viff. HWR 243; Etym 1449 (u. violo); Steph II. 1435; om een dannemands hustrue bliver voldtagen, da bør hun ikke for saadan voldtægt at skillis fra hendis husbond. DL 3 - 16 - 15, 6 - 13 - 16. 2) tage (bortføre) med vold; ved hastigt indfald voldtog oc henførde dennem begge vdaff hans gaard. VdS 326; hvo der voldtager sit fæmon ... om det er taget i eng (1683). Matzen 74 not 2; – PS haver voldtaget sig den (ɔ: et stykke jord) til (1605). DM4 IV. 128.Voldtage, go. 2); Matz 74 not 2 = Bjerge og Søegaard, Vider II. 219.Voldtagere, no. (sv våldtagare) den, der øver voldtægt; vdethess men, swosom ere forradhere, mordhbrennere, thiuwe, røwere ok woltaghere (1438). GhA II. 39; DC 19; raptor, voldtager, quindeskender. MP 155. – Hos M: bortfører. -Voldta[æ]gt, no. 1) voldtægt; voldtact, manddrab oc mor. HWR 244 (jf l23); raptus virginis, voldtagt. Etym 1047 (Dict: voldtegt); DL 3-16-15-3 (ovf. l27). 2) bortbringelse med magt (ulovligt); om voldtægt (1683). Thottske Saml nr 2016 4° 17 (overskr., i texten se ovf. l32). Jf ta[æ]gt).Voldtægt, no. 2); se sst. Voldtægtsmand, no. = voldtagere. M. Voldsværk, no. (æsv valdsværk) voldsgærning; (1499). GhA V. 85 (ovf. II. 107 b51).Vo[a]lde, go. (isl valda) 1) råde - (over); voræ gudæ, ther væræld walde. HKv 465 (at wolde. sst. 398); – PL** I. nr 525; haffue saa sielffue att wolde, huad heller hand will thet offuer giffue eller framdelis bede ther om (1509). DM III. 231; HM 118; DgF II. 65 b; huo wtroskaff icke vil lade volde. HWR 139; haft hans nøgle og laas at volde (1568). DM II. 192; VdS 38, 528; Gud, som alting haffuer at volde. Lyndsay 6v, 182; hvor mand skal huus holde, i køckenet volde. TkA III. 122; befal, vi dig tilrede staa, du haver os at volde. AB I. 20, 48; gifter hun sig uden dens villie, som er hendis rette værge, da volder hand hendis gods. DL 3-16-2 (= waldæ. JL I. 33). – dat. (isl olli); thær MM wllæ keiserdom i A burgh. HKv 601. Jf u. bet. 2) og 3). – ssom woldhe ther nu offuer effther theres eghet tyckæ. T 4; hun monne ham vnder sit veriemaal holde, at hun kunde selff offuer rigit volde. Lyndsay 61. 2) have, have evne (lejlighed) til; Gudh giwe edher lyckæ ath woldhæ. RD I. 241 (= sv lykko at valda. Fredr af Norm v 1181); – hwre iammerlig færd mvn the tha faa, ey wlle nv til skriffte gaa. Dommed b 1. 3) virke, fremkalde, være skyld i; haffde thett icke walditt denn guode ord. DgF IV. 209 b; – harm wollær helffwedhe. PL** I. nr 518; det volde de onde, som meget samen slaa. HWR 7; VdS 42; hu volder halff drøm. VdP 102; volde noget, causa rei alicujus, facti. Dict; at s. Olaff icke fafnede mig saa blidelig som hannem, volder, at ieg hafuer mere syndet. ClS 408; GFK2 66; Jørgen Friis, Skr 38; – thet spøries i then helli scrifft, huoa thæt wllæ, at siæle sculde haue noger roo i heluide. HKv 244; – huad vulder det, at i her vancker? Rch 45; i haffuer wult eder selffuer den vlycke. Jm 81; wulder. sst. 256. Jf Thors* 188. – v. i ɔ: have del (skyld) i; ee hwo som ondhe tiæner haffuær, the mwe ther mogz i wallæ. Rkr h 6 (rimord: fallæ); – enctæ moa iech ther j voldæ. RD II. 253 (= ther om. RD I. 154); Rolandh wolder ther mæst wti. RD III. 15723 (= w. det mest. CP V. 10718); T 48; hunn kanndt der inthitt y volde, att lycken er mig [u]blidt. DgF II. 4 b; VdS 344, 459; (1590). Rsv IV. 168; hans mange riger kunde intet i volde, at hand kunde lenge liffuit beholde. Lyndsay 74; Medelfar, Ligpr o Chr Friis fort b 4v (ovf. II. 303 b22). 4) er det afgørende, kommer an på; hand kand der stundum synde met oc stundum vere for synden fri, det volder, huad mening hand giøre det i. PSm f 2. 5) v. sig ɔ: a) hænde (træffe) sig; volder sig saa, forte. Dict. Jf MbD. – b) = bet. 4); hand hafver lefvet firesindstifve aar, det volder sig, fra hvilcken dag du vilt begynde at regne hans død. BT III. 252. Jf ind-, tilv., alsvoldende.Voldelig(en), bio. med magt (vold); skiff oc godz, som woldelig emod Gudz loff er tagen i søen. NdM III. 221; T 3 (ovf. u. berøve); the saa haffuer voldeligenn besiddett samme hanns gaardt (1562). Rsv I. 306; forneffnde kircker, som dennom nu voldeligen er fratagen. Hvf VIII. 227; (1617). KhS3 VI. 474; voldeligen overfaldis med slag, hug, eller sting. DL 6-12-1. Jf uvaldelig.Volder, se sagv.Voldsk, to. voldsom, ustyrlig. M. Jf Jensen, Vendelbomål § 61 f; MbD: volds.Voldsom, to. (sv våldsam) voldelig, gjort med vold; for voldsom tvang og forurettelse anklagis. DL 1 - 6 - 19 (= rettens fornegtelse oc vold, som tuang. Rsv* IV. 445 = udg 1643). Voldsom, to.; (1618, ovf. II. 343 a18).Va[o]ldu[i]g [volde], to. (isl völdugr) mægtig; han skal tek giftæ en man, ther valdugh ær. HKv 467; Br 5714 (ovf. IV. 856 b46); – æn Vorsherræ iomfruge hun vor voldugher æn domeren. HKv 6329; then wolduge Gud lade mægh nw bliwe for tapt. RD II. 111; – hwn bad hinnæ for then wollæ Gwd. RD II. 104; det forbyde den vollde Gud. DgF III. 238 b; ieg bedder eder for den wolde Gud. DgF IV. 265 b; hustruen suor a den volle gud. Rch 337. Som det vil ses, findes sidste form især i udråb el. ved omtale af disse. – Jf alsv.; som alzwoldugstæ gudh haffwer vedherreedh. GkS nr 1614 62. Vis mere +