UlystUly[u]st, no. (mnt unlust)
1) uvilje, strid; - fore saadanne merckelige leylighedt skyld oc saadan wlust at forekomme (1535). NdM V. 223, 89 (ovf. IV. 614 a35); – som segh tiill nogen oprøer eller anden saadann uløsth wilde lade bewege (1536). Rsv* IV. 162; saa bagtalle, wvillie, ther hoss oc spott oc wlyst motthe affstelliss (1538). NdM I. 249; TSd 180 (ovf. III. 733 a47); VdS 445; (1576). DS2 VI. 340; (1583). NdM II. 278; (1590). Rsv IV. 176; at den wløst imellem Suerrig oc Polen skulle tage en ende. KMB a 3; hvo skalkhed har paa rok og stifter krigs u-lyst. AB II. 245; – ther bliffuer sønd, vnløst, fiendskab mod lougen. Ny Test 1524 bb 2; som gøør ingen goud gerning vden met vnløst oc willie (ɔ: uvilje). sst.
2) sorg, plage; - hand gør oss megen wlyst. Visd 212; bedrøffuelse, armod oc wlyst. HWR 40v (= nt vnlust. udg 1549 37); mord, mandrab, thiuffuerj och slig andenn wløst att hindre (1581). KD I. 482; GI 14 (ovf. IV. 65 a7); fra wlyst til Guds lyst. JDV q 2v. Jf lust(e). Ulystig, to.
1) (isl úlystugr) uvillig, utilfreds; ther ieg ij fyretiwge aar wlystig war offuer then slegt. Ps 9510 (FV; CP: vred); Gensv d 3v (ovf. III. 827 a18); worder ieg da saa vløstig oc mystrøstig. Huberinus 121; huad som nogen icke veed, det giør hannem huercken lystig eller wlystig. Tdm I. 23; VdPb b 5 (ovf. IV. 483 a33); tavshed gjør ulystigt lav. PSO I. 435; – sodan gerning, som skeer aff it vnløstigt oc wuilligt hiertte. Ny Test 1524 bb 2.
2) ubehagelig, sørgelig; det er icke kedsommeligt at omgaass met hende, ey heller vlystigt at vere hoss hende. Visd 816; TV 180 (u. inamoenus); Tdm I. 8v; huor aff der kand komme it wlystigt ecteskab. HemmE 170, 233 (ovf. IV. 530 a21); VdS fort 14; injucundus, wlystig, kiedsommelig. Etym 595; wlystig høstveirlig. HelvP 1633 c 4; u-lystig, u-behagelig. ComO 357; SortS 27 (ovf. III. 497 b19). Jf lystug (II. 853 a48).Ulystighed, no. (sv olustighet) uvilje, utilfredshed; kende sijn wanmechtighed oc vløstighed til Guds low. Msb ved Tavsen fort a 7v; fordriffuer melancolies wløstighz. SmdU 4; at forhandle det, som alvorligt er, der lader sindet sig gierne bevæge til ved materiens u-lystighed. BT II. 251. Jf lystighed 1).