TysTys (tø[u]s), to. tavs, stille; conticesco, ath bliffue tyss. CPV; Hvf VI. 301 (ovf. u. besidde 3)); AA II. 66 (ovf. I. 721 b16); Kpb 42; giesterne ere megit tysse. ClS 410; mand bliver tys. PSO I. 432; du bliver taus og tyss. KPs 141; hun skal tolmodig, tys oc u-vanartig findes. SP a 1; SortSk 88 (ovf. III. 677 a26); hund gandske tys i skabet skulle staae. DP 47; – tus. M. Jf VSO. – Som udråbso. PG 366; vAph I. 730 a.Tys (tøs), no. tavshed, stilhed; eenlige vdy een wraa vdy tøss oc met vforstandelige ordt. T 135; at kysse med tysse det smitter ej mig. TkA II. 70. – vide t. med ɔ: kunne bringe til at tie (lukke munden på); ieg wed tøss med ier, men i wed intet med mig. Jm 155; ieg wiste alt for meget tyss med dennem. Jm 216; PSO II. 222 (ovf. IV. 22 b23). Jf ut. Tys, no.; bleff der offuer alt et tyss oc quer. LyschC b 28.Tyshed, no. tavshed; TV 142 (u. taciturnitas); silentium, det er en tysshed eller en stillehed. Hvf VIII. 216 (jf ovf. IV. 136 b29).Tysse, go. (mnt tusken, nt tussen) bringe til at tie; Christus selff tyssede diefflen i den besetne menneske. T 247; tøsse vi de spæde med patten. BT III. 291; kyndelmisse med sin haarde knudes tvang har tysset lerken tit (1671). AB II. 177; KS 181; Jm 236; roser mand barnet, saa tysser mand det. PSO I. 359; – tusse. M. – ville have til at tie (tale sagte); tog hun paa som et galt menniske, brugte henders vforskammet tale ... C tøssede hender oc sagde, hun skulle tie. Jm 210; Naur c 1 (ovf. III. 587 b35). Jf nuv. tysse på. – bringe til at glemme, standse; saa rask som glemsel er, blant os sig ind at snige og tøsse navn og gierninger. AB I. 148 a; hand skal min iammer tysse. KPs 256. – t. i søvn ɔ: dysse i s.; vi monne dem tysse i søvnen tung. PSV 433. Jf fort. Tyst, to. (isl tjustr, tvistr, fsv thyster) = tys; Rkr c 1v (ovf. u. allige); thin tvnge er tøst (1510). NdM II. 325; mutesco, ieg bliffuer tyst. TV 269; huem kand nu sorge oc være tyst? Rch 28; alle da sade de smaadrenge tyste. VdV II. nr 31 v 39; TK 6; ComD § 734 (ovf. II. 379 a3); nu mund og tunge din blev tyst (1677). Stolpe II. 64; i synden har jeg ganget, thi maa jeg være tyst. KPs 95; – j tøsth watn ære oorme wærsth. PL** I. nr 42. – sørgmodig; han var saa tyst i sind. Abr IV. 4. Jf åsen: tvist. Opr. sammenhæng mellem tys og tyst nægtes Jess 269.Tyst, to.; o all sanhetz mwn hwy æst tw nw so tystær. T 553 109. – mat (vissen); HS 576 (ovf. V. 742 b28 = l silencium imposuisset. udg 1861 70). – som bio. i løn; den daatter, hvilken hun saa tyst til verden bar. DP 51.Tyst(e), no. (fsv þ;ysta[e]) = tys; i tystæ och roligheet fremmes en gudeligh siæll. Kemp 3321 (= taugsomhed. Kemp* 117); Br 15716, 27720; om thw swarær meth thiændæ ællær thyste. ÆB 5 Msb 1821; han bødh thystæ. Dom 319 (ÆB; 1550: bad dem vere stille); elsker tøsth, hwar som manghe thale æræ, ther er offthe løghen. GkS 24; ther iek wille sætthe tyst i blanth falketh. sst. 71v, 91. Jf ovf. III. 34 a16, 673 a27. Tystelige, bio. (fsv thystlika) i tavshed; ÆB 1 Msb 2421 (ovf. III. 803-804); ther iek thænkthe thystelikh met mik (1488). MbG.Tysthed, no. (sv tysthet) = tys; om tysthed oc beqwem tale. PE 18.