TrudeTrude (tryde), go. svulme, træde frem; - daa trudit hindis skindt. DgF I. 226 a; Ranch, Samsons Fængsel r 1 (ovf. u. bælge 4)); klemte hun hannem saa hart, at øynene trudede, ligesom de skulde falde ud aff hoffuedet. Hors l 8; hans øjen truuder ud klaractige som lue. Hex 242; huer stengel truder aff det (ɔ: frøet). FD 250 D; Skd 30-31; ingen truder ud saa meget som et haar. KK a 4v; knopper fanged an grøn-munded ud at trude. KC* e 4; truder, trudner. PSK 36; – Bredal 19 (ovf. II. 74 a30); min bug aff tidende mon tryde. Heg 168. – udtale med fremskudt mund; - mund gaber a, fleber e, griner i, mover o, truder u. PG 94 (= tude. M, ovf. III. 142 b54).Tru[ø]tme, go. (fsv þ;rutma) = trude; ÆB 4 Msb 521 (ovf. u. forbulle, jf ovf. III. 336 a15); ÆB 4 Msb 522 (ovf. III. 572 a10); hænnæ qwid synæs at trøtmæ æller størreræ wordhe. ÆB 1 Msb 3824; ÆB 2 Msb 99 (ovf. u. blædre).Tru[o]dme, no. (fsv thrutme) hævelse; fordriffuer orm i tender oc throdmæ. Br 2861-2; tagher theth bort al trwtmæ ok harkæ aff spenæ. MbG. – overmod; with sin hwges hofmot ællær trwthmæ. ÆB 5 Msb 1822 (Vulg: per tumorem).Trodme, se trudme.Tru[o]dne (tru[y]nde), go. (isl þ;rútna) = trude; thieræ kienæ trodnedh fast. RD I. 175 (= tretmedæ. RD II. 269); PSK 36 (ovf. u. trude); – der raabis saa, at øynene trunde udi hofvedet. BT II. 97; saa fremt hans krumpen, hule vom skal trunde ud og feedis. SortS 10; – turgesco, trynder, tyller vd. Etym 1372; Steph II. 1404. – lf. i samme bet.; Wielandt VI. 206 (ovf. IV. 444 b12). Jf Kok I. 402: trodne; MbD: trunde og trønde; Hagerup2 99; Jensen, Vendelbomål § 238, 662. Til omstillingen jf ovf. II. 830 a16 f, vinde (u. vidne) ndf. Jf udt. Trudne, go. – til s. 456 a14; efter errata anf. st. læs: tryller, se l44; (1601). NkS 351d (4°) 118v (ovf. V. 391 b7). – lf.; (1601). NkS 351d (4°) 115 (ovf. V. 387 b22). Jf syndet.Tru[y]nden, to. svulmende, hoven; trunden. M; – turgidus, tryndet, hoffuen. Etym 1373; NL 1962. Jf udt.Trut, to. 1) svulmende. M. 2) halvvred (med udstående læber). M. Jf svd truta ɔ: skyde læberne ud – i lf: være vred; trut(t)en ndf.Trutmundet, to. havende udstående mund; broncus, trut-mundet, som tænderne staar ud ad. Steph I. 252 b; – med trude-mundet læber hans tunge mumlede med sønder-knuste kæber. SortS 66.Trutøjet, to. havende fremstående øjne. M.Trotne, no. hank. (∾ n trutne, se Ross) = trudme; HKv 5824 (ovf. IV. 227 a7).Tru[o]t(t)en, to. 1) (isl þ;rútinn) svulmende, hoven; thæt dughær for throtnæ lymmæ. HH 67. 2) (n truten) gnaven, uvillig; Wielandt II. 115 (ovf. IV. 455 b19); M. Jf Thors* 184: truden. Trutvorn, to. = trut- (t)en 1). M.Trylle, go. = trude. M. Jf opt. Vis mere +