TilkommeTilkom(me), no. (isl tilkoma)
1) komme; the bidhæ nw thin tilkomme. HKv 6735; Br 31922-23; thæn tidh the bidde hans tilkomme. ÆB Dom 925; PL** I. nr 421, 565; Guds søns tilkomme wdi thenne werden. PE 82; mod Herrens snare tilkomme. Psd I. 78 b; – trenne vorsherræ tilkom. KhS I. 444; din tilkom forløser mig vist. Psd I. 109 b.
2) adkomst, adgang til; o. trofast ven, huor vnderlig er din tilkomme. HWR 121 i r (= nt dath wy nicht können hebben gudt gemake. udg 1549 85v); arffvelig tilkomme, successio hæreditaria. Dict.
3) skæbne; talæ aff Adam oc hans til kom. Luc 3. Jf sst. 65; Sdw: tilkoma 3); tilkommelse 2).Tilkomme, go. (fsv tilkoma)
1) komme (til); the skullæ tilkommæ ællær tilnalæ hannom. ÆB 4 Msb 165; the ware mange, huilke til komme oc bort ginge. Mark 631 (1524); før end de onde dage komme, oc aarene tilkomme. Præd 123 (1550, 1647); oss er schriffuelsse thilkommen fran JF (1580). NdM I. 74, 99; du her efter vorder tilkommendes en streng dommere. KPs 310.
2) have adgang (lejlighed) til; huor thyffue icke tilkomme. Luk 1233 (1524, jf ovf. III. 771 b41); – effterdi hans keyserlige maiestat forhindret icke selff kand der met tilkomme. Hvf V. 255. Jf DC 302: nit auszgewartten mugen.
3) kommei besiddelse af, få; et andet (skib) blev taget, som jeg ikke kunde tilkomme formedelst skade, som jeg havde faaet paa den store mast (1676). NdM IV. 70; adskillig jern tøig med voris crone merket, som formeenis, at de ej retteligen skal være tilkommen (1689). KD VII. 289; dend jydske dialect som hand tilkom. GE 26. – magte, komme ud af det med; samme lehenn schall were hannom for høygt anslagett, saa hand ther medt wden hans schade icke kand tilkomme (1583). NdM I. 99; en liidelig affgifft, som hand kand komme tiil met. sst.
4) ske, komme over; thette fald som oss er nw tilkommett. PE 466; huad oss kand tilkomme, inden wi dø aff verden. PlV 551; SmdLb VI. fort a 4v (ovf. IV. 44 b43); om vindrick oc huad skade alle mennisker der aff tilkommer oc oprinder. Test* e 3v; Psd I. 307 a; ingen u-lycke skulde dennem tilkomme for hans skyld. RFII 289.
5) forestå, være nær; ethers genløselse tilkommer. Luk 2128 (1524; CP: tilstunder, 1550: stunder til).
6) være ret for, tilkomme; myn deel aff guotzit, huilkit meg tilkommir. Luk 1512 (1524; 1550: hører mig til).
7) tilbringe; ve det land, hues konge sin tid vdi velløst tilkommer. HWR 60v.Tilkomme, go.
2) – lf. være muligt; huor udoffver de platzer ey at sleiffe kand tilkommis. Fdg 4/2 1601.
3) til s. 368 a14; hand hollder paa samme arbeide 19 personner oc therforre icke mett slig monitz penche kand tilkomme (1578). DS V. 144.
5); (1523). NdM V. 11 (ovf. III. 314 a32); Rom 514 (1524, ovf. II. 795 b46); ErF 45 (ovf. I. 511 b s. l.). – tm. fremtid; paa det i det tilkommende ingen forraad paa unge træ skal fattis. Fdg 31/8 1680 § 7. Jf ovf. IV. 368 a52.
6); (1558). Rsv II. 220 (ovf. II. 420 b37); Kv v 1666 (ovf. V. 305 a19); Hvf VIII. 67 (ovf. II. 184 b18). – være pligt for; icke, efftersom, en huer for sig tilkommer, dermet will tilhielpe (1647). KD III. 281.Tilkommelig, to. tilkommende; fatidicus, som spor tilkommelig ting. CPV; han skall sige eder mange tilkommelige ting. CP II. 49 (= Joh 1613); CP V. 35530-31; I. 248; ath spoo till kommelige tingeste. SmdH 9; fornufft mod troen fører krig, vil ey tro det tilkommelig. Psd I. 98 b (= KPs 184).Tilkommelighed, no. fremtid; legge thennom selffue en skat oc en god grund til thet tilkommelighed, at the maa fonge thet euige leffned. 1 Tim 619 (1524; CP: til i framtiden; 1550: paa det tilkommende).Tilkommelse, no. hunk (∾ sv tillkommelse)
1) = tilkom(me) 1); glæder eder aff min tilkommelse, thi hun skal ske for eders beste. Tdm I. 9; CP I. 13 (ovf. III. 564 b51); V. 33710; warer langmodige ing til herrens tilkommelse. Jak 57 (1524) og flgd. overs.); ÆdS 137; dette salige Guds barns tilkommelse. TVd 215; den helligaands tilkommelse oc bliffuelse ij denne werden. TSd 78; VdS 59; Etym 1403 (u. adventus); Flemløs § 6; da nu de Danskis tilkommelse ryctedis. Hvf I. 61; alle indbyggerne selff siuntis at grue vid hans tilkommelse. Lysch 168; (1658). KhS II. 215.
2) hændelse, udfald; thet ær æi giorth mæth rathæt radh, mæn ældærs af tilkomæls. Bl I. 150; – ÆB 2 Msb 24 (ovf. IV. 352 a22).Tilkomst, no. (fsv tilkomst, mnt tokumpst) = tilkom(me) 1); Christus kommer oc forstørner hannom vti syn erlige tilkumst. Ny Test 1524 yy 4; herrens tilkumst er haart hoss. Jak 58 (1524; CP og flgd. overs.: tilkommelse); Allen 594; – de danskis grumme och forskreckelige tilkomst wdi megen mangfoldighed. CP V. 3354-5; (1540). DM VI. 39; (1566). KhS V. 612; (1569). Rsv III. 101; (1578). NdM I. 23; (1579). KhS3 VI. 502; da de skonske herrer fornumme deris tilkomst, vndflyde de. Hvf VIII. 43; III. 537; Etym 358 (u. obitus); din tilkomst alle glæder. Hex 169 (frgd. o. ovf. II. 86 a25); necte kongen sin tilkomst. BT I. 107; hvordan vil de ondes tal hans tilkomst see og taale. KPs 298; Naur h 2; en tyv, der forventede sin staaldbroders tilkomst med en feed veder. PSO II. 47. – oprindelse; det er alle voris tilkomst oc begyndelse. Immanuel d 8v (frgd. o. ovf. III. 737 b23 ff).Tilkomstig, to. (mnt tokumpstich) tilkommende; engang udi tilkomstige vinter (1603, AL); tilkomstig sommer paaføre uylle ko. aff Suerrig en aabenbare feide. ChrIV* I. 53.Tilkvæm(d), no. (fsv tilqvämd) = tilkom(me) 1); wars herræ tilqwæmd. Evg 323; – so stor volds tilquæm oc næruærels. HS 156; mankønet glædhes aff hennes til qwæm. HS 11614.