SvedeSve[i](d)e, no. (isl sviƀa) svie, smærte; - then tidh swareste sorenæs swedhe war. ÆB 1 Msb 3425; offthe kommer swedhe effther sødher klaadhe. PL** I. nr. 849 (= svide. PSO I. 417); offuer thijne saar giortt mijn swede større. Ps 6927 (FV; CP: din pine); Mc 18; swede oc werck, pijne oc drøffuilse. PE 159, 495; – tuenne suenne, den ene kaldis suee, den anden siugdom. HWR 284; – KhS I. 444 (ovf. u. bårdag).Svi[e](d)e, go. (isl svíƀa)
1) svie, brænde (virk.); PL** I. nr. 681 (ovf. II. 830 b31 = svie. PSO I. 390); præurere sudes, suide staffre for til. Etym 1479; – uro, suier. Etym 1478; Steph II. 1446. – dat.; da suiede lwer icke de lettelig forkrenckelige diurs kiød. Visd 1920 (1607, 1647); hand sig huercken suidde eller brende. DgF V. 1. 106 b; PSK 32: sveed (isl sveiƀ); HøjsG 96: sved, sviede; M: sved, svej, jf Lyngb 62; Varming 104. – tm.; ont ær at drijfwe soort swijn ower sweednæ hedhe. PL** I. nr. 1056; – – retorride, tør oc saa got som vissen eller suein. Etym 1343; PSK 32: sveden; HøjsgG 96: sveden, sviet; M: sveen, sveien. Jf henvisn. ved dat. – få en s. hale, se ovf. II. 130 b50. – hun lugter sveen ɔ: er forlovet. M. – s. en med en bold ɔ: strejfe. M.
2) volde smærte, skade; hannum var jomfruens skade ledh och soræ j hans hiærte swedh. RD II. 218; thin brøder skall faare till Gulland, thett skall fast efter suide. DgF IV. 265 a; Kv v 2475 (ovf. IV. 169 b41); det sued i din feste oc mangen mands hud. LyschT b 2; loppebid svider og. PSO I. 173; – til dem det da vil svide. AB II. 231; – naar kornet er sueden aff kuld. Etym 1479.
3) (isl svíƀa, sv bøjn) føle svie, smærte; Psd I. xxi a (ovf. III. 142 b47); hwor ynckelige swidher ieg nu fore thinæ skyldh. Mc 22; PL** I. nr. 469 (ovf. III. 87 b51, jf suie. Heg 85), 1048 (ovf. u. brå, no.); gnid oc vrid steden vel, saa at steden vel suider. SmdLb I. 27v; ieg frycter, wi maa suide. Rch 56; flyr hanem bodt igien, eller handt sagde, y skulle suye ther fore (1549). DM3 I. 325; hand suier eller bluss aff hug. Etym 1479; hvo ej kand taale, hand kløer, skal taale, hand svier. PSO II. 254; – smiled jeg med fauer mund, dog sved jeg i mit hiertes grund. KS 185; hvis gridske hierter svej endnu af verdens bulde. SortS 65. Jf fors., kuld-, luesveden.Svide, go.
1) – tm.; – Wiel IV. 114 (ovf. V. 78 b30). – s. lugt ɔ: l. af brændt; Etym 809 (ovf. V. 993 a1); NL 1021.
3); ther æy sweeth oc æy verkthe. Ark XII. 371. Jf afs.Svi(e)byg, se Kæld 2).Sviekuld, no. stærk kulde. M. Jf: sviende kuld. Etym 41.Sviestråle, no. lynild, der svider. M.Svievind, no. skarp vind. M. Svielse, no.
1) brændende varme; solis exustio, suielse, suiening. Etym 1480.
2) sygdom i træer. M. (= carbunculus). Jf VSO: brand 11).