SlægteSlægt(e) (slæg, slæt), no. hunk. (∾ isl slekt) slægt; thin slækt, hon skal ikke tæliæs. ÆB 1 Msb 1610; huem skal ieg ligne thendne slect, hun er the børn lijg? Matt 1116 (1524 og flgd. overs.); Matt 1239 (CP og flgd. overs.); ieg er den, som vndskylder Israels slect, at hun icke skal bliffue slagen. Test* c 8; bleff den Folckunger slecten saa nederlagt, at hun aldrig kom til mact igien. Hvf II. 155. – ik. (∾ fsv släkt(e), mnt slecht(e)); HKv 342 (ovf. u. forti); skulle vpstande paa dommen met thette slecht oc skulle fordømme thet. Matt 1242 (1524; CP og flgd. overs.: denne ... hende); hans miskundhed recker fra det ene slect oc til det andet. Psb II. 64; et slect. Etym 519 (u. genus); generatim, ved huert slecthe. CPV; indoles, gotslecte. CPV (jf u. generosus); CP II. 44; det menniskelige slecte. TdmU c 7; vort slæcte. HWR 154v, 143; at adelen haffue maat kalde dennom aff slectid eller wabened. Hvf VIII. 365; det slectis viiss. Etym 519 (u. gentilitius; slecten. sst.); da bleff skabt det første slecte. GH 31. – aff hans slæt fødæs Ihesus Christus, forti at han vildæ æy fødæss aff mandrapærs slæt. Luc 36; vlffuen met sin slæt, saa mange de vaare. HWR 12v; stor slæt oc frendskaff. HWR 182v i r. Jf slæt ndf.; Jess 222: slaa; GrimmW: geslecht. – forforæs the allæ samæn mæth Noes slech. Luc 36 (uret forkl. i ordsaml.); willtw wijde myth slægh. RD III. 428 (= min slect. CP V. 308); hwath slægh Roland war wt aff. RD III. 8118-19 (= slecte. CP V. 567). Jf ovf. III. 10 b46-51. – flt.; tolff Israels slækte. 2 Msb 244 (ÆB, T), 1 Msb 123 (ÆB; 1550 begge st.: slæcter); slektenæs høffthinge. 1 Kg 81 (ÆB; 1550: slecternis); alle iourderigis slechte. Matth 2430 (1524), Luk 148; åb 137 (sst.; CP alle st.: slecter); T 67; alle slecte. TdmU m 6; – the tuolff wor slect. ApG 267 (1524; CP: slecter; 1550: slecte); alle mand oc quinder aff alle slect. Etym 842; fick hun vndsetning hoss sine slect oc byrd. Lysch 65; – syw slekther. MR 14915; tusinde slecter. 1 Kr 1615 (1550, 1647); Neh 413 (sst.); de tolff slecter. PlSk d 4v, d 6v; – alt folk, slætter och tunger. Kemp 21519. Jf djævle-, gøge-, kon(nin)ge-, sam-, spurge-, ugle-, hores. Slægt, no. – til s. 901 b32 jf Brøndum-Nielsen, Forfatterbestemmelse 2512, 33 anm. 2). – Jf aftenbakke-, flagermuse-, fæ-, gede-, greve-, helte-, jærn-, krage-, kvinde-, kæmpe- (V. 555 a24), odels-, ravne-, skalke-, venne-, ødles.Slægtebod, no. bod til slægten (fra manddraberen); etteboed ɔ: slecteboed for manddrab, som giffuis aff et eller slectinge til den dødis foruandte. Bielk I 61; M. Jf ætteb; ovf. III. 665 b50 ff.Slægtedrage, no. skamplet i en slægt; skamløse Cham, du giftig slegtedrage. KC* a 4. Slægtfrændskab, no. slægt, pårørende; (1590). Rsv IV. 213-4 (ovf. u. blodsburd). Jf frændskab 2).Slægtefuld, to. af ædel slægt; som Iherusalems dydeful oc slekteful. HS 562; slæktefull oc pryd quemligest met all nadh. HS 18920 (= l generosus udg 1861. 69, 216).Slægtegilde, no. gilde for slægtninge; MP 63 (ovf. u. forvantegæstebud); Steph I. 133 a.Slægtegrot, to. stammende fra ved slægtskab; at gaa til Anhalt hen, hvor af det fyrste-blood endnu berømmer sig at være sleegte-grood. KC* b 1v.Slægt(e)lav, no. slægtskab; Etym 801 (u. cognatio); de ere i slectlav med hin anden. sst.; propinquitas, frendskab eller slectlaug. Etym 993; NL 1003. Jf mågel.Slægte, go. (fsv släkta) slægte på; patrizare, ath slecte faderen. TV 129; at de kand faae en stor faddergaffve oc bliffve høyt betroede, slectende de Sichemiter. GHD II. 159; i det første slecter hand høfvidsmanden. GHD II. 131. – uvirk. arte sig; generosus, velbyrdig, slecter vel, artig. Etym 520 (NL 526: velslægtende). – s. af ɔ: a) komme som medfødt; gode forældre, huor aff alt gaat bør at slecte. Hvf VIII. fort a 3v. – b) vanslægte. M. – s. efter ɔ: slægte på; ieg haabes, han skal effter mig slæcte. HWR 62v (= nt he na mi slachten schal. Schröders udg. v 1360); en vlff vnge, som skal slecte effter hendis egen affkom. VdS 130; M. – s. fra (sv frånslägtas) vanslægte. M. – s. over ɔ: overgå i lignende retning; jeg dig haver skiendelig fornegtet og langt over Peder slegtet. KPs 431. – s. ud ɔ: vanslægte. M. Jf be-, efter-, pås.Slægte, go. – s. på; deris børn skulle vel slecte paa forældrene. Hors e 2; AB I. 132 a (ovf. V. 566 a30); hun paa ætet slægter. DV V. 381. Jf vans.Slægtelig, to. hørende til en slægt. M. Slægtet, to. beslægtet; vore saa ner slegtett, att the icke maatte kome tilhobe (1561). Rsv II. 304-5; Ranild besvogret oc slected vaar med marsk Stig. Kpb 315. Jf vanslægt.Slægtet, to.; – VdP 61v (ovf. V. 386 b15). Jf høg-, nær-, stor-, vels.Slægtig, to.
1) beslægtet; hand var slægtig til hannem. VdSv 49; M.
2) slægt- ende; føer og bred og ret paa fædre slegtig. KSK a 4. Jf u-, vans.Slægting, no. (fsv släktinge) slægtning: germanus, frende eller slecting. CPV; Voc 15v (u. cognatus); sin neigeste sleygttinge (1539). RdU IV. 10; till en fremmytt mandh, oc icke till neste slectinge (1539). Rsv II. 96. – flt.; ieg haffuer ey andre foreldre eller slectinge. CP II. 378; Rsv* IV. 15; Luk 244 (ovf. II. 660 b22; 1524: slectene); deris slectinge, som sade til gissel vdi Danmarck. VdS 414; arffuinge, slectinge, venner. Hvf VIII. 130; – faar mine børn oc slæctinger alle. HWR 270; kallede dett (ɔ: barnet) Hanns effter enn aff S M's slectinger (1588). KhS3 VI. 380; bebinder slectingerne tilsammen ved maffueskaff oc suogerskaff. VdPb b 1v; – disse slecting i Danmarck vaar aff adelen for hundred aar. HelvC gg 2. Jf sam-, vans.Slægtning, no. slægt; aff Dauids slectninge wore de. TVd 215v; i farlighed aff min slectning. 2 Kor 1126 (1607, 1647; gr ἐκ γένους); consanguinitas, slectning frendskab. Etym 1101, 801 (ovf. u. slægtlav). – den indbyrdes slectning og svogerskab, hvormed indbyggerne hinanden paarøre (1663) (AL). – elskte hannem langt mere end nogen aff sine egne slectning. VdS 486 (= l respectum caritatis propriæ necessitudinis affectioni præponderare. Sax 900). Mulig i nuv. bet.Slægtskab, no. fk. i nuv. bet.; hafde deris herre ladet sig bevege aff den venlig slectskab, som er imellem hans majest. oc hertug M. RFII 65.Slægtebog, no. (sv slägtbok) stamtavle (slægthistorie); Lysch XXV (ovf. u. efter, bdo.), 163 (ovf. I. 163 b19); som jeg finder i slektebøgerne, da var herr O. L.'s daatter. PSV* 723, 687. Slægtforbunden, to. forbunden ved slægtskab; hand bød en lyksom dag hans slegt-forbunden frue. DP 9. Slægtled, no. (sv slägtled) led (grad) i slægtskab. M. Jf led 2) (II. 764 b12).Slægtelinje, no. (sv slägtlinie) slægtrække; Etym 531 (= gradus cognationis); Lysch VI (ovf. I.* 37 a9), 618 (ovf. I. 760 a20); HenrW III. 146 (ovf. V. 181 a34).Slægtmord, no. drab af en slægt; er intet grueligere slectmord til end tillige at ombringe Christi læmmer. Melanchthon, Loci v ålborg fort c 3. Slægtemærke, no. slægtvåben; alle disse Kokker førte til slectemerke en hane. KhS V. 458.Slægtnavn, no. (sv slägtnamn) i nuv. bet.; Etym 519 (ovf. V. 13 a36). Slægtregister, no. (sv slägtregister) i nuv. bet.; MP 41 (u. genealogia); Steph I. 293 a.Slægtetal, no. en s. tal; ham angrer, een mands lif fra slegte-talled tagis. OR I. 141.