SkjudSkjud, no. (mnt schot) pil; han sckiødt sijne sckiwdt oc atsprede thenom. Ps 1815 (FV; CP og flgd. overs.: pile; Luther: strahlen). Jf skud.Skjude (skyde), go. (isl. skjóta, fsv skiuta)
1) skyde, støde; spøtthet oc slauen oc skuthen fraa en oc til annen. Luc 6 (mulig sendt, jf isl skjóta braut (heim), jf dog flgd. prøvest.); 30 synde skudhe the oc trodde hanum i gadhen. Mc 16.
2) skyde, gøre skud; lader voss skiude, men wi haffue spent. HWR 83v; Venderne forsømte sig icke at sla oc skiude. VdS 386; – hun skiuder icke did, som hun sicter. GH 21; – hanndt skodt ihiell minn fostermoder. DgF V. 1. 381 a; skuthe pa them met turkere buge. RD III. 633 (= skude. CP V. 4310); – som skodnæ worde. RD III. 8919 (= skudne. CP V. 6123); bleff han skuden aff fienderne. TdmH a 4v; pile, som skudne ere i menniskene. SmdU 8v; PlSk d 2 (ovf. II. 289 a44); (1565). DM III. 288; er hannd som en skuden ørn. Rch 216; – saa hand och haffuer skøtt hesten vnder wor jeger (1588). DM4 I. 363; (1552). Rsv I. 190 (ovf. u. fyrrør), 203; bleff keyseren skyt med en pil. Lysch 95; (1658). NdM I. 84; hand haffwer skiøt sig selff ihiæl. Jm 177 not; der fandtis ingen blant de døde, som jo var skiødt tre eller fire gange igiennem. RFII 16. – ved særlig gudfrygtige handlinger (el. trolddom) mentes man at kunne sikre sig mod at ske skade ved at blive skudt; skal han haffue til løn, ath han skal aldrj worde skwden meth bosse eller piil. DM3 I. 256. Jf DM4 IV. 110, 118-9; JS IV. 126; FeilbO I. 7725 ff. – s. en hvid kæp efter, se ovf. II. 319 b36 ff. Anden forkl. Thortsen, Småskr 135-7.
3) henskyde, indskyde; soa skiwder iech til gud mit moll. RD II. 207. Se også s. skæl u. d. o.
4) udskyde, forkaste; udaff the 15 menndt skiødt NP fiire menndt och togh 11 menndt till segh (1558). Rsv II. 258 (frgd. o. ovf. III. 348 b14). Jf VSO: skyde 6).
5) skyde til, bidrage; (1509). DM III. 234 (med fl. st. ovf. II. 791 a35 ff); naar huer maa saa skyde sit til gryde. Heg 167.
6) s. atter (igen) ɔ: skyde sammen, tilkaste; Tob 820 (1607, ovf. II. 377 b36).
7) s. for ɔ: a) kaste i vejen for; obmolior, vælter i vejen, skyder for. Steph II. 943. – b) foregive, fremsætte som påskud (undskyldning); Etym 1302 (u. prætendo), 1326 (u. prætexo); Steph II. 1109, 1113.
8) s. i (udi) ɔ: indskyde; som Gudt skiuder hannom udi sinde (1527). Rsv* IV. 138. – falde ind; præsagiebat animus, det kom mig i sinde, skød mig i tancker. Etym 1290; Steph II. 1102. – lf. i samme bet.; skiøds mig i sinde, at her ere faa doctores. SmdU a 2v.
9) s. ind a) for ɔ: henskyde til, overgive (til afgørelse); trajecit rem in magistratum, skyde ind for. Etym 583. – b) på ɔ: tillægge, give; trajicere culpam in aliquem, skyde ind paa. Etym 583 (Steph II. 1338: s. skylden paa).
10) s. (med) ɔ: a) beklæde (med); tabulo, at skywde met fiele. CPV; hand skød baade gulffuene met ceder. 1 Kg 77 (1550; 1607: g. vaar kledt); – asso, at skude mz fiele. CPV; – skyde en brønd med tømmer. M. – b) s. med lys ɔ: bandsætte (med udslukkelse af lys); der hand (ɔ: paven) begynte at skende oc skiude met lius. VdS 403 (= l accensis luminibus solenni execratione usurus videretur. Saxo 783-84, jf not. 3). Jf GrimmW: schieszen II. 2. d.; Anch II. 13-14; ovf. II. 819 b42 ff.
11) s. op ɔ: gå op, strække sig; det (ɔ: landemærket) skiuder op mod Iericho. Josva 167 (1550, 1647).
12) s. (o)på ɔ: a) støde, grænse til; the agræ eller ængæ, som vppa thettæ forscrefnæ skyudæ oc ther vm kring liggæ (1406). DoB 267; wore lykker, som skyde in vppo groben osten for byen. DC 36; alle land, som skywde paa Ryn. Rkr b 3; en gaard, som skyder paa Liimfiorden (1554). DM I. 152; Fouelsige, som skyder paa Hestebeck aa (1578). Syss 98. – b) påkomme; kriigh och orloff skyudher vppaa noghit righe (1436). GhA II. 34. – c) beråbe sig på, henholde sig til; skøde de paa, ath ther wor somme borthe. CP V. 50628; thersom nogen aff partenne skiuder paa widere windisbyrdt, endt handt tha tillstede haffuer (1547). Rsv* IV. 218, 261; (1553). KB I. 226; Rch 68 i r. (ovf. II. 839 b53); kun aff skrømt skyde paa dett bad (1602). DM III. 47; skyder paa, at det er folcket, der saa siger. BT III. 310.
13) s. sammen ɔ: føje sammen. M. – gav jeg slotssmeden for en knebel, han skjød tilsammen i Knuds klokke, 3 mark (1553). RdU IV. 120. Her nærmest: svejse, jf isl skeyta, Rietz 590: sköta.
14) s. sig ɔ: a) strække sig; fra Skaane skiuder sig vd Halland oc Bleking. VdS fort 31. Jf bet. 12 a). – b) s. sig (for fra) ɔ: undslå sig for; detrecto, holder tilbage, skiuder mig for noget. Etym 1348 (= skudder. Steph II. 431); tergiversor, skiuder sig fraa noget, slaaer sig for noget. Etym 1423; Steph II. 1372. – c) s. sig i ɔ: give sig i; aggregare se, skiude sig i selskab oc venskab med. Etym 541; Steph II. 81. – d) s. sig for (til) α) indskyde sig for; skyther seg fraa them ok for borgemestere oc rad (1492). FA I. 39, 51; thette menniske haffde wel bleffuet løss giffuet, haffde thet icke skødet seg for kieseren. ApG 2632 (1524 og flgd. overs.); de haffde lowligen skøt sig ind for paffuelig hellighed. Hvf II. 310; – skeer hanum wreth til sith hæretzthing, tha ma han skiwde sigh til landzthing (1466). DM I. 319; skeer oc saa, att nogen skyuder sig fra herritzting och till landzdommeren, tha schulle the unde hannom skudzmoll. Rsv* IV. 21. – β) beråbe sig på; ieg skyder meg til messen selff. T 112; forthij ath Luther sckiuder seg till thet ny testament. PE 91; PK skiuder sig till sin regnskaffsbog och beraaber sig paa, att haffue udlaugdt mere (1582). Rsv IV. 17; folket fanger an at larme, skyder sig til keyseren. KPs 529. – γ) fly til; Stralsund er den eeniste tilflugt og sted, til hvilcken hand kunde sig skyde. SortH h 2. Jf af-, be-, bort-, for-, frem-, gen-, he(de)n-, hjel-, igennem-, igen-, ihjel-, ind-, mellem-, ned(er)-, op-, over-, på-, sammen-, til-, ud-, under-, unds.; elle-, hyldeskudt.Skjude, go.
1) – kaste ud; at ingen i særdellished her udi haufnen indtager eller skyder baglast (1670). GhA II. 187, 212. – skyde fra sig; DgF III. 620 a (ovf. IV. 750 a53); vernatio, naar snogen skiuder hud. Etym 1409. – s. igen, se igens. – udgyde; Ps 7815 (FV, ovf. III. 406 b52). – s. vand ɔ: holde v. fra sig (ikke gennemblødes); saledis skiuder dett (ɔ: høet) best wand (1601). NkS 351d (4°) 131v. – fire; kunne drage oc skiude skødett, effter som bleest oc bylie siger til. T 103. – bevæge, vende; Helt 21 (ovf. V. 150 a53); skyder øyen, remittere oculos. Dict; i hvort jeg skyder øje. Hex 75. – s. ryg, se ovf. III. 633 a12; V. 885 a6 f. – s. skuldre ɔ: gøre udflugter; her skydes skuldre, her hand anden snak indvender (PSyv). DS VI. 377. Jf ovf. V. 181 a24. – frembringe; radicor, skyde roed. Etym 1043, 488 (ovf. V. 153 b1); NL 1455; Steph II. 634. Jf bet. 14 a) l53.
2); (1702). KhS3 VI. 285 (ovf. V. 25 b34). – DP 5 (ovf. V. 194 a37). – med våbnet som gst; jaculor, skyder enten bue eller bysse. Etym 578; Steph II. 673. – ramme; PR er skudt, dog veed man endnu ikke, om han beholder livet eller ikke (1612). NdM II. 43; NT bleff skudt med en kugel, dog icke dødelig. RFII 20. – s. af ɔ: a) skyde; (1580). Rsv III. 329 (ovf. II. 867 a12). Jf afs. 1). – b) skyde fra; haffuer han spent sin armbrøst, lagt en spade kolff paa oc skut det vnge suin rumpen aff. KP vv 2. – s. til breche ɔ: s. b. i; skiød kongen slottet til breche. NdM II. 43. Jf ovf. IV. 151 b20.
8); (1533). HT4 III. 491; PlV 10831 (ovf. II. 284 b39, 597 b3). – 10 b); VdP 182 (ovf. V. 579 a48); – der satte mig V i sin band, hand skød der liuss, som der hørde til. sst 147.
11); Diderichsøn a 3 (ovf. IV. 651 a39).
13); for ett hengsell bleff skwdt sammen (1540). DM3 I. 84. – lægge sammen (bidrage); Etym 1354 (u. contribuo); Steph II. 339; I. 132 b (ovf. V. 882 a8). – 14 a) – brede sig; KC* d 4v (ovf. III. 407 a17). – vende sig; (1676). DS2 I. 13 (ovf. I. 165 a2). – voxe; Etym 1448 (ovf. III. 603 b41); Holst IV. 74 (ovf. V. 20 b32); KC* a 3 (ovf. IV. 632 b19); at grøde sig aff sæden op skal skyde. Raun 2. Jf bet. 1) l20.
15) s. (frem, over) til ɔ: a) henskyde (opsætte); skydis frem til paa tredie dag. Etym 357 (u. exeo); skyde offuer til en anden dag. sst. 582 (u. rejicio). – b) henføre; der alting til det værste ville udtyde ... ja da skyde alting til det onde (1657). HT8 I. 467.
16) s. tilsammen ɔ: løbe sammen; (1638). DS2 IV. 2 (ovf. I. 559 b22).
17) s. ud ɔ: a) udtale; PlT a 6v (ovf. V. 387 a11). – b) bortvise; denn tid, att mesterendt ville sckødt migh wdt fra sigh y windters (1560). KhS VI. 91; da skød de dem vd oc meente, at de vaare icke den mad værde. Hors, Tienere 201 (huo som vdskød en skrøbelig tienere. sst.); se ovf. IV. 581 b26.
18) uvirk. komme frem; exgrumo, skyder op aff tuer. Etym 542; skiuder vdi ax. sst. 1198.
19) lf. a) = bet. 18); nar kornitt begynder att skiudes (1601). NkS 351d (4°) 98. – b) = 14 d β); baade epther hanns nødverge, saa han(s) schods paa hanns skolestraff (1559). Rsv I. 270 (jf: skodt segh ind. DVb 337 s. l.; skiødtt s. i. sst. 33516, samme sag). Jf skam-, synder-, tvær(t)s., hjarte-, hug-, isønder-, ny-, ret-, sol-, velskudt.Skjudebane, no. (sv skjutbana) skydebane; vnderlig skiude bane. VdS 214 i r. (om Palnatokes skud).Skjudebane, no.; Fdg 8/9 1694 (ovf. II. 524 b45).Skjudgrime, no. en art grime el. kapsun; med skiud-grimen tvinger hand hannem (ɔ: hesten). ComD § 451; – skydegrime. M. Jf næsegrime.Skjudgrime, no.; som skydegrymer til att bruge till dragunhesten. ChrIV* I. 205.Skjudehest, no. (sv skjuthäst) hest der er afrettet til, at rytteren på den kan skyde; henge paa vor ieffnchristen paa hoffueditt som 1 snes haarir paa 1 skiude hest. DS III. 222. Skjudehest, no.; lade affrette enn god skiudehest (1555, Fr Jessen). Skjudehul, no. (sv skjuthål) skydehul; met skiudehul. Højs 44 (1607, 1647 i r.). Jf hul.Skjud(e)hund, no. (nt scheethund) jagthund; canis melitæus, skiude hund. TV 166; hand hafuer paa alle slemme, skalckactige stycker været lige som en artig skiudhund behendig affrictet. WD II. 110.Skjud(e)hund, no.; Etym 1415 (ovf. V. 336 b30). Skjudemål, no. (t schieszmahl) mål, hvorefter der skydes; der siælden noget for mig lyckis, men sættis som et skiudemaal. Psd I. 394 a. Jf skudmål.Skjudemål, no.; (1694). KD VII. 442 (ovf. V. 44 b33).Skydemær, no. en hoppe, som er skydehest; hand (ɔ: hesten) som en skyde-mær maa ikke stuve need. SortS 70. Jf mar 1).Skydemær, no.; een vel afretted skyde-mær. Schand q 1v a.Skjudepæl, no. pæl, hvorefter der skydes; om døden meder til mit hierte (jeg er dog som hans skiude-pæl). Psd I. 372 a; i døds foragtere (dog dødsens skiudepæle). KC b 1v.Skjudelse, no. skydning; iaculatio, skyudelse. CPV; – skydelse. Etym 578. Jf hen-, ops.Skydere, se ovf. II. 804 b45.Skydsel, no. redskab til at skyde brød ind i bagerovnen; Etym 501 (u. infurnibulum), 862 (u. pala); Steph I. 278 b; setter hand dem (ɔ: brødene) paa skydselen og fører dem i offnen. ComO 147, 148. Jf Da I. 171; ovf. grisle.Skydsel, no. Jf skåde.