SkelSkel, to. (isl skjalgr, t schiel) skelende; bædræ ær at væræ skæll æn blindh. PL** I. nr. 914 (= skælier sst. nr. 584; skællig. PSO I. 46, sv skælgh. PL** nr. 510, 809); starblin, enøget eller skel. SmdH 35; haffuer it maal paa øyet eller er skælle. 3 Msb 2120 (1550, 1647; T: seer skielt wd); TV 32 (u. strabo); SmdL 53; Etym 1244; nu haffuer ieg bonden thenn skiele suennd. DgF I. 111 a (= skielly. sst. 104 b; skellie. VdV I. nr. 5 v 57; skiellige. PSV* 46). – enøjet; denn skielle suend. DgF III. 194 a (jf: haffuer konngenn icke udenn eth øye. sst.). – forb. med øje(syn) misundelig, ugunstig; de saae huer andre an met skielle øyen. Hvf IV. 503; see paa andre med skeele øyne. ErB 21; – lyckens skeele øyesyn. Jm 17. – Som bio.; der offuer saae kong Erich oc andre hendis venner Magnum skielt an. Hvf I. 214. Jf Holb, M. p. Skr. v. Lieb. 421.Skelig, to. (t schielig) = skel, se u. d. o.Skelig (skelving), se skæling ndf. Vis mere +