RykRyk, no. (isl rykkr); – på et r. ɔ: på en gang; skall hand paa itt røck lade hendte nogle udaff bøsseskøtterne. ChrIV* II. 338. Jf fsv i enom ryk.Ryk, no. Jf indr.Rykketal, no. – i (med) r. ɔ: stødvis. M. Jf sv rycktals.Rykke, go. (isl rykkja) i nuv. bet.; 1) virk. drage, slæbe; RD II. 269 (ovf. III. 484 a5 = røttæ. sst. I. 175); ructhæ ieg op mz rodhen en egh. Rkr f 3; hun ructe hannem ind. Ordsp. 713; ructe hannem bort. ApG 612 (1550; 1607: henructe); han ructe, han drog, men aff det træ han icke komme kunde. HWR 36; rycte sit suer. sst. 17v. – lf kæmpe, slås; ieg thør vell med dieffuelen ryckis. TK 34; – en liden stundt the røchtis widt. DgF II. 209 a; at de induortis met dem selffue ryctis oc slogis. PlSk d 6v; om regimentet ryckes. KC* g 2v. Jf n rykkjast; fsv rykkia sik.
2) uvirk. rykke, drage; nar te rikchæ ommod therris fiendæ j strid. MR 14716; – ruktæ. sst 8210; A rukthæ till baghæ. RD III. 502; de ructe emod baner hin brede. DgF III. 653 b; ruckte hertug C for Traminde. Hvf IX g 1; – hand tilbød att wille rucht fram och thagid hertug U med (1580). RdAH t. 60; ere ruckt i Ditmersken met stor mact. Hvf IV. 164; er ruct heden imod Aahuus. Hvf VIII. 90; i slactordning, naar frem er ruct. LyschT c 2. – bleffue de til sinds, at rucke vdi deris gamle leyer. Hvf VI. 131; kom herr S ruckendis aff byen. sst. Jf mnt rucken. – Jf af-, bort-, for-, fore-, hen-, ind-, ned-, op-, til-, udr.Rykke, go.
1) – til s 635 b2; han rytte sith swerdh. RD I. 236 (= sv rykkir. Fredr af Norm v 1005). – rive i (knibe); Hvf VI. 107 (ovf. IV. 312 a21). – Lysch 84 (ovf. II. 178 a26); – er saa ryckt der fra met sine vnger. Lauremb, Acerra philol v Sanderssøn II. 25.
3) være rykt fra sig selv ɔ: v. i henrykkelse; naar de ville see siuner oc ligesom være ryckte fra sig selfue. FD 361 X. Jf fort-, fra-, hem-, synder-, under-, undr.Rykkelse, se heden-, tilbage-, undr.Rykkeri, no. slagsmål; kom i klammerie med tolderens karl, der efter noget »rykkerie« stødte sin kniv i ham (1672). Hüb II. 231.