RimRim, no. (isl rím)
1) i nuv. bet.; huad skal dette rim, eller denne wnytte snack. HWR 118; Etym 1063 (u. rhytmus); NL 1487; – det er en visse proberet rim. Rch 51. Fk jydskhed. – flt SS; Se u. bet. 2); Gett a 3 (ovf. III. 291 a29); – de gamle rime maa hand vdslette. Rch 122.
2) list; den falske pillegrim (ɔ: ræven) brugede end nu sine gamle rim, han laa paa lur. HWR 143 (= nt sin olde spel. v. 3297).
3) rad, mønster; jeg drog paa mine hoser, var stukken med perler i rimb. NdM II. 2 (rimord: omkring). Jf VSO: riim 4). – Jf last-, lig-, lov-, navn-, plukkefisker.Rimbefattet, to. affattet i rim; udi lystig samtale rim-befattede og comoedisk-viis anrettede. Lønborg ttbl. Jf befatte 3).Rimebulk, no. dynge rim; DV X. 723 (ovf. III. 335 a8). Rimedigt, no. rimet digt; min riime-digts velynder. Wiel VI. 150. Jf digt.Rimedigt, no.; hazardere min riimedigt for folcke-domme. Thrane a 3.Rimeflag, no. ærevers; ham til ære stikkes ud den rime-flag. DV X. 730.Rim(e)kunst, no. hunk. (∾ sv rimkonst)
1) verslære; riimkunsten, hendis beskrifvelse oc affdeeling. Pros 1.
2) digtekunst; dend riime-konst jeg meener, hun brugis og ey slet omsonst. SortS 6. Jf kunst.Rimekunst, no.
2); den yndig rimekonst har mange, sig misunder. – Hex æred g 3v; KS 7 (ovf. V. 204 a21).Rimelane, no.? mand hos hver riimelane skrive maa med takkens pen eder til en ære-fane. DV X. 722.Rimmakker, no. (t reimmacher) versemager; barbariske rijmmackere, som neppe haffuer actet rijmene i sig selff. Wichmand, Nesbyholm a 4.Rimmål, no. versefod; riim er en bunden tale effter visse riimmaal. Pros 3; pedes eller riimmaal. sst. 200. Jf mål 6). Rimmærk, no. et bestemt mål? ComD § 763 (ovf. II. 608 b32). Jf mærk(e) ovf. III. 39 b.Rimepen, no. digterpen; een snacke-skienck de stedse gĩr og rime-pennen hvetter. SortS 3. Rimslutning, no. enderim; brugte de sielden riimslutninger i versene. PSB 103; andre udlændiske sproge, hvilke bruge lige riimslutninger i versene. sst. 121; undertiden eens og undertiden ganske uliig riimslutning. Suhm I. 2. 93; meere agtende slutningen end dend visse maal udi verset oc riimslutningen. KPs a 7. Jf sv rimslut.Rimesnak, no. snak på rim; da kom hans riime-snak omsider vel i lav. SortH b 1v.Rimesnak, no.; som min rimesnak forbunden altiid bliver. Wiel VII. 193 (Sorterup).Rim(e)stok, no. almanak, fortegnelse over årets mærkedage; en ny euangeliske rimstaack om syndagers oc hellige dagers evangelier om aarit. Pall, Rimstok ttbl.; annalis baculus, rjmstock. Etym 63; ieg viiste dem langs hen paa rad, hvad tegn som paa rimstokken sad. PSB 175; den danske Hesiodi dage eller rjmstock. GH 90; hvor Gud sin riimstok med sin sool og maane skiær! Dsk Kirket 1888. 237; – paa mine dagis rime-stok har Gud selv tegned lykke, liv og brød. KS 67. Egenlig = primstav. Jf n rimstav; isl rímtal.Rimstok, no. – fortælling på r.; Spielderup, Danmarckis kongers rijmstock ttbl, se Bibl Dan III. 22.Rimesuk, no. rimet udbrud; til eders bolig lod jeg staa med mine rime-sucke, jeg vilde ned for eders taa tacknemmeligst mig bucke. SortS 20.Rimetyggemad, no. dårligt rimeri; KV 1 (ovf. II. 102 a50).Rimvis, no. (t reimweise) digtemåde, digtform; nyner paa min vaanlig riimeviis. SortS dedik 5.Rimvis, bio. (sv rimvis, t reimweis(e)), på rim), i digtform; Davids psalmer, dennem hand riimvis har udsat. Hex b 1; riimviis oc sange-viis forfatted. PBd* tbl.; som den danske Biarcke rijmviiss taler. Wallensbek 16; Jm 222; det som spaaquinden sagde riimviis til kong Hading. Pros 32.Rimvis, bio. Jf ur.Rime, go. (svd riim)
1) opdigte, fable; then stijllær illæ sijn mwndh, som illæ rymer. PL** 511 (= l ruminat ad mala murmur). Jf sst. II. 213; Ark II. 109.
2) r. sig ɔ: passe til, stemme med; rimer det sig icke ilde, ja det er oc gantske sandrueligt. Bunt* II. 21; – huorledis dii thuende snack riimer siig sammen. ChrIV* V. 72; – riimereth segh saa liighe effther theriss schrifft. T 57; finde paa noget, som rimer sig effter hans vilie. Jes Sir. 3218 (1607, 1647); – hans leffnet rimer sig icke met de andre. Visd 215 (1550; 1607: er icke lijgt); før skulde herre slot sig rime med en tue. Brorson, Afsked 31; – 16 smaa sølff begger, som sig ued dii faade och taalercken riime kan. Chr. IV* III. 74. Jf udr.Rimer, no. (fsv rimare) digter; PSO I. 336 (ovf. III. 511 a51; der er furor poeticus) Rimer, no.; hende dom af hver god rimere. Buc* b 7; du strax poet og rimer er. Reenb II. 110. Jf mester-, snylter.Riming, no. (t reimung) rim; er det og let i det cimbriske sprog at finde riming. PSB 8.