RigRig, to. (isl ríkr)
1) mægtig, gældende, rådende; i huer sagh ær øffræt 2 vinnæ heller tre, ther æræ righæræ. NdM VI. 199; HJ er riiger uti gaarden en LK oc haffuer then største partt theruti (1539). Rsv II. 86; – hunt ær hyæmme rickæst. SRD I. 98 (= rigest. NdM V. 171; PSO I. 201). – også talrig; hueden erre oss di ligge, der her møder saa rige. DgF V. 1. 15 Ob.
2) kostbar; huor ær nv tith dijre oc meghet riig, tv samen kom met meghet figh (1510). NdM II. 324.
3) i nuv. bet.; saa meget en er rig aff sølff oc guld. HWR 99v; Gud riig aff barmhiertighed (1620). Psd I. 227 a (= t reich von. sst.); naar nu den gamle vjsel aff honnigbjer, drener oc vox er rig nock (jf errata). Holst IX. 9. – han war righ j guldh ok sylffs eyændom. 1 Msb 132 (ÆB; 1550; rig paa fæ); – rig paa godtz. Etym 316, 947. – den rige (mands) syge ɔ: podagra. M. Jf blod-, brad-, fæ-, kunst-, lov-, næmme (u. nam)-, penninge-, sinde-, ærer.Rig, to.
2); RD II. 11 (ovf. I. 615 b20).
3) – 2 g. med ejef. = r. end; att ieg hans riger icke kiende. Kv v 2541. Jf ovf. V. 67 b44. – Jf blade-, bygge-, bøn-, dugge-, dy(g)de-, fiske-, flode-, folke-, frygde-, føde-, grøde- (V. 647 a50), guld-, hjarte-, hoved-, huld-, hvede-, hælpe-, krydde(V. 617 a36), lykke-, løv-, most(er)-, muse-, nåde-, pukke-, råd-, safte-, sand-, sejer-, skalder-, skempte-, skib-, skugge-, skæl-, sly(d)e-, torne-, uld-, vatn-, vældr., be-, forrige. Riggøre, go. berige; ophøye oc rig giøre deris slect oc venner. Cold b 1; hand skall riggiøris i herren. GHD I. 117.Riggøre, go.; begaffue och riighgiøre. T 553 43v, 65v; som kand riiggiøre wor broder til god paamyndelse oc trøst. LthS g 4.Rigdom, no. hank (∾ isl ríkdómr) i nuv. bet.; then rigdom, ther Joen præst aa. RD I. 217; – CP II. 212; PE 190; een tyran arbeyder well ther paa, at rigdom scall komme wdi hans land, dog saa hand recker till faa mend. ErU 24; beholde rigdom, den til skade, som hannom haffuer. Præd 512; rigdom formindskes, naar hand atspredis. Ordspr 1311; Jes Sir 1330; den rigdom, som ey kand suige, hand findis i Himmerige. Psd I. 150 a.Rigdom, no. – hunk.; then store, wendelige rente oc riigdom, som the haffue indtaget oc end nu tage, om hun byudes them. T 99; rigdoms skinnetøy ... hver siæl, der alt for høyt i hendes lyst vil gaae. DV IV. 301. Jf SchuL III. 481 b25; ovf. I. 369 b15 f.Righed, no. (fsv rikhet) rigdom, pragt; gives sprogets artighed og righed tilkjende. PSO I. b 1; mandens rundhed vidner om mandens righed. GHD II. 141; – sa han allæ handhæ righeth, ther hwseth war medh jnnen bredh. RD I. 215 (= riikhet. sv Fredr af Norm. 13); man seyer aff then righeth, ther han hawer ther, borde, stolæ ær aff fils bien. RD I. 217.Righed, no. Jf dygde-, kunstr.Rigelig, to. (sv riklig) i nuv. bet.; RFII 190 (ovf. I. 23 a19). – Som bio.
1) fuldkomment? RD II. 314 (= radelig. RD I. 314, ovf. III. 645 b13).
2) i nuv. bet.; maa hand saae legumina nogitt rigelig (1601). NkS 351d (4°) p 6v; Etym 845 (u. opime); Gud lønne hende rigelig. Wiel VI. 194.