OverkommeOverkomme, go.
1) komme over; engen rytther tha kwnde offuer komme (1531). N. D. Mag. VI. 113; der han var overkommen, sendte Øelænderne hemmeligen bud (1611). sst. II. 32; trengde hand sig først offuer aaen oc stridde imod fiendernis mact, indtil kong Suend offuer kom. Vedel, Saxo. 318; det stride balthisk haf jeg nys smukt overkom. Bording. I. 27. – i overført bet. komme igennem, komme oven på; wi skulle aleniste vocte oss, at wi icke lade oss tycke, at wi ere aldelis offuerkomne. Tidemand, Post. II. 95v.
2) træffe, finde; (1530). N. D. Mag. II. 180; ehwo thennom offwerkomme kand, schulle haffwe frii magt till att henge thennom uti thet første tree, hand offwerkommer (1537). Rosenv., Gl. L. IV. 188; ihielsloge alle dem, som toge til verie paa muren, oc andre, som de ellers offuerkomme. 2. Makk. 10.17; naar han kunde offuerkomme naagen dommere, som sig haffde ladet forføre met skenck oc gaffue. Herm. Weigere. 90v; sloge ihiel alt, hves mandkiøn de overkomme. Vedel, Sv. Tiuvesk. 192; (1590). Rosenv., Gl. D. IV. 204; offuerkomme de wforuarendis en bisp. Hvitf. I. 88; dem lod hand røfue oc dræbe, huor hand dem ofuerkom. Sn. Sturlesøn v. P. Claussøn. 416; naar mand dennem udi deris rede oc skiul offverkommer. Wolff, Diarium. II. 250.
3) ramme, træffe, komme over; ladt thenom offuerkomme thz bulder, som er wforseet. Ps. 35.8 (Fr. Vormords.); Psalmedigtn. I. 30 a, 78 a; der Ihesus nu viste alt det, hannem skulde offuerkomme. Joh. 18.4 (1550, 1647; Chr. Pedersen: skulle skee); Pallad., Visitatsb. 72.19; att ieg saa stoere mig offuerkomme vlycker haffuer kundt offuerlefue. Jammersm. 3; et forfærdeligt troldoms væsen, som byen var overkommen. Beretn. om Besættelse. 39; de skader, som en og anden af skiødesløshed eller slagsmaal kand overkomme, skal barbereren og curere. Skibsart. for Grønland. 5/2 1723. kap. 13. art. 1.
4) overfalde; lod Philippus sig ansee at ville giøre fred med dennem oc vbetenckt offuerkomme oc forraske Gotherne. Lyschand. 72.
5) overvinde, overvælde; om Gud tek the æræ aan, at thu mot thom owerkomme mæt thin krafft oc mæt thin frommæ. Romant. Digtn. II. 254; thi vilde iech mik helder upgiffue yuir kommen man, æn iech mo leue. sst. II. 278 (= wonnen. sst. I. 184); att thet samme slott aff fyendherne icke tages, offuerkommes (1525). N. D. Mag. V. 93; huor met wi kunde offuerkomme hannem, at wi kunde binde oc tuinge hannem. Dom. 16.5 (1550; 1607: bliffue hannem mectig); – o. med rette ɔ: ved retten få nødt til? han skwlde sighæ greuens ord til hr. Erik Krumedike och til fleræ, som fredhen haftæ brudet, y hwordan made han thøm matte meth rættæ yuer commæ (1409). N. D. Mag. VI. 16 (jfr. winnæ meth rættæ. sst.); – tm. overvældet, medtagen; stillede hand sig, som hand haffde veret træt oc offuerkommen aff megen drick. Vedel, Saxo. 286; finde deris husfrue saare bedrøffued oc nogit nær offuerkommen. Hegelund, Svsanna. 16v; det ord alderdom betyder vel en træt alder, men icke den, som er gandske ofverkommen oc u - formuesom. B. Tott. III. 54; soldatesket formedelst samme haarde vær oc jsning var ofverkommen. D. Saml. IV. 318. Smlgn. isl. yfirkoma.
6) bemægtige sig, få; at ieg kand offuerkomme meget gods oc stor rigdom. Huberinus, Om Guds Vrede. 58; at ieg kand sla rigdom vnder meg oc offuerkomme min nestes gods. sst.; potior, bekommer, overkommer. Nucl. latinit. 1330, 1355 (u. assequor); Werner, Clavis. IV. 586; I. 305; overkomme penge og gods, geld und güter überkommen. v. Aphelen, Ordb. I. 486 a. Smlgn. Söderwall: ivirkoma; nuv. sv. öfverkomma. Overkomme, go.
1) – komme forbi; er saa wskad offuerkommet oc vdsluppet fra disse haff-fruer. Lauremb, Acerra philol v Sanderssøn I. 174.
3); – then hellige andh, som offuerkom tek. T 553 140.
4); plyndrede och forstyrrede alt, huad hand offuerkom. Urfé III. 43 (jf ovf. II. 578 b6, 10); RFII 179 (ovf. III. 215 a54).
6); Et a 2v (ovf. II. 754 a4).Overkommelse, no. komme, tilstedeværelse; ingen fructbarhed i undfangelsen uden dend hellig aands offverkommelse. Gerner, Hell. Dage. I. 245.Overkomst, no. komme (over til et sted); hun derfor din offuerkomst hafver været begjærendes (1663). (A. L.); overkomst, ueberkunfft. v. Aphelen, Ordb. I. 486 a. Smlgn. sv. öfverkomst samt komst ovf.Overkomst, no.; efter lyckelig reyse oc beholden offuerkomst udi Westmanøe. Fdg 8/5 1646 § 9; tacher Gud for løchelig ofverkombst tel Flekerøen (1695). DM5 I. 73.