MødMød, to. træt, mat; thræth oc mødh aff søffwen soff han till mynnath. Brandt. 231.8; the vare bodæ trættæ och mødhæ. Romant. Digtn. II. 219, 272; thet ær ont at wære sillæ føødh oc aarligh møødh. P. Lolle. nr. 979; vaare de vendiske stæder nu keede oc møde aff krigen. Hvitf. IV. 403. Eg. tm. af flgd. go. Smlgn. isl. mœddr samt mod ovf. og umød ndf.Møde (møje), go. 1) trætte, plage; hindre eller vforrætte, qwælye eller møthe (1422). Kbhvns. Dipl. I. 153; (1441). Geh. Ark. årsb. III. till. 8; Dipl. Chr. I. 38; min siel, hwi est dw saa bedrøffuit och gremmer och møder mig megit. Ps. 42.6 (Chr. Pedersen); P. Eliesen. 350; (1529) Ann. f. n. Oldkh. (1847). 160; (1534). D. Mag. III. 76; daglig skal tyn sorig øges, szaa tw skalt tiil døden mødes. D. Skuesp. 127; (1561). Rosenv., Gl. D. I. 294; lasso, trætter, giør mød, møder. Colding, Etymol. 613; – diuexo, atskillelig ath møye. Vocab. 1514. Jvfr. Mikkelsen, Sproglære. 32. 2) anstrænge, gøre ulejlighed; hwat nødh hannum till dreff ath møde so mange gode men. Romant. Digtn. III. 6.12-13 (= Chr. Pedersen. V. 6.29); then anden dag scalt thu mødæ thyn krop, læssæ tøssuer then psalteræ. Hr. Michael. 98; – Chr. Pedersen. I. 155 (se ovf. u. kræselig 3) (u. krås)). – tilbagevirk.; den finder hanem aldrig, leffuendis eller død, end dog hand haffuer sig storlig mød. P. Smed. i 2v; iblant huilcke du haffuer møyet dig. Jes. 47.12 (1550; 1607: bemøyet dig); hand (ɔ: ørnen) med næb oc stærke klov sig møded at formyrde. Hexaem. 200. – møye. Vedel, Tragica 179 (se ovf. u. bondestævne). 3) gøre med anstrengelse el. omhu; ath møø eller omhyggelig at giøre, sollicitare. H. Smith, Hort. synonym. 7v. Smlgn. isl. mœƀa samt be-, formøde ovf.Mødelig, to. møjefuld, plagende; qwynnæn war then vnghe man mødelighe. 1 Msb. 39.10 (Gl. D. Bib.); thæn tidh hon war hannom mødhelighe. Dom. 14.17 (sst.); ængin skal ware thik mødheligh ællær wmagheligh. Rut. 2.9 (sst). Vulgata. på anf. steder henholdsvis: molesta, molestus. Hos Moth: møjelig. Smlgn. isl. mœƀiligr. Mødelig, to. – træt, tung; T 553 30 (2, ovf. V. 249 a45).Mødig, to. træt; Folcke vaar nu mødig aff meget arbeid. Vedel, Saxo. 70, 355; animo fessus, mødig. Colding, Etymol. 408 (corpore f., trætt sst.); Nucl. latinit. 412, 448 (u. fluidus), 449 (u. fluxus), 715 (u. lassus); hans hu var mødig oc træt, da søffnede hand. Sn. Sturle søn. v. P. Claussøn. 290; hand blef mødig af vaaben. sst. 440. Endnu brugeligt. Smlgn. modig ovf. Mødig, to. – være m. med hsbet. = v. træt; mig er saare mødigt. Dd v 573.Mødighed, no. træthed; offuergaff hand sig aff redzel oc mødighed. Vedel, Saxo. 355; Moth. Endnu brugeligt.Mødighed, no.; i mødighed oc modgang. RsH l 3.Mø(d)som, to. 1) = mødelig; det er en møsom vanderen. Pallad., S. Ped. Skib. a 7v; molestus, mødsam. Turson, Vocab. 185; det er ganske mødsomt oc kiedsommeligt at vandre om vinteren i sne og kuld. Tidemand, Post. II. 154; vi ville siung' om Galli mødsom kærlighed. Virgil, Bucol. v. Jensen. (= l. sollicitos amores. Eclog. X); saadan usædvanlige bestilling faldt hannem gandske mødsom oc besværlig at udføre. P. Resen. 309. – it ælendigt, vselt, møysomt oc bekymmerligt leffnet. Sthen, Ligpr. o. M. Ulfstand. a 8v; som af sin møysom vandring vil os stundum giøre keede. Sorterup, Småsag. 34. Smlgn. isl. mœƀisamr. 2) træt, udmattet; om sidher bleff han swa thrææth oc mødsom, at han icke kunne ræthe sik upp i syn sængh. Brandt. 235.23-24. Smlgn. Grimm, Wb.: mühsam.Mødsomhed, no. møje; pistrinum, trællen, mødsomhed. Colding, Etymol. 935; besuærger sig offuer den store mødsomhed, der henger hoss at arbede. Skonning, Taxtebog. fort. 3v; ieg (ɔ: mennesket) er mødsomheds iord. Synders Speigel. I. 8; – formilder den møyesomhed. H. Christensen, Om Siugd. 159; han udi dette aar ikke aleniste har afstaaet regeringens møjsomhed, men aflagt kronen. Kbhvns. Dipl. V. 726; mennisket tilforne leffde uden arbeyds møysomhed. Gerner, Hesiodus. 25; det unge sind saa ofte maa dens møysomhed begræde. Sorterup, Småsag. 26.Mødsommelig, to. = mødsom; Vedel, Saxo. 190; altid faarekommer atskillige mødsommelige bestillinger. Mariager, Fader vor. dedik. a 3; hand da vaar bleffuen meget suag aff stort arbeyde oc mødsommelig krig. Hvitf. I. nn 2v; molestus, besuerligt, mødsommeligt. Colding, Etymol. 769 (Nucl. latinit. 943: møysommelig); Jammersm. 166; en gandske mødsommelig reyse. P. Resen. 91. – Som bio. i samme bet.; moleste, besuerligen, mødsommeligen. Colding, Etymol. 769; saa vide oc mødsommelige at vdlede oc i stycke vijss opsamle. Lyschand. fort. 2. Smlgn. isl. mœƀisamligr.Mødsommelighed, no. = mødsomhed; dette hans krigs forsæt oc farlige mødsommelighed oc bekaastning. Vedel, Saxo. 328; met stor mødsommelighed bløtte dette egplaster aff det tycke skeg. Cl. Pors, Husbog. ll 5; molestia, mødsommelighed, besuerlighed. Colding, Etymol. 769 (Nucl. latinit. 943: møysommelighed); med største mødsommelighed sig udi alle laster øfver. B. Tott. fort. b 1; møysommelighed. sst. II. 4; der var meer velsignelse hoes deris ringeste arbeyd end ved voris største mødsommelighed. Gerner, Hesiodus. 34; de blodige synder hans blodige sved udpiner med hiertens mødsommelighed. Kingo, Psalmeb. 365.Møde, no. 1) møje, plage, umage; der aff kom ieg vdi sorg oc møde. Herm. Weigere. 24; haffue arbeid oc møde. Tidemand, Sjæl. Urtegd. a 3; (1558). Rosenv., Gl. D. II. 248; Vedel, Saxo. 4; det vaar alt for German Gladen svend, hun lide den ynckelige møde. sammes Viser. II. nr. 2. v. 50; hvo hafver mig til tinge bedet oc giort min hest den møde. sammes Tragica. 179; med allerstørste møde tager vare paa hannem. B. Tott. I. 58; Grev. og Frih. K. 57; som dig i it aar tilføde var alt nock oc uden møde. Gerner, Hesiodus. 10; mange aar, megen møde. P. Syv. I. 13, 21; labor, møde, gienvordighed. Nucl. la- tinit. 690 (møye. sst. 10, 188, 690). – min broder er lagt paa steyle vden brøde, Dan koning, det ganger eder vist til møde. Vedel, Viser. II. nr. 18. v. 17. I sidste forb. mulig en omdannelse af til mode (se ovf.). Jvfr. dog Söderwall: möþ;a 2). Smlgn. isl. mœƀa samt fostermøde ovf. 2) træthed, mathed; lassitudo, træthed, møde. Colding, Etymol. 613: Nucl. latinit. 715; som vare faldne aff saar oc møde. Sn. Sturlesøn v. P. Claussøn. 309. Smlgn. isl. mœƀi. Møde, no. (fsv möte) i nuv. bet.; Hvf III. 519 (ovf. u. dag 5)); VIII. 305 (ovf. III. 484 a25); en samlings dag og møde holden er om myntens fejl at bøde. AB II. 277. Jf høvdem. Møde, no. 1); – ComD § 158 (ovf. II. 673 b7); med gusten haand og afmagts seene møye. DP 19. Jf foged-, foster-, syndem.Mødekær, to. villig til arbejde, anstrengelse; dyyd er altiid møde-kjer. P. Syv. I. 76. Smlgn. kær 2) ovf. Vis mere +