LykkeLykke (lukke), go. 1) lukke; lat thættæ alt samæn innæn eet kopær kar och lych wæl ofæn. Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 14.25-26; tha lyckæs ormænæ utæ. sst. 33.10-11; presten skal lykkæ hannom jnnæ siw daghe. 3 Msb. 13.4 (Gl. D. Bib., 1550; 1607 og 1647: lucke); Ps. 58.5 (Chr. Pedersen); elimino, vde at lycke. Vocab. 1514; Chr. Pedersen. I. 247, 299; løcke hannom till igien. Tidemand, Hierusal. Forst. a 3v; Bruun, Viser. 31; lyck bogen til. Pallad., S. Ped. Skib. k 8; icke lycke vden it vindu. Herm. Weigere. 269v; claudo, ieg lycker. Turson, Vocab. 50; Vedel, Saxo. 56; Hegelund, Svsanna (Smiths udg.). 83; lycke gierderne (1624). Weber, Saml. I. 92. – nær then fornæfnde gorth ær laath. Nielsen, Gl. jydske Tingsvidner. 60.30; nær then forscrefne goræ ær loott j flodj. sst. 59.24-25. J. form, jvfr. Varming. § 83, 123, 219. – l. fra ɔ: udelukke fra; fra Guds giernings kundskaff ligfolck at lucke. Lyndsay, Om Monarkier. 13v. 2) tildække; da lukker du vel først dit gule haar. P. Syv, Viser. 1695. 611. Det tildækkede hoved er tegnet på ikke at være mø, jvfr. Junge, Nordsjell. Landalmue. 166 samt åben og åbenhovedet ndf. 3) indelukke; then keiseræ bøth, at hun skulde luckis i eth mirke presun, hun luctes i thet mirke huss. Hell. Kvinder. 64.3-4. 4) indeslutte, fastholde; thu som lycker all werdhen i thin lowe. N. M. Pet., Lithist. I. 122; indhen tessæ xv stædher tha lickes alle vors herris Ihesu Christi piner. Mod. confit. 13. 5) slutte, ende; nor nw alle thingh ære offuerlæsde, tha lykker iak swa myne ordh. Kristi Efterfølg. 80.15-16 (rettet til: lykter, se sst. og Brandt. 178.31). Smlgn. Univ. Jub. Samf. Bland. I. 8; isl. lúka og lykja; Söderwall, Ordb.: lykkia samt atter-, for-, fra-, igen-, ind-, indelykke ovf. og om-, op-, til-, ude-, ud-, ilukke ndf. Lykke, go. 1) – til lukkende dør ɔ: i orden; allthing er nu thil luckennde døer med fred. Rch 240. – inden lukte dør ɔ: i hemmelighed; (1553). Rsv I. 218 (ovf. II. 260 a8). – aflåse; ChrIV* II. 171 (ovf. V. 359 b3). – sætte sammen (sammenføje); (1551). Stbb 79 (ovf. V. 501 a21). – l. fra; ieg fattigher mand skulle wære ther frae luckther. DM4 VI. 340; luck hende ey fra øll eller mad. TK 80. – adskille; discludo, lucker fraa hin anden. Etym 229; Steph II. 458. – l. ind i ɔ: give adgang til; lukte dend ham ind i fædres guld. DP 4. – l. inde (isl lykja inni) omslutte; murenn, som lucher schoellegaarden inde (1623). Tauber XII. – l. op (isl lúka upp) ɔ: åbne; wi lucte op, wi sloge i lose. Heg 229; begynte at lucke sin trøye op. Jm 142; Wiel XII. 541 (ovf. V. 174 a30). Jf opl. 1). – tm. sammenhængende (ved svømmehud); fødderne lukte. DSt 1909 61 jf not 13; FeilbO: lukt-fod. 4); HS 15327 (ovf. IV. 987 a40); GkS 50 (ovf. III. 263 a45). 5); VdS 157 (ovf. III. 382 a48). Jf be-, sammenl., fuld-, himmel-, inden-, låse-, nyre-, uluk(ke)t.Lykke, no. lukke; ij marck, som han hade vtlagd fore loss oc lycke till yrthesecken (1487). D. Mag. 4 R. I. 72; Rosenv., Gl. L. IV. 39; (1545). N. D. Mag. I. 269; ingen skal foruare sit gods oc penninge vdi lycke oc laas. Vedel, Saxo, 99; Ringsebølle skouf och Hyldtofte skouf icke vorre med gierde eller løcke adskilt. Secher, Rettertings D. (1595-1604) 106; bleff som en faster lycke oc laaes. Lyschand, Calmarnske Triumph. a 2v. – særlig i udtryk om at have rådighed (magt) i et hus; kuinde, som laas och løcke och wolld offuer theris guodtz haffuer (1469). D. Mag. VI. 55; jeg giffuer dig min dotther til heder och hustru til laas och løcke. Rosenv., Gl. L. V. 533; Blasius hafuer sig saa indført i Jens Vognførers huss och vor veldig offuer laass och lycke (1537). sammes Gl. D. I. 63; handtt hagde dreffuett oc udskott hende fraa sig aff lycke oc loss (1537). sst. II. 53. Smlgn. Lund: lykki samt indlykke ovf. og menlykke ndf.Lukke, no. gemme; kornet den rige haffver i lucke, den fattige hand slet intet faar. Psalmedigtn. I. 332 b; gyldne tryldnes af de lukke, lokkes ved dend drage-dukke. P. Syv, Cimbr. Sprog. 144.Lukke, no. 2) stang (skodde, led?); SR II. 181 (ovf. V. 71 b46). 3) = lykje. M.Lykkelse (lukkelse), no. 1) = lykke; antuorde fra sig laas och løckelse. Rosenv., Gl. L. V. 543; ingen maa haffue baade bag theris gorde wden laas eller lyckelse. N. D. Mag. II. 263; hand foruarede dørren met en langhalms kerre vdi stedet for anden lyckelse. Hvitf. III. 18; (1624). Hübertz, Aktstk. om århus. II. 48. – det er forvart inden luckels oc laas. Ranch. 291 (j. form, jvfr. Varming. § 70; se også u. bet. 4)); hvad skøtter hand om fengsel, væctere oc luckelse. B. Tott. III. 56; clavis, en laas, lukkelse. Nucl. latinit. 162. – i udtryk om at have rådighed; quinde, som vold oc luckelse eller laaes offuer deris gods haffuer (1585). Rosenv., Gl. D. IV. 63; hun haffde siddet inde och hafft laass och løkelsse til kiister, skriin (1593). sst. IV. 372. 2) hegn; en engild vor vden for graffuen, dog inden samme graffuis lyckelse. Chr. Pedersen. II. 3; ingen gierde eller løckelse er deremellom. Secher, Rettertings D. (1595-1604). 106. – gierder oc luckelser omkring haffuer (1601). D. Mag. I. 56; som oprøcker sine luchelse eller giør ouergang (1767). D. Saml. II. 238. 3) indhegning; de skal icke fordriste sig til at gaa ind vdi iomfru klosters lyckelse. Hvitf. IV. 392 (= l. clausuras. sst. IV. 380); skall de fasaner settis udi en aff de luckelser, som offuerdragen er med stricker ... da skall de settis udi dend anden løckelse. Chr. IV. Breve (1626-31). 338. 4) = lukke; gak in i mit hiærtes lykkels. H. Suso. 14.31-32; hand befoel, at ingen skulde foruare sine clenodie vdi noget lyckelse. Vedel, Saxo. 106. Smlgn. funt-, hjærte-, ind-, jærnlykkelse ovf. og menlykkelse ndf. Lykkelse, no. Jf efterl.Lykte, go. 1) = lykke 1); hans mwnd, som ær brynnæns gab, luktedhes meth en stor steen. Gl. D. Bib. 1 Msb. 29.2; segel er god for en ond qvinde, oc hvor mange hænder ere, der luckte til. Jes. Sir. 42.8 (1647; 1607: luck). 2) = lykke 5) se u. d. o.; førre æn then røsth lycktethes eller ændhes. (1488). Gl. kgl. Saml. nr. 1586. 72. 3) gøre ende på, afgøre; the lycthe sammen ... tha portener war Flores mand oc ietthe hanum tieneste. Romant. Digtn. II. 325; skyffthe och lychte emellom P.'s børn (1550). Herredagsdombog. 2 (A. L.). Smlgn. isl. lykta.Lykkefløjel, no. fløjl, der ikke er opskåret; kapper till enn seng aff blaae lyche fløyell (1650). D. Saml. II. 215; Moth.Lukkisse, no. blindtarm. Moth.Lukkekrog, no. krog til at lukke med; (1690). Hags (ovf. II. 760 b36).Lykkeknude, no. sløjfe; Dict (= nodus dissolubilis); – vAph I. 395 c (= schleife, schlinge).Lykker, no. hegn? som jche will oplocke sin ljcker til rettertide (1635). GhA VI. till 25. Jf oplukke 2). Vis mere +