LagLag, (log), no. 1) lov; meth there stadhs book wtwisinghe oc lagh, som wi thøm oc nw vnt oc gyuet haue (1422). Kbhvns. Dipl. I. 152; mechtuge atskicke alle i thet righe lagh oc ret (1483). Geh. Ark. årsb. II. 53; gømer mynæ laghe ok dommæ. Gl. D. Bib. 3. Msb. 20.22; logæn. sst. 2. Msb. 24.12. – hielpe huer dannemandt log oc ret (1492). Rosenv., Gl. D. I. 24; (1533). N. D. Mag. II. 208; thet skal ware Israels sønær helligt meth ewynnelight logh, swosom Herren bødh Moyse. Gl. D. Bib. 4. Msb. 27.11 (1550: en low). – thw skalt gøme ok gøre al logh .... thw skalt jkke bøye af hænne. sst. Josva. 1.7; som lowen hun holdher ordh fraa ordh. Rimkr. l 5; P. Lolle. nr. 3; i finge lowen, och holle hende icke. Ap. G. 7.53 (Chr. Pedersen, 1550, 1607); 5. Msb. 7.12; mene i, louen er voxen paa bøge taap, eller at naagen daare haffuer drømt hende aap. Herm. Weigere. 146; Gvds low ... hun giffuer oss til hende. Pallad., S. Ped. Skib. i 8; hafuer ieg staalit eller andit giort imod lowen, da suarer hun mig. Jersin, Via vitæ. g 8; Gerner, Hesiodus. 71; bort da med lowens sæder og hendis strenge tugt. Kingo, Psalmeb. 153. – flt.; deris disciples statuter, lower, bud och skickelser. P. Laurentsen, Undervisning (1890). 1, 4; alle andre louer skulle vere aflagde. 2. Makk. 2.23 (1550; 1607: lowe); Vedel, Saxo. 5; hand gaff det folck deris lower. Hvitf. I. 107; (1621). Rosenv., Gl. L. IV. 328; Pontoppidan, Gramm. Dan. 178; saadan evig pagt og uforkrenked lover naturen opskrev for alle mark og skover. Raun, Georgica. 4; mand regæres bedre af exempler end lover. P. Syv. I. 97; sammes Sprogkunst. 13; fremmede sprogs lower. Gerner, Epit. 34. 2) edeligt vidnesbyrd for retten, særlig: partsed med mededsmænd; sier han oc ney fore suodan misgerninge oc fester lou fore sig, tha skal han sette uederhettigheds louen fore sig oc skal innen ti daghe ther effter komme til stadhen oc giffue then lou, han feste (1477). Fynske Aktstk. I. 26; (1438). Dueholms Dipl. 111; (1480). Nielsen, Gl. Tingsvidner. 5.5; (1491). Nyrop, Roskilde Smedelav. 52; thu giffuer logh for en føghæ ting .... then logh, hwn fældes met ræt och skiæl, see til, om thu haffuer sooret wæl. Hr. Michael. 33; melte forne lauffheffdz loghøring hans log stadig, thill hun rygis epther login (1533). Dipl. Viberg. 191; thee manghe wrettferdiige loghe, som giørres oc giiffues modt Gudt oc all skell ... mange acthe alldriig, huadt the sweriighe obenbar løghn (1533). N. D. Mag. II. 209; nar nogen mand findes till loug oc giiffwer henne (1537). Rosenv., Gl. L. IV. 175; thersom nogen ville hanom thet tiilsige, tha ville hand therfor giffue sytt log och werie (1551). sammes Gl. D. I. 162, 93; II. 322; Pallad., Visitatsb. 46.10. – der imod giorde den anden sin loug, at hand aldrig haffde vdgiffuet det breff. Hvitf. VIII. 278; ingen skal findis til lov, som er tolv mends eed for nogen sag. Chr. V. D. L. 1-14-8. – fæste l. bruges om at love, forpligte sig til ed med mededsmænd, se (foruden først anf. prøvested) (1509). Kbhvns. Dipl. I. 185; D. Mag. 3. R. I. 192; – gå l. om at aflægge eden; Bendt gick en loff sielff tredie for sin øg (1546). Ros- env., Gl. D. I. 94; sammes Gl. L. V. 540 (se ovf. u. gange 3)); D. Mag. 3. R. I. 193; han bød oc low, den vilde han gaa. Herm. Weigere. 13 (= nt. bot sik to den eden. v. 54. Schröders udg.). Jvfr. D. Mag. 3. R. I. 220; Jydske Saml. III. 161 flgd.; Stemann, Retshist. 149. Smlgn. Schlyter: lagh 2); Söderwall, Ordb.: lagh 9); Lund: logh 3). 3) = lagdag (se ndf.); samme hans mølle er ther fore opdellt met trende lager (1546). Khist. Saml. VIII. 260; samme gaardtt bleff thenum fratrenget mett thrennde lager (1558). Rosenv., Gl. D. II. 205 (jvfr. not. 3 sst.); hagde logliige lagsøgtt Mattes Olssenn mett tingsteffner och thrennde lager (1558). sst. II. 222; nor som nogen mand anden vil delle met trende lauger. Secher, Om Vitterlighed. 23; de skulle forfølge deris gieldener med 6 laver, som de det kalder ... føre alle sine laver, som er forskrefne 6 mænd (1573). sst. 229. I bet. 3) måske en sammentrækning af lagdager. Som det vil ses, er i alle bet. den opr. form lag (jvfr. isl. lag, flt.: lög) og ik. forholdsvis sjældne, hvorimod formen: »lag« oftere forekommer som første del af en sammensætning, se ndf. Jvfr. lage ndf. Smlgn. Lund: lagh samt by-, kæmpe- (se u. kamp), kejser-, kirke-, kroglov ovf. og lands-, tingstokke-, ulog ndf.Lag(e)alder, no. den ved loven fastsatte myndighedsalder; fore æn Gudh wil, ath han komber til syn laghæ alder. Molb. o. Peters. 58; naar de ere komne til deriss laffue alder oc ere mandvoxtne. Chr. Pedersen. I. 236; Rosenv., Gl. L. IV. 87-88; V. 134; (1571). sammes Gl. D. III. 132; som kunde vere hans formyndere, indtil hand kom selff til lage alder. Vedel, Saxo. 304; kongen ingen mact at haffue hafft hans metsøskends gods, oc før de vaare kommen til lauge alder, at maatte affhende. Hvitf. III. 26; naar barnet kommer til lavalder. Chr. V. D. L. 3-17-26, 6-21-6. – naar hans mayt. kommer til lauge-alder (1588). N. D. Mag. IV. 134. Smlgn. Söderwall, Ordb.: lagha alder; Lund: lagh aldær.Lagbjude, go. opbyde til salg på den i loven bestemte måde (ɔ: på tinge først til frænder, især om jordegods); haffwæ wy then forscrifnæ gardh ladhet til thing laghbyudhe. Molb. o. Peters. 15; haffuer jækh thette gotz laglyghe logbudhet, och tha ynghen kom aff mynæ samfrændher, som thet købæ wille. sst. 23; en wælburdigh quinnæ hawthæ lowligh ladet laubythæ syth gotz (1438). Nielsen, Gl. Tingsvidner. 16.25; laghbødet. sst. 70.3; lagbøidh. sst. 68.29; lafbødhen. sst. 87.12; lafbøin. sst. 83.6; lawe bøyn. sst. 80.2; labøin. sst. 89.24; loff boden. sst. 108.35; (1462). N. D. Mag. I. 154; (1479). Dipl. Viberg. 65; (1499). Geh. Ark. årsb. III. till. 21; førre hand loglige logbiuder syne egne syskenne thet først (1530). D. Mag. IV. 179; (1541). Rosenv., Gl. D. I. 65; (1578). sst. III. 315; skall huer adelsmand mue sit godtz selge, endtdogh thet icke bliffuer laugbodenn (1547). sammes Gl. L IV. 231; (1547). Rørdam, Univ. Hist. IV. 37; (1553). Khist. Saml. VII. 808; lovbyder gods, auctionor. Colding, Dict. Herlov. selvejer bonde maa sælge sin egen jord, til hvem hand vil, om hand lovbød den tre ting til hans næste frænder. Chr. V. D. L. 5-3-1. – om nogen kyøbstedmandh vorder satt nogett till pantt och lagebiuder hand redeligen (1443). Rosenv., Gl. L. V. 516. Jvfr. Stemann, Retshist. 468. Smlgn. Fritzner2: lögbjóƀa; Lund: laghbiuþ;æ samt bjude ovf. Lagbjudelse, no. det, at noget lovbydes (se frgd. o.); till louffbiudelse paa det pant, hand derfor haffwer (1572). Matzen, Panteret. 320. not. 3; dett laugbiudelsse, att hand til tinge hagde udbødett sinn gaard (1575). Rosenv., Gl. D. III. 285; lovbydelse, auctio. Colding, Dict. Herlov., kiøbstædgods og jord er løsøre og maa sælgis uden lovbydelse. Chr. V. D. L. 5-3-4.Lovbydelsemål, no. en retssag, hvorunder en opfordres til at tilbyde ed med mededsmænd; Hans Olssenn hagde tingkallidt Seuerin bager til et lovbydelssemaal om forne swiin (1543). Rosenv., Gl. D. II. 140; jvfr.: thend log, som Seuernn bager saa giort hagde. sst. Smlgn. log 2) ovf. og mål ndf.Lovbog, no. hunk.; tag denne lowbog oc leggeren wed siden wdi ørcken, att hun der maa wære til et widnesbyrd. 5. Msb. 31.26 (Tavsen, 1550, 1607). Smlgn. bog ovf.Lovbog, no. (isl lögbók, fsv laghbok); PE 134 (u. beskrive 1)); VdV fort b 2v (ovf. IV. 666 a5); Hvf VII. 143 (ovf. I. 303 b s. l.).Log(s)brev, no. et skriftligt vidnesbyrd om en på tinge (for retten) aflagt ed med mededsmænd; som hand strax beuiiste met thet logbreff, uti samme sag giort vor (1543). Rosenv., Gl. D. II. 140; som hand beuiste met sitt logbreff, som vor udgiffuit paa Ingestad herridzthing (1553). sst. I. 230; som samme lougsbreff indeholler och udvisser (1558). sst. II. 259; ett aarfeygde och louffs breff, som hand loffuitt hannom (1546). D. Mag. 4. R. I. 168.Lovbryder, no. den, der overtræder en lov. Moth. Smlgn. isl. lagabrjotr. Lovbyde, se lagbjude.Logbåren, to. født til (noget) efter loven; hindis egen laugeborren werige icke paa thenne tidt war tilstede (1590). Rosenv., Gl. D. IV. 178; jvfr.: hindis broder er hindis retthe boeren werige epther lougen. sst. IV. 180. Smlgn. bære 6) ovf.Logbøde, no. en bøde, som er fastsat ved lov; Erich Boessenn iche paa theritz wegne ville udlegge till bonden theritz lougbøder eller felldt (1586). Rosenv., Gl. D. IV. 79; P. Skramb icke haver ulouglig hindes anpart sig tiltagit, saa hand der for bør nogen lougbøder at udlegge. Secher, Rettertings D. (1605-14). 201. Smlgn. isl. lögbót.Lovbøden, tm. landsforvist. Moth.Lagdag, no. en efter loven fastsat dag (på hvilken noget skal gøres); hannom skall leggis lagdag fore att gielde rede penningh thett, hand er skyldig. Rosenv., Gl. L. V. 144, 549; eske sadhan gotz eller gield meth trenne lagdage. Dueholms Dipl. 37; skal dommeren legge hannem end loffdagh forre, saa att hand kandtt komme sind hiemell fram til samme loffdagh. D. Mag. 3. R. I. 189; hand haver undviget hans tjæneste før, end lovdag kom (1589). Secher, Om vitterlighed. I. 51; da leggis hannem af dommeren lavdag for, til hvilken hand bør at møde. Chr. V. D. L. 1-4-13; hand skal værge sin jord, om det er hans rette lavdag. sst. 1- 10-1. Smlgn. Schlyter: lagha dagher; Lund: laghdagh.Lagdag(s)brev, no. en skriftlig befaling, udstædt i kongens navn, til sagsøgte om at rette for sig inden en vis i befalingen angiven frist; tha giffuer han (ɔ: rigskansleren) iij laffdages breffue xv daghe, x dsaghe oc v daghe. Dueholms Dipl. 37; her Moghenss Giøe haffde lat tagiit noger riigenss lagdax breffue eller och haffde nogher deelle paa Eyller Briskes godtz (1521). Nielsen, Gl. Tingsvidner. 44.18-20 (jvfr. sst. 168); (1534). Dipl. Viberg. 193; (1558). Rosenv., Gl. D. II. 248; III. 304; I. 26; IV. 11 (se ovf. u. bryde 3) u. brud); fare saa til rigens canceler oc tage saa VI ugers paamindelse att møde y rette, der skall handt begære louffdagh breff. D. Mag. 3. R. I. 186; der paa gaff hand hannem executorial oc laugdagsbreffue. Hvitf. III. 31; retter den icke for sig inden sex uger, da hafuer den, for sagen er, fremdelis laugdagsbreff (1621). Rosenv., Gl. L. IV. 329. Jvfr. Secher, Om vitterlighed. I. 209.Lagdagsdele, no. forfølgning med forelæggelse af lagdage, tha moo thet fald vddelis met hørings dele ellir lagdags dele aff then. som wold giorde (1513). Geh. Ark. årsb. II. 63, 77; tilthallis met laugdagsdeele epther lougen (1589). Rosenv., Gl. D. IV. 144. Smlgn. dele 3) ovf.Lovdele, go. sagsøge (i fordelingsprocedurens former). Secher, Om vitterlighed. I. 15. Moth. – l. tm. dømt, særlig på sin ære. Moth. Smlgn. Lund: laghdelæ; Sch. u. L.: lachdelen samt dele 2) og 3) ovf.Lovdunger, no. se dunger ovf.Lagdom, no.? den laudom, som af kong. maj. ved sin maj.'s canceller var afsagt mellem borgmesterne og raad og universitetet (1620). Khist. Saml. 3. R. I. 412. Smlgn. isl. laga-(lög-)dómr. Logsende, no. en endelig (inappellabel) afgørelse; bisperne wille, ath hwat the dømme meth bymendh, skall wære logsendhe. D. Mag. VI. 360; jvfr.: thet, som biscoper oc bygdemend fælde ellir rese, thet scall wære loghens ende (1513). Geh. Ark. årsb. II. 62. Smlgn. ende 3) ovf.Lovfalden, to. lovlig overbevist om et retsbrud (som medfører bøder); udi rette satte, om then dom, Lauritz Rostrup i thenn tiidt, handt var hans loffallenn mandt, forhuerffuit haffde, burde att komme hannem till schade (1568). Rosenv., Gl. D. III. 65; jvfr.: thenn manndt, som er fallden aff lougenn thill sine thre march icke maa nogen tiltale udi nogenn rettergang. sst. III. 64. Smlgn. falde 5) ovf.Lovfæld, no. den i loven fastsatte bøde; ther aa huer at bøde for ran iii medt lougfelldt (1586). Rosenv., Gl. D. IV. 84. Smlgn. fæld 2) ovf. (u. fald). Lagfældet, tm. = lovfalden; om nogher man maa tagæ laghfeld man til seg i forsuar (1475). Rosenv., Gl. D. I. 15 (jvfr. jydske lov. II. 68); qui infamia in judicio notatus est, mindre mand, lovfeld mand. Colding, Etymol. 748; intestabilis, loufeld, louforvunden. sst. 1325; Nucl. latinit. 1887; A. Berntsen. III. 364; skal handt haffue sex ugers dag efter, at handt er lougfeldt aa tinge enten at bedre eller sette borgen (1547). Rosenv., Gl. L. IV. 222, 266; hafver C. P. der udi giort uret och bør lovfelt at verre och stande hannom derforre til rette. Secher, Rettertings D. (1605-14). 349. Hos Moth også nm. lovfælde. Smlgn. Secher, Om vitterlighed. I. 146; Schlyter: laghfælder; Lund: laghfæld samt fælde 6) ovf.Lovfælding, no. den, som er lovfældet; loffelling (1597). Secher, Om vitterlighed. I. 146. not. 3).Lagfast, to. 1) fast, som loven kræver; skulle alle mænd have deres gjerder tillukt og fuldgjerdet og laugfast (1619). Begtrup, Beskr. o. Svendborg. 24; om rugmarkerne skulle gjerderne være gavlet, fuldgjerdet og laugfast. sst. 2) som kan aflægge et retsgyldigt vidnesbyrd; fremledhæ eth fuldh stanendis landztings witnæ met ottæ loffastæ, beskedene dandæmæn (1445). D. Mag. III. 183; skall han innen femthend dage meth tolff logfaste men lagwerge segh (1477). Rosenv., Gl. L. V. 206; (1547). sst. IV. 223; thi hørdhe paa forne tingh otthe lagffesthe gammelle danne men, hwilke otte danne men there wonne (1484). Hübertz, Aktstk. om århus. I. 39; (1533). N. D. Mag. I. 25; (1541). Rosenv., Gl. D. I. 66; (1544). Nielsen, Gl. Tingsvidner. 41.20; fremlede de tre lowfaste mend oc suore saa met en fuldbogs eed. Hvitf. IV. 82 (= n. skilrika. Molb. o. Peters. 20); lovfast, fidus. Colding, Dict. Herlov.; sst. = authenticus; skulle de syge hiemme ved eed i tvende lovfaste mænds paahør aflegge deris vidne. Chr. V. D. L. 1-13-4; (1750). Vid. Selsk. Skr. V. 227. Smlgn. Schlyter: laghfaster; Lund: laghfastær. Lagfinde, go. dømme; til diss ydermere vidnesbyrd, at vi saa laugfundit oc affsagt haffuer. Hvitf. VII. 153. Efter Moth: sætte en lagdag for, hvilket ej passer på det anf. st. Smlgn. finde 5) ovf.Lagefoged, se u. lak ndf.Logfordelt, tm. lovlig forfulgt i fordelingsprocedurens former; om loghfordeelt man siær annen tiænist. Thorsen, Sønderj. Stadsretter. 271; som for ærlige sager er gjort mandhelleløs og er bleven fordelt (1592). Khist. Saml. VII. 28; H. Dittmer var blevet lougfordelt til Veile byting. Secher, Rettertings D. (1595-1604). 606. Smlgn. Secher, Om vitterlighed. I. 16 samt fordele 3) ovf.Logforvinde, go. lovlig overbevise eller forfølge; then mand, ther haffde forfuldt sagen, var lougforvunden (1574). Rosenv., Gl. D. III. 255; Secher, Rettertings D. (1595-1604). 283; forbød nogen at huse eller hæle dem, eftersom han dem delt og lovforvunden havde. Wulff, J. Bang. 246; (1645). Khist. Saml. VII. 664; Colding, Etymol. 1325 (se ovf. u. lagfældt); skulle de ingenlunde lovforuindis, uden de ved skriftlig dom fældes for dend eed, de giort have (1668). Rosenv., Gl. L. V. 267 (= l. minime debent convinci. sst. V. 266); den fromme Bukkingam saa nær var lovforvunden, ved retten blev dog for uskyldig kiendt. Bording. II. 50. Smlgn. Secher, Om vitter lighed. I. 145, 120, forvinde 3) ovf. og loguforvunden samt ulovforvunden ndf.Lovfuld, to. gyldig efter loven, svarende til dens krav; arma decretoria, lowfuldt vaaben oc verge. Colding, Etymol. 206. Smlgn. isl. lögfullr. – Som bio.; huilcken lowfeld mand closter tager, bøde lowfult for hans brøde. J. Lov. II. 23 (udg. 1590 = opr. fult, se Thorsens udg.); Moth. Smlgn. Schlyter: laghfult.Lovfæld, se ovf. e. lovfalden.Lovfærdig, to. 1) lovgyldig; om saadant kunde offuer hannom nocksom beuisis met louferdige vidnisbyrd. Vedel, Saxo. 227. 2) lovfast; er det sæt ind paa wuildige oc lowfærdige dannemends vidnesbyrd. Vedel Saxo. 245.Lovfæste, go. lægge beslag på; at det, som aaverket er, kommer i god forvaring, helst hos den, som lov fæste. Chr. V. N. L. 1-4-7; Moth. Vistnok kun n. Smlgn. gl. n. lögfesta.Lovfæstelse, no. beslaglæggelse; efter at lovfæstelse og forbud skeet er. Chr. V. N. L. 1-4-7; Moth.Lagfør, to. = lovfærdig 1); effther swodan openbare bekennelse ... wor hans ney icke lagførd (1482). Rosenv., Gl. D. I. 18.Lagfør, to.; de personner icke heller ere saa loughføre, som det sig bør (1635). KhS5 VI. 386.Logfører(e), no. lovgiver; al ret, log, frihed, som æræ giffnæ alle aff her Waldemar logfører. Geh. Ark. årsb. II. 27; een er den lowførere. Jak. 4.12 (1607; 1550 og 1647: lougiffuere); Ps. 108.9 (1607; 1647: lovgifver); som en enevolds-herre og selvmyndig lovførere. Kingo, Psalmeb. tilskrift. a 3v. Smlgn. Söderwall, Ordb.: laghförare.Lovgang, no. = lag 2); den lovgang, de havde beganget med S. O. mod Peder. Secher, Rettertings D. (1605-14). 404; min formand, fordum landsdommer hafver stadfest forskrefne louggang. sst. Smlgn. gå l. ovf. u. lag 2).Lovgild, to. uden overtrædelse af loven. Moth. Smlgn. æ. n. löggildr; Schlyter: laghgilder samt gild ovf.Lovgivere, no. lovgiver; der er en eniste lougiffuere. Jak. 4.12 (1550, 1647); legislator, lowgiffuere. Colding, Etymol. 417; du forfærdelige lowgivere. E. Naur. a 4. Lag(e)hævd, no. 1) en efter lovligt kald og varsel af en person med tiltagne mededsmænd edelig afgivet forsikring om sin ejendomsret til en ejendom; Ywer Skeel giorde oc gaff sin logh oc laghefft loghtiiddags meth rithermentz men oc gode men (1465). Nielsen, Gl. Tingsvidner. 101.5-7; lagæhæfth. sst. 3.22; laghøffuid. sst. 53.28; 74.24; laghieffth. sst. 105.14; (1496). D. Mag. IV. 13 (se u. lagtid(s)- dag(s) ndf.); han giordh laghøfdd po Per Andhersens gordh (1512). D. Saml. 2. R. II. 7 (j. form, se Varming. § 78.4); (1466). Geh. Ark. årsb. V. 69; (1471). Rosenv., Gl. D. I. 12; votne oc forne men, att forne laffhæffd war loffligh fest oc fwndet, oc at forne loffhøringh mælte hynne stadugh oc wed macth at bliffwe, saa lenge hwn røgges aff biscoppen (1493). Dipl. Viberg. 107, 118; schulle alle lageheffdt, loge, sandmendz towf stefnes fore bisper oc bygdemendt epther lougen (1527). Rosenv., Gl. L. IV. 139; (1527). N. D. Mag. V. 305; P. Eliesen. I. 372, 443; (1534). Fynske Aktstk. I. 72 (jvfr. not. sst. 71-72); lavhævd bør ingen at nyde paa nogen ejendom, uden hand klarligen beviser, at hand haver lovlig adkomst derpaa. Chr. V. D. L. 5-5-5. 2) skriftligt vidnesbyrd om en lagehævd; hagde ladhett lesse paa Hornum herritzting ett gammeltt lagheffdt paa Reffstrop enge oc eygendom (1537). Rosenv., Gl. D. II. 18. – i overført bet. fastslåt skik; som følger christendoms ælste lawheffd oc ewige brug. Er. Roterodam., En kort undervisn, h 5. Smlgn. Stemann, Retshist. 471 flgd., Kjer, Overdragelse af Eiendomsret. 69-86; Schlyter: laga hæfþ; (u. hæfþ; 1)); Lund: laghæ hæfth samt hævd ovf.Lag(e)hævd, no. – jf ovf. II. 727 a36; ey heller sedwane eller gammel laghefft. Laur a 4v; PE 256 (ovf. II. 66 b30).Lag(e)hævdsbrev, no. = lag(e)hævd 2); eth lagheffdz breff aff Nørliungherrets tingh, som Anders Jeipssen, then dagh ting hører wor, haffde vdgiffuet oc besegelt (1495). Dipl. Viberg. 106; eth lagheheffdz breff wdgiffwett till Hornwm herritzting, liwdendis, att her Nielss Perssen haffde mett lagheheffdt jndwordt Hornwm kirckis gotz oc egendom (1527). sst. 165-66; sinæ breffue, som han haffuer paa gotzet, eygendoms breffue, skødhe breffue eller laffheffdz breffue. Dueholms Dipl. 37; theres gamle lagheftts breffue oc andre bevissninger, som the therpaa haffuer (1537). Rosenv., Gl. D. II. 18; gode gamle lauheffds breff, som hun haffuer derpaa. Pallad., S. Ped. Skib. a 4v. Smlgn. brev 1) ovf.Laghævdhøring, no. en af de to af retten udmældte mænd, som skulde paase og paahøre, at lagehævden blev lovlig gjort; thet hederligh capitels lagheffdh høringh war oppa forde tingh och kungiordhe, thet forde hederligh capittel giorde theres lageheffdh (1471). Dipl. Viberg. 53; her Pallj Thamissen hans lauheffz høring (1483). sst. 77. Sidst anf. forbindelse forekommer oftere, se Dueholms Dipl. 110-11: prier Brwens laffheffdtz hørig kundgiordhe, att prier Brwen haffdh indwordt then samme kier; Nielsen, Gl. Tingsvidner. 74.24: wore forscrefne hans laghøfds høringh (1510); sst. 105.9-10: forskrefne Jackop Ratløffs loghæffs høring; (1496). D. Mag. IV. 13; (1503); Barner, Fam. Rosenkrantz's Hist. I. dipl. 189 (se ovf. u. høring); (1512). Khist. Saml. IV. 533, men er næppe nogen egenlig sammensætning. Smlgn. høring ovf.Lovhørende, no. et vidne ved (og om) edsaflæggelse (jvfr. lag 2)); klare registere paa alle theris naffn, som loug haffue giffuet hwert aar, thesligeste paa alle theris lougmendt oc loughørende (1547). Rosenv., Gl. L. IV. 220.Laghøri(n)g, no. = laghævdhøring; (1440) D. Mag. VI. 70-71 (til formen: laughørige her jvfr. Dueholms Dipl. 111 (se u. laghævdhøring); prier Bertils laffheffdz loghøringh, the kundgiordhe, att han selff tollffthe giordhe syn laffheffdt oppa closters møllæ (1474). Dueholms Dipl. 106; (1493). Dipl. Viberg. 101; Jens scriffuers loffhøringh kwndgiordæ, at the hørde oc sawe, at Jens scrifluer giorde syn lagheffd (1496). Nielsen, Gl. Tingsvidner. 23.16-20; loffshøringh. sst. 51.12; 52.16; at hr. Oluf Stigsss saa i alle mode worde seg, thet witne wij, thij wii wore hans laghøringe tiill forne laffwe (1501). Brasch, Gl. Ejere af Bregentved. 552 (jvfr. sst.: wore wi paa raadhwsset oc søwe oc hørde, at hr. Oluf Stigsss gaff lag); lade optegne, hwem hands loughøring oc lougsmendt ere wedt naffn (1537). Rosenv., Gl. L. IV. 175; Hans Lauritzssen kemeners lovhøringe, the hemlede oc vitnede, at Hans Lauritssen kemenere gaff oc giorde syn log paa lagheffdt (1534). Fynske Aktstk. I. 72, 179. Jvfr. Stemann, Retshist. 150. Smlgn. høring ovf.Lovkrog, no. lovtrækkeri; sophisma, lowkrog. Colding, Etymol. 1193; med lowkroge oc finantzige griff at legge rætten en tøyel udi munden. H. H. Skonning, Kattenes Rettergang. eee 2; Moth. Smlgn. kroglov ovf.Lovkynding, no. retslærd; haffue wi siddendis paa domstolen met vore bisidderis oc lowkyndinge, deris raad hørt oc offuerveyet sagsens leylighed. Hvitf. IV. 249. Smlgn. kynding ovf. (u. kund).Logkøn, to. 1) lovkyndig; phariseerne, som wor logkøne oc kloge ligmend. Chr. Pedersen. II. 131; I. 308; P. Eliesen. 67; det er mest de loukønis oc iuristers skyld. Herm. Weigere. 203; Hegelund, Svsanna (Smith's udg.). 96; Hvitf. IV. 369; I. Brun forstod vel som en lovkiøn mand, at der ej bør være hvile i rigens ret. Secher, Rettertings D. (1605- 14). 298; juris consultus, lowkøn. Colding, Etymol. 1098, 359, 984; Steph., Nomencl. I. 287; Nucl. latinit. 680; huor ere de u-offwervindelige lowkiøne oc tolcke. Synders Spejgel. I. 77; A. Berntsen. II. 38. 2) brugende lovtrækkeri; sophista, en træring, lowkiøn. Colding, Etymol. 1193; lovkjøn og maler kan snart gjøre hvidt, hvad sort er. P. Syv. I. 279. Smlgn. isl. lögkœnn og køn ovf.Logløs, to. 1) uden at skulle eller måtte aflægge ed (med mededsmænd); skall oc ingen findis tiill loug fore nogen mummesag, eller handt siger, att thet er hannom tillsagt uti nogen krohuss, tha skall fogethen finde hannom lougløs (1537). Rosenv., Gl. L. IV. 176, 220, 262. 2) uden, at der derfor skal aflægges ed; effterdi vor frue kyrke haffuer hafft sodanne eyedomme vdi saa lang tiid, da bør kyrken effter lougen at beholle sine eyedomme lougløsse til euig tiide (1543). Fynske Aktstk. 120. Jvfr. J. Lov. I. 44: havær kyrki i hæfth thretivgh wintær, wær logh løs for bonde. Efter Moth: frikendt? – Som bio.; fand forneffnde herredsfoget her Anders tiil at nyde, bruge oc beholle logløst for huer mantz aatale (1495). D. Mag. 3. R. I. 39; Mortenn Jesperssenn hagde tildømptt Jørgenn Olssenn at føre same svinn hiem igienn och thet beholle qvitt och frii och aldeles logløst i alle maade (1558). Rosenv., Gl. D. II. 219.Log(s)mand, no. 1) den, der på tingene skulde foredrage lovene; drost her luoffmand. Grundtv., Folkev. III. 354 a, 445 b, 741. Ordet er her med urette taget som egennavn, se anf. st. III. 443, 693; årb. f. nord. Oldkh. 1873. 216-19. not. 2) lovgiver; iech ær then ewinneligh visdom, milhetz leedsagher oc loghman. H. Suso. 29.25-26 (= l. clementiæ dux et legifer pietatis. 51); de Spartaner, der de vaare underviste af deris loumand Lycurgo. N. Hemmingssøn, Om Ecteskab, se Molb. Gloss. (sidetallet sst. urigtigt). 3) mededsmand (som skal aflægge ed med en anden); hanss logess men bøtte ffor then vret log, the gaff (1507). Dipl. Viberg. 128; (1537). Rosenv., Gl. L. IV. 175 (se ovf. u. laghøri(n)g); fyrste gang hand skulle haffue giffuitt loff, tha bleffue hans loffmendt forskreckede, thi ey tuorde svere mett hannom (1540). sammes Gl. D. II. 121, 112; III. 181; de 11 lovsmænd fremginge og svore, at Peder Kristensen har ret og ikke uret (1582). Jydske Saml. III. 162; hans medfølgere, der vare Svend Olufsen hans lovmænd. Secher, Rettertings D. (1605-14). 404. 4) vidne ved en foretagen lagsøgelse; nor som nogen mands laugmend forkiøbis og dermed spiller delen. Secher, Om Vitterlighed. I. 26 jfr. 30 ffgd. Jvfr. Stemann, Retshist. 150. Smlgn. isl. lögmaƀr.Log(s)mand, no. 1); (1666). GhA II. 175 (ovf. u. forfare 5), fra Norge). – lovkyndig mand; LyschG e 3 (ovf. III. 790 b16); i soorne lou-mænd, i, som skal i sager tale. Wiel IV. 58 (overskr: om procuratorne). 2); til s 728 b32; sidetal 209 i MbG viser til udg 1653.Logmål, no. 1) retter- gang, søgsmål; hwat som the sighe, thet skall bliffwe stadhelighe, och inghen annen loghmaall skall emodh standhe (1361). Rosenv., Gl. L. V. 66; (1452). sst. V. 307; maa handt forfølge andre hans lougmaal, hwadt wedt hannom er brott (1547). sst. IV. 221; (1562). sammes Gl. D. II. 322; IV. 79; N. D. Mag. VI. 193; Vedel, Saxo. 198; før hand fick lerd ret at liusse for sin loumaall och at steffne lade. Tobiæ Komedie. 72; Secher, Rettertings D. (1595-1604). 46; dica, lovmaall. Colding, Etymol. 301; Nucl. latinit. 261; (1649). Fynske Aktstk. I. 30; idet de icke ere mectige andre med lougmaal at søge. A. Berntsen. III. 355; Comenius, Opladne Dør. § 664 (se ovf. u. kværdag); at low oc ræt med alle sine loumaal oc rettergang kunde for alle diss bedre handlis. P. Resen. 231; dersom den, der søgis og tiltalis, vil strax giørligen rette for sig, da bør dommeren over hannem ingen lovmaal at tilstæde. Chr. V. D. L. 1-5-10; lovmaal, tromaal, ølssmaal. dølsmaal. P. Syv. I. a 3. 2) dom; han ikke havde burdet udstæde lovmaal paa hans fælding og fred. Secher, Rettertings D. (1605- 14). 143; saafremt den, som tiltalis, enten frikiendis eller oc fyldistgiører, hvis laugmaal offuer hannem til herredag forhverffuis (1621). Rosenv., Gl. L. IV. 330. Efter Moth særlig: straf. 3) overenskomst? bonden, som nw samme gaard i were oc brugelse haffuer, schall then beholde, tiil saa lenge hans lagmaal er vde (1537). D. Mag. IV. 67-68. Smlgn. isl. lögmál; Schlyter: laghmal; Lund: laghmal samt baglovmål ovf. og mål ndf.Lovmæle, no. forsvar for retten. Moth. Lovmæler, no. sagfører. Moth.Lovrig, to. = lovfærdig 2); den ene af vidnerne var icke lougrig, fordi han havde optinget for uærlig sag. Secher, Rettertings D. (1605- 14). 526.Lag(e)skifte, no. lovligt skifte; han gierne will were tiill lodt och lagsckiffthe met thennum wti allt rørendes gods (1547). Herredagsdombog. (A. L.); de ikke kunde komme til lod og lovskifte med ham om arvegods. Secher, Rettertings D. (1595- 1604). 65. Smlgn. isl. lagaskipti.Lovskikket, to. lovbestemt. Moth. Smlgn. skikke ndf.Lovsprækker, no. sagfører; causidicus, lovsprecker. Colding, Etymol. 307; legulejus, en lovsprækker, en procurator. Nucl. latinit. 747. Ordet indeholder en vis ringeagt. Smlgn. forsprækker ovf. Lovstrækker, no. lovtrækker; vel maae lovstrækkeren de falske sager smykke med mangen sandheds glans. Bording. II. 113; Moth.Lovstud, no. 1) en æreløs mand; kaldes oc dend, som er lovforvunden oc hafver mist sin ære, lovsøgt mand, lovstuud. P. Syv, Cimbr. Sprog. 10; Moth; de handler her, som Geier beskriver hine lovstude. Dmrks. og Norges oecon. Mag. III. 174. 2) en dårlig sagfører. Moth. Smlgn. tingstud ndf. Lovstudt, to. som har mistet sin ære. Moth.Lovsæt, tm. omklaget, påtalt. Moth. Smlgn. sætte ndf.Lagsøge, go. sagsøge, få dømt i fordelingsprocedurens former; wil byman andhen loghsøgæ for gialdh eller for ander sagh. (1452). Rosenv., Gl. L. V. 305 (sv. laghsöka. sst. V. 61); at mange skulle forheerde thennem och lade thennom laugsøge och fordele (1527). D. Mag. IV. 282; then hans gaardt, som Michel Brockenhuusz haffuer ladit hannum loglig logsøgt for (1543). Rosenv., Gl. D. I. 75; lowsøger, actionem intendere. Colding, Dict. Herlov.; lowsøgt, reus. sst. – Anders Flemer paa Nesbyhouitz byrcketing loglige lagsøgtte alle wloglige weye (1550). N. D. Mag. VI. 136. – schall ingen hereffter lagsøgis eller huggis fredt af til tinge, meden schall dommeren siige therpaa och kundgiøræ thet aabenbare y domhusit. Rosenv., Gl. L. IV. 56; nogen mand, ther laugsøgt er eller udi andre mode feldth er til sine III marck (1558). sst. IV. 262 (jvfr. sst. IV. 520, 536; V. 593); tha schal han wæræ laghsøcht och forwunden, nethærfeld och schild fra all syn ræth. sst. V. 255; nogen mand, der louffsøgtt er eller udi forbudt eller udi bandt. D. Mag. 3. R. I. 179 (jvfr. sst. I. 196. not. 1). Jvfr. Secher, Om Vitterlighed. I. 15, 18, 147. Smlgn. Schlyter: laghsökia; Lund: laghsøkæ.Lagsøge, go.; – tm. (1477, ovf. IV. 391 b44). Jf æsv laghsotter, se Schlyter: lagsökia, isl sótt.Lagsøgelsebrev, no. et skriftligt vidnesbyrd om en sagsøgning i fordelingsprocedurens former; hand therfor hagde lagsøgt hinde och udi rette lagde same lagsøgelssebreff, som vor udgiffuit aff Sønderherritzting (1552). Rosenv., Gl. D. I. 201-2; som skulle haffve veritt domere till samme laugsøgelssebreff och thet beseglidtt (1573). sst. III. 198, 197. Jvfr. Secher, Om Vitterlighed. I. 16, 18. Smlgn. delsbrev 1) ovf.Logsøgelsemål, no. en i fordelingsprocedurens former forfulgt retssag; Rasmus Knoldt bør at bliffue y thet logsøgelssemaall, som hand udi logsøgt er (1543). Rosenv., Gl. D. I. 76; ingen lougsøgelsemaal skulle tagis beskrefvit eller hafve gienge, om jeg ville betale hannom. Secher, Rettertings D. I. 417. Jvfr. Secher, Om Vitterlighed. I. 16.Lagsøgne, no. de søgnedage, da der holdes ret. Moth. Smlgn. søgne ndf.Lag(e)tid, no. lovbestemt tid; wy ville vdgiffue viij tønner schvuersalt redelig oc i lage tiide af huer keele (1531). Dipl. Viberg. 180, 214 (se ovf. u. kedellie); giffwer sin skyld udi laugtiid (1558). Rosenv., Gl. L. IV. 274; førend de dennem till dieris werneting vdi rette lauge tide haffuer dennem beklagett (1583). N. D. Mag. II. 283; melle naboerne till y lauthide att lucke deris gerde (1598). Hist. Tdskr. I. 440.Lagtid(s)dag(s), bio. til lovbestemt tid; Jes Bloberigh gaff logh och eth logætiidhdags (1480). Nielsen, Gl. Tingsvidner. 5.6, 3.23; 101.6 (se u. lag(e)hævd ovf.); Erich Tymmessen giorde en laffhøwede lafftide dags (1496). D. Mag. IV. 13; (1509). S. R. D. VIII. 10; giorde syn lauheffd laufthiddags (1533). Dipl. Viberg. 190, 131; hand skall giffwe syn loug logtiids dag (1537). Rosenv., Gl. L. IV. 175. – han laghefft giorde i dag løffwetid dagis (1512). Khist. Saml. IV. 534. J. form, se Varming. § 76. 4. Smlgn. dag 1 c) ovf.Logetimedag, bio. = lagtid(s)dag(s); hand therfor hagde giffuitt syn logh logetyme-dag (1553). Rosenv., Gl. D. I. 230. Smlgn. time og ulagtimedag ndf.Lagtimelig, bio. = logetimedag; Jens Lyckesen bad sig Gud til hielpe lagtimelig dags, at forne holm har været uildsket (1501). Fynske Aktstk. I. 129; thet var endda lougthimmelig dags och icke kunde komme for silde (1580). Rosenv., Gl. D. III. 330. Logufordelt, bio. uden lovlig forfølgning; hand satthe thennom uti jernn, bast oc bondtt logufordeltth (1537). Rosenv., Gl. D. II. 54, 65; (1569). sst. III. 98; Claus Podebusk holder sigh samme aaresildt till lougufordeelt (1591). sst. IV. 289; hans hustru var blevet paagreben och fengsligen indsat loug ufordelt. Secher, Rettertings D. (1595-1604). 244; at skulle saa lougufordelt tracteris. sst. (1605-14). 277. – slaa mine børn oc tyende lov aldeles ufordelt (1609). D. Mag. 4. R. IV. 130. Smlgn. logfordelt ovf. og ufordelt ndf.Loguforvunden, to. ikke lovlig overbevist; hans nadæ forbeth at gribæ nogher, i fængsell eller i jern at sætte logh uforvonen (1468). Rosenv., Gl. D. I. 6; haffuer stocket oc blocket wore bønder loghuforwunen (1505). sst. I. 33, 205; bleff lagtt paa enn steyle mett uretthe loguforvundenn (1537). sst. II. 65; P. Anderssen hafver forvist J. Volders af sin raadmands sæde louguforvunden. Secher, Rettertings D. (1595-1604). 284. Jvfr. Secher, Om Vitterlighed. I. 145. Smlgn. lovforvinde ovf. og uforvunden ndf.Logvis, to. lovkyndig; sammansankade han allæ prestæ høffdhingænæ ok loghwisæ mæn. Kirkeårets Søndagsevang. 44.10 (= Matth. 2.4; 1524: scrifftcloge; Chr. Pedersen: scrifft lerde). Smlgn. Söderwall, Ordb.: laghvis.Lagvoxen, to. myndig efter loven. Moth. Smlgn. Lund: laghvaxæn.Lagværje, go. forsvare ved ed (for retten); skal han meth tolff lagfaste men laguerghe sigh til sin sogne kircke .... er han i sancti Knutz gilde, tha loghuerie sigh sielff siette gieldhebrodher (1477). Fynske Aktstk. 26; om handt ville laugverge hinde for samme sag, som hinde bleff tillagt (1573). Rosenv., Gl. D. III. 207; (1591). sst. IV. 242; da maa kongen sigte, huem hand vil, oc at de lauverge dennem effter lowen. Hvitf. III. 173; en, der sictes for hoersag oc dog sig ikke louwerge kand. N. D. Mag. II. 223. Smlgn. isl. lögverja og værje ndf.Lageværje, no. den i loven bestemte værge for en umyndig, lagværge; Axel Fixsennss eptherleuerske och hindis lageverie (1557). Rosenv., Gl. D. I. 246; til rette forsware alle encker, faderløse børn oc thennom, som ey haffwe rette laugwergie (1558). sammes Gl. L. IV. 254. – Elyze Oluffzdotther med hennes lage wøry, som wor Las Olufssen (1522). Nielsen, Gl. Tingsvidner. 45.15-16 (j. form, se Varming. § 78.4).Lageværje, no. 2) vidne for retten (mod en påstand); hvilcken som indledde threnne lawre innen 4 stocke over fru H hr KH efterlevendes bevisning (1469). SmO I. 2. 171; lowre. sst.Laveår, no. det åremål, til hvis opnaaelse loven knytter en vis retsvirkning, myndighedsår; depuber, som icke kommer til lave aar. Vocab. 1514; du er kommen til lauge aar. Tobiæ Komedie. 18. Smlgn. Söderwall, Ordb.: lagha ar.Lovagtig, to. i stand til at optræde som mededsmand; det med 14 lovagtige borgere ved ed og besværgelse er stadfæstet. Secher, Rettertings D. (1605-14). 153.Lage, ? lovlig, lovbestemt; thet mek (thet) bør til lagæ ræth. Romant. Digtn. II. 265; vten han ær i lave forfald (1417). Stadfeldt, Randers. 86; Rosenv., Gl. L. V. 288; thennd 20 januarii, som wor rett lauge søgnnethinng (1586). Rosenv., Gl. D. IV. 78. Smlgn. isl. ejef. flt.: laga; Söderwall: lagha (u. lagh). Det er vanskeligt at afgøre, om lage skal tages som et to. el. ordene betragtes som sammensætninger.Laglig, to. lovlig, lovbestemt; komer hans laglighæ forfall innen laghlig tiith, som lands lagh udwisser. D. Mag. 3. R. I. 194. – gømæ al ræt, log, frihed, logligæ oc høwæskæ wanæ. Geh. Ark. årsb. II. 27 (= l. licitas. sst. 26). – louglige forffaldt. Rosenv., Gl. L. IV. 1. – Som bio.; alt thettæ forscrefnæ hauer drotnyng Margareta nu laghleghe aff oss jn løst (1407). Molb. o. Peters. 334; bethre bewissning, som Jeip Claussons bref laghlige ryge kunne (1457). N. D. Mag. I. 127; vden hand swo laglige forwunen er (1483). Geh. Ark. årsb. II. 50; D. Mag. 3. R. I. 194. – ner sandemen worther loghelikæ tiltalet (1452). Rosenv., Gl. L. V. 304; ther saa logligenn wor kyndit løssen paa (1537). sammes Gl. D. I. 48.Laglig, to. Jf ul. Vis mere +