LagLag (lav), no. 1) leje, stilling, orden; hand haffuer der paa saadant lag, hand vilde gierne scriffte huer ottende dag. P. Smed. e 1v; saadan ser wildig orm er ieg, naar som ieg er mit beste law. Huberinus, Om Guds straf. 39. – Efter Moth særlig: stedet, hvor skibe lægges op. – i l. a) i lave, i stand; tha feld thet sæg saa i law, then tolffte ridder kam tridiæ dag. Romant. Digtn. II. 38; ieg kom myn ting saa wel i lagh. Rimkr. l 3v; law. sst. n 6; thet gangher nw saa vel i lagh, at ieg maa thenne pighe see. D. Skuesp. 103; ehuor mand legger det i lag, den fattig faar seent ende paa sin sag. Pallad., Hosedjævel. g 2v; Psalmedigtn. I. 86; Vedel, Saxo. 460; om hand sin sag skal komme i lag. Ranch. 42; saa bonden faar sin eng i lafve. Hexaem. 65; Colding, Etymol. 1054 (u. corrigo). – b) til pas; det saar kom hannem icke verre i lag, end at alle, som det saae, vaar icke langt fra, at de io aff metynck græde offuer hannem. Vedel, Saxo. 352; naar det falt hannem i lag, og børen vilde føje sig. Vedel, Sv. Tiuveskæg. 121. – c) i mode; Lauremberg, Skjæmtedigte. 54, se ovf. u. labbe. – i (på) (samme) l. ɔ: samme gang, tillige; xxx mark han genisten gaff oc tywæ pæll paa samme laff. Romant. Digtn. II. 297; ieg skulle gaa i same laff till brudhuss dør. Tobiæ Kom. 68. – wil ieg wist komme til deg igien paa det law, som fruchten kan wære leffuendes. 1. Msb. 18.14 (Tavsen). – udi l. = i l. b) ieg lagde sadell opaa min hest udi saa god en laff. Grundtv., Folkev. III. 727 a. – af lave a) ɔ: af led; alle lemmer paa hans legeme ginge aff laffue, for hand fick saa hart et fald. 2. Makk. 9.7 (1607, 1647). – b) af sin l. ɔ: af sin stilling; som er vitterligtt att vere kommen udi armod och aff sin laffue (1590). Rosenv., Gl. D. IV. 219. – nu er det bister-galt, nu er det slet af lave. Sorterup, Poet. Smaasag. 86. 2) baghold, skjul; huo ther (i) laghæ lægger for sin sælschaps brother. N. D. Mag. VI. 56 (jvfr. not. d. sst.); wthen saa skeer, at han liggher pa laghe ok wether aarath (1466). Geh. Ark. årsb. V. 68; then, ther liggher aa law for annen. H. Suso. 136.18; ath forfølghe lowlighe eller ligghe i lagwe for noghen, insidiari. H. Smith, Hort. synonym. 4; (1568). Rosenv., Gl. D. III. 59 (se ovf. u. fjælster); Secher, Rettertings D. (1595- 1604). 16; haver lagt sig i veje og lave for hannem til at giøre hannem skade med aaraad. Chr. V. D. L. 6- 12-2. 3) fællesskab; martius oc i laffuen met dem at giffue sig findis ret flittelig. Psalmedigtn. I. 238 a. 4) gilde, selskab; at hafve siddet udi venlig laug och samsæde sammen. Secher, Rettertings D. (1595- 1604). 16; skal icke heller nogen saadan udvellelse med drick eller giestebud enten begyndis eller endis, eller noget law derfore anrettis (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 416; convivo, holder laug med æden og drikken. Steph., Nomencl. II. 346. Til dels endnu brugeligt. – betale l. ɔ: undgælde, bøde for; hun strøg hanem wd oc thode hans halle, men ieg motthe laghet alltt bethalle. Kortvending. v. 2827-28; fattige vndersaatte maa altid betale lauget. Hvitf. II. 340; maae dog med sin huud som biørnen laug betale. Hexaem. 242. Smlgn. sv. betala laget og nuv. b. gildet, se Ordb. o. Gadespr. 424. 5) overenskomst; the haffve hvercken sitt offver lodtt eller laug eller nogitt regenskap met hinde (1572). Rosenv., Gl. D. III. 143. Jvfr. Söderwall, Ordb.: lagh 6) og 7). – Ordet er så gennemgående ik. i de nord. sprog, at de enkelte prøver på fk. vistnok kun ere jydskhed. – Smlgn. isl. lag samt altere-, by-, for-, fæ-, gilde-, grande-, hjarte-, hjone-, hoved-, kalente-, klædebo-, kompan-, købsvende-, kødmangerelag ovf. og neder-, op-, sam-, senge-, skallæ-, staldbrøder-, til-, u-, veder-, ålag ndf.Lagblad, no. bladmave. Moth. Lag(s)broder, no. 1) af samme lag (samfund), lagsbroder; huo som fortaller sin laugbroder (1478). N. D. Mag. II. 258. – naar oldermandenn met lauges brøder forsamles att raadt slaa (1559). Geh. Ark. årsb. III. till. 42; laugesbrødere. sst.; hues thrette sig begiffuer emellom laugsbrøder (1575). Kbhvns. Dipl. II. 356; laugsbrødre. sst. Smlgn. broder 1) ovf. 2) selskabsbroder, svirebroder; god lavsbroder er ond huusholder. P. Syv. I. 204. Smlgn. Sch. u. L.: lach-, lagesbroder.Lag(e)drik(ke), no. festlig sammenkomst af et samfuud, en forening; vm lagæ dryk (overskrift), skal lave dryk væræ om Gudz leghom dagh, oc hvo som æy tha søger lavæ dryck, bødhe en halff thynne øl, bvrøll (1417). Stadfeldt, Randers. 84 (jvfr. sst. 86: huo som vorder atvaret til dryk, ther brodher drykæ samet); huilkin broder som thette lag loglig iganget er oc er i by, so lengi ther lagdryk stander oc wil ey søge thet oc giøre schiell for sig (1441). D. Mag. 3. R. I. 108; nar som theres laghe dryck ær, tha skall alle brødræ vare ther hoos (1492). Nyrop, Roskilde Smedelav. 47; hwilken brodher egh kombær thel thæsse lagdrecke, bødhe fæm ængilskæ (1496). D. Saml. IV. 340; (1519). N. D. Mag. VI. 53. Smlgn. drikke 2) ovf.Lagefoged, no. en foged eller oldermand i et bylag (et sogn)? der som hine lagefogder ville tage eders høleer fra eder. Pallad., Visitatsb. 107.10; nogen wgudelig lagefoget. sst. 107.16.Lagshus, no. i nuv. bet.; hwilckenn brodher andhenn dragher i haar i lags hws (1512). Kbhvns. Dipl. II. 196; laugs huuse. sst. I. 542. – som udi det danske compagnie, laugshuser och andre borgelig huser (1661). sst. III. 525. Smlgn. hus 1) ovf.Lagsljus, no. lys, der på højtider bares ved et lags festtog; huo som ey følger laug[s]-lius hellige legomsdag i process, bøde iiij grott, huo som worder till sagt at bere laugslius. Kbhvns. Dipl. I. 27.Lagsmode, no. lagsmøde; schall effter oldermandens befallinngh thienne lauget och sige till laugsmode (1623). Nyrop, Roskilde Smedelav. 58. Smlgn. mode ndf. Lavepas, no. tilstrækkelig mængde; hand har faaet sit lavepas, de have ej drukket ham forbi. P. Syv. II. 284; som skulle skiencke af den spanske vine-drick, til jeg mit lafve pas og rette qvantum fick. Sorterup, Poet. Småsag. 84; i, som med attraae spise frugt og ej det rette lavepas paa eders lyster viide. Ped. Paars (v. Liebenb. 1855). 20, 21; den unge brudgom med faar selv sit lave-pas. Helt, Poet. Skr. 40. – til l. ɔ: til pas; attemperate, ret tilpas, til lave pas. Nucl. latinit. 1848. Smlgn. pas ndf.Lagspenninge, no. betaling af medlemmerne af et lag til dette; huo som iche udgifuer laugspendinge inden forlagt tid, giør to dobbelt for huer tid. Kbhvns. Dipl. I. 27; II. 269. Smlgn. penning ndf. Lagsskrå, no. vedtægt for et lag; hand vilde laade hannem see den copije aff laugtzskraaen (1623). Hübertz, Aktstk. om århus. II. 280; smedernes vdi Roschyldt deritz laugsskraae (1623). Nyrop, Roskilde Smedelav. 55. Smlgn. skrå ndf.Lagsogn, no. en afdeling af land; som the hauæ jæt oss aff allæ land i riket een help oc the, aff Fywns biscops domæ ware, wither tog ath giwæ wth aff huerth lagh soghen x lødæ marc. Molb. o. Peters. 57. Smlgn. Fritzner2: lögsögn 3)?Lagsogn, no.; offuer alt Suerige oc i huert lowsogen. Hvf IV. 146. Lagestævne, no. = lagsmode; nar lage steffnæ skall holldes (overskrift) ... skal lave stempne varæ (1417). Stadfeldt, Randers. 86; the (ɔ: skafferne) schule huert aar keses aff brøderne paa lagesteffne (1441). D. Mag. 3. R. I. 103; skal theris (ɔ: smedenes) lauesteffner holdes fæm tidher om aareth, then førstæ (1496). Fynske Aktstk. I. 47. Smlgn. stævne ndf.Lagstævner, no. den, der tilsiger til lagstævne; huo som berer breff eller laaner nogen fremmitt sitt bud thill ad vere laffue och tingsteffner. Bendz, Rønninge og Rolfsted. S. 107.Lag(e)tid, no. rette tid, belejlig tid; then stund hand giffuer sin skyld udi laugetid (1551). Rosenv., Gl. L. IV. 241; førend de dennem till dieres werneting vdi rette lauge tide haffuer dennem beklagett. (1583). N. D. Mag. II. 283; dersom hand havde faaet nogen kundskab deraf i lagtide. Vedel, Sv. Tiuveskæg. 92; commoditas, lav tid. Colding, Etymol. 762; tempore, i tide, i laffue tide. sst. 1296, 1298; Nucl. latinit. 1851. Rosenv. forklarer (se anf. st. IV. 538) ordet som: den i loven bestemte tid (jvfr. lage ndf.), denne bet. kan ordet have i de to første prøvesteder, medens ordets første del ellers svarer til lag 1) ovf. Ligesom begge ord (lag - lov) oprindelig ere et, er det ofte vanskeligt at afgøre, hvilket ord der foreligger i sammensætn.Lage, go. ordne, gøre færdig; han haffuer spæntt sijn bwe oc laghet hannwm till sckwtz. Ps. 8.13 (Fr. Vormordsen; Vulgata: paravit). – l. til fødsel ɔ: skulle føde; parturio, vil føde, laffuer til fødsel. Colding, Etymol. 876; Steph., Nomencl. II. 997; Nucl. latinit. 1162. Jvfr. nuv. lave til barsel. – l. sig a) ɔ: berede sig, rette sig; huc te pares, lav dig her paa. Colding, Etymol. 562; andre efter mig skulle sig lafve, som hos mig yndest søge. Terkelsen, Astreæ Sjungek. III. 129. – b) passe sig; Gud sagde, det kunde sig icke laffue, at mennisken bliffuer allene. Psalmedigtn. I. 289 b. Smlgn. isl. laga.Lager, no. leje; ey heller have de forfærdelig store tynger kundet runge eller rykke den mindste grund-steen af sit sted og sin lager. Slange, Chr. IV. Hist. 403. Smlgn. t. lager samt indlager ovf.Lager, no. Jf be-, felt-, hof-, nat-, prakker-, vinterl.Lavlig, to. passende, bekvem; conveniens et congruus, bequemmelig, lafflig. Colding, Etymol. 468; habilis, lavlig, tienlig. sst. 548. – Som bio.; ordinate, i laffue, lavligen. sst. 851; Nucl. latinit. 1112. Smlgn. isl. lagligr (-a) og ulavlig ndf.Lavlig, to. – Som bio.; mand kand dær (ɔ: i kajaken) laufflig i side. LyschG n 4v. Jf ul.Lavlighed, no. skikkethed; habilitas, bequemmelighed, lavlighed. Colding, Etymol. 548. Læge, no. havn. Moth. Smlgn. isl. lægi. Moth har næppe kendt ordet i brug. Vis mere +