KrumpeKrumpe (krympe) go. 1) bøje, vride, trække; ieg krwmper oc bøijer meg saare møghz. Ps. 37.7 (Fr. Vormordsen; Chr. Pedersen: bøyes och krwmpis; 1550: gaar kroget oc saare nedbøyet); daa kunde hand intet svare, men laa ichun och krumpede sig (1657). Khist. Saml. 3. R. III. 226; Moth. – hand krymper sin mund, vender øyen. Tidemand, Post. I. 6; theraff var nu saa vandføer, att hand icke kunde retthe eller krømpe thoe aff hans fingre (1575). Rosenv., Gl. D. III. 280; de wretfærdige maatte krympe sig for hans fryct. 1. Makk. 3.6 (1607, 1647; gr. συνεστάλησαν); sitis adduxit artus, krympede sammen. Colding, Etymol. 334. Steph., Nomencl. II. 43; vorde mands lemmer lydte og vorde dog noget nyttige, saa at hand kand baade krympe og rekke dem. Chr. V. D. L. 6-7-4; contraho, krymper eller snærper sammen. Nucl. latinit. 1924. 2) ? snart er et saad for salt, og kiødet icke skrellet, snart icke krumped nock. Sehested, Pigers Spejl. b 8v. Måske gennemkogt. Eng. crimp bruges om at skære flænger i fisk, for at disses kød skal trække sig sammen. 3) trække sig sammen; ieg lod hannem suie hans haar alt om, at suergen kramp oc krumpede sammen som en suamp. Herm. Weigere. 65v (= nt. de swarde kramp. Schröders udg. v. 1449); lad din næse huercken snorcke, krympe eller grinde. Bredal, Børnespejl. 19 (vel nærmest: snøfte). – tm. a) bøjet, sammentrukken, rynket; ten sywge, som laa krumpen. Mandev. R. 46.12; strigosus, krwmpen som swltne qwig. Vocab. 1514; hun vaar krumpen oc kunde icke vel see op. Luk. 13.11 (1550, Chr. Pedersen; 1524 begge st.: sammen dragen, -ne); førend vi blifve gamle oc krumpne. B. Tott. II. 286, 97; Jammersm. 3; krumpen alderdom ham daglig minde gav, hand negrede jo meer oc meere til sin grav. Kingo, Chr. V. anhang. d 2v; Ped. Pårs. B. 2, S. 2 (Liebenb. udg. 111); Holb. M. poet. Skr. (v. Liebenb.) 192 (jvfr. sst. 415-16). – b) krympet (om klæde); Kanc. Brevb. (1551-55). 40. Smlgn. Aasen: krumpa; Söderwall, Ordb.: krympa; Sch. u. L.: krimpen samt indkrympe ovf. og tilsammenkrumpe ndf.Krumpe, go. 1) – tilbagevirk.; RD I. 156 (ovf. I. 242 b4); – vi mindes det fuld vel og krymper os derved. Wiel IV. 11. – lf. vride sig; for lowens svøbe krympis jeg med skriig. KS 123. 2); GH 206 (ovf. IV. 32 b47). Jf skrumpe 3). 3); ålbL* 226 (ovf. V. 587 b16). – lade trække sig sammen; KB I. 152 (ovf. III. 428 b28). – tm. b); (1550). DM V. 318 (ovf. III. 433 b40). Jf ukrympt.Krympekort, no. et slags kortspil; ieg tuiffler migh att kunde leve hos denne migh en grosse til gaffns, mend time itt krømpe kort (1560). Khist. Saml. VI, 94; jvfr.: da leger Per og Erick med hindandre, taber mesteren, da lader hand icke aff denn gandscke dagh, før hand haffuer endten tabt alt dett, hand haffuer, eller vundet igenn. sst. Smlgn. Grimm, Wb.: krimpen 5).Krump(en)sot, no. 1) en sygdom, der gør den syges legeme bøjet. Moth. 2) dovenskab; hun hafver faaed den krumpsoet, gider altid ædt oc intet giort. Ranch. 290; P. Syv. I. 245; (krumpensot, naar mand ligger krumpen af lede (ɔ: dovenskab). sst. I. 573). Smlgn. sot ndf.Krumpvisne, go. visne og trække sig sammen; de fordums nette lemmer krompvisner dag for dag. Sehested, Pigers Spejl. c 4.Krympe, no. 1) krampe; de ledemod, som krympen drager. N. M. Aalborg, Lægeb. 129; it armt menniske, som krympen hafde dragit hoffdet ned til knæene. sst. (i overskr. sst.: mod krampe); alderen har hver dag ny tjdender (ɔ: ny krymper og svagheder). P. Syv. I. 14; contractiuncula, en liden krympe. Nucl. latinit. 1924; en krymp (krampen). Højsgaard, Gramm. § 77 e. 2) rynke. Moth.Krympelhoved, no. et vanskeligt menneske. Moth. Smlgn. nt. kribbelkop, se Schütze, Holst. Idiot. II. 321, 348; Grimm, Wb. V. 2202; samt kripkop ovf.Krumpelse, no. sammentrækning; contractio, krumpelse. Vocab. 1514. Hos Moth: krympelse.Krympevorn, to. tilbøjelig til at trække sig sammen. Moth.Krympig, to. sammentrukken af krampe; rygbeene oc de krympige ledemode de smurde med varm reffve fæt. N. M. Aalborg, Lægeb. 128.Krympling, no. et utriveligt dyr. Moth. Smlgn. sv. krympling, krøbling.Krympten, no. det at krympe sig, vægring; som en febricitant, naar heden heftigst er, man uden pine fast og krympten ligge seer. Holb., M. poet. Skr. (v. Liebenb. 80). – dem bør andre undersaattere uden krympten vige for udi gang og sæde. sammes Natur- og Folkeret. 1728. II. 129.Krumpevrie, go. = krumpe 1); sin samvittighed som ormen krumpe-vrier. Thrane 24. Jf vri(d)e. Vis mere +