KivKiv, no. strid, kamp; kijffs nymæræ ære døde men oc saaræ. P. Lolle. nr. 101 (= oorloffs n. nr. 448 sst.; l. belli, gverræ); prelium kiiff. Vocab. 1514; pugna, kyff. sst.; ther er wordet it stuort kiff vti himmelin, Mickel met sine engle stridde met dragen. åb. 12.7 (1524; Chr. Pedersen o. flgd. overs.: strid); du oss beuare fra dieffuelens list oc kiff. Psalmebb. II. 43. Smlgn. Söderwall, Ordb.: kif. Kiv, no., ik.; PL** I. nr 573 (ovf. IV. 468 a6); ovf. II. 515 a31. – fk.; DgF I. 136 a; VdP 145 (ovf. IV. 856 a31, 725 a4), 96v. Mnt kif hank. – HS 895 (ovf. V. 47 a23); jf af 4). – Jf gen-, grote-, hådings-, kæmpek. (II. 476 b19).Kive, go. stride, kæmpe; den ene kiuer, trætter oc deler mod den anden. Chr. Pedersen. I. 25, 125; ath kiffue, litigare. H. Smith, Hort. synonym. 6v (Nucl. latinit. 777: kives); Tavsen. 17; till aandelig strid mod werden ath kiffue. Psalmebb. II. 21; I. 107; D. Skuesp. 75; Døded. 8; Ellin stod vde oc begynte at kiffue. Herm. Weigere. 127; (hand) groff en anden brønd oc de kiffuede inted for den. 1. Msb. 26.22 (1550, 1647; kiffuis icke1 (1550, 1647)); (1560). D. Mag. VI. 352; icke den ene kiffue met den anden. Hvitf. II. 141; prælior, kiffuer, trætter imod. Colding, Etymol. 983; (Nucl. latinit. 1339: kives; rixosus, kivende. sst. 1495); Aristoteles ligesom begynder at kjfve med naturen. B. Tott. II. 220; Bording. I. 207; skal hand med Lea kive. Helt. Poet. Skr. 43. Smlgn. isl. kífa.Kive, go. – lf. (sv kifvas) i samme bet.; PlT a 6v; Wandal a 4v a (ovf. V. 387 a12, 364 a30), b 3 b; se ovf. II. 515 a42, 49, 54.Kivebyde (k-bytte), no. udbytte af strid; thet ær ont kijffwe bydhe at taghe hwgh indh. P. Lolle. nr. 323 = kiffue bytte. L. Pouch, Problemata. l 5; P. Syv. I. 198; (= ont skiptæ (l. campsura). Gl. Ordspråk. nr. 302).Kivagtig, to. omstridt; hun och haffuer beuillgitt en befalling medt dennom paa nogenn de aastæder, som erre kiiffactige (1596). Rosenv., Gl. D. IV. 464.Kivagtig, to. 2) (mnt kifaftich) i nuv. bet.; Ps 1844 (CP); ArøbPs Ps 3111 (ovf. V. 357 a13, 282 b4). – voldende strid; VdV II. fort b 3 (ovf. IV. 750 b7). Jf stridig 1) og 3), trætagtig 1) og 3) (IV. 164 b45, 468 b42).Kivere, no. et trættekært menneske; disceptator, en kiffuere. Turson, Vocab. 206; også u. altercator sst. 368. Kivere, no. – modstander; kiiff mett mijne kijffuere. Ps 351 (FV). Kivsom, to. kivagtig; repugnax, kiffuesom, trettesom. Colding, Etymol. 1009; Moth. Smlgn. Aasen: kivsam. Kivvorn, to. = kivsom; paa det, at saadanne kiffuorne mennisker skulle icke fattes giensuar. Vedel, Hundrede Viser. fort. a 5v; met had oc affuend met kiffuorne moed din ieffnchristen at forderffue. Vedel h. Mariager, Fadervor. t 5v.Kivvornhed, no. kivagtighed; haffue lyst til meeneeder eller kiffuornhed. Vedel, Ligpr. o. Predbj. Podbusk. b 3v.Kivefuld, to. stridbar; Etym 1300 (u. contentiosus). Kivenæb, no. (fsv kivonäb) fremspringende fæstningsværk; ith kiiffueneb offuer søøporthen att beskierme porthen ther aff, om han skuden bleffue (1530, Fr Jessen). Jf SchuL II. 468 b33 f.Kivevand, no. vand, der minder om kiv; dette er kiffue vandet, der som Israels børn kiffuede met herren. 4 Msb 2013 (1550, 1647); det er icke it kiffvevand, som Isaac søgte i Gerar. GHD II. 12; jf 1 Msb 2621.Kivelig, to. indbyrdes stridende; effter lang venlig attraa oc kiffuelig begiering. KP y 4v (hos 3 kvinder om 1 karl). Vis mere +