KedKed, to. kedelig; naar vejen lang og keed for vandringsmanden bliver. Hugo, Siælens Attraa v. Thura. 164. – i nuv. bet. P. Lolle. nr. 383.Ked, to. (svd ke(d)). 2) i nuv. bet.; PL nr 383 (ovf. II. 153 a16); de bleffue ham ked och toge ham sælff til fangge. LyschG l 3; strax bleff keed der aff. GHD I. 198. Jf hælpe-, leve-, sadelk.Kede, no. utilfredshed, mishag; fastidium, hofferdige foract oc kæde. Colding, Etymol. 1281; Nucl. latinit. 386; Gvd giv for sorg og kjede i hjertet fryd og glæde. P. Syv, Cimbr. Sprog. 170; de ere ikke alde, der keede kunde miste (ɔ: som endog kædes i velstand). P. Syv. I. 217.Kede, no. Jf hus-, madk.Kedes, go. 1) være ked af; som lenge haffue kieds wed denne forfengelige werden. Tavsen, Post. vinterd. 17; wij skulle dog were flittige til att giøre got oc ey kiedes der ved. sst. sommerd. 191; ny lære huer følger aff egen vild oc kedis nu fast ved Guds ords føde. Psalmedigtn. I. 44v, 272v; en dommere at høre oc spøre skal ey kædis. Hegelund, Svsanna. 54; naar det kiedis ved ad spatzere. Comenius, Opladne Dør. § 933; Kingo, Sjungek. 163. 2) upersonl.: opstå utilfredshed (mig k. ɔ: jeg bliver ked af); oss kedis dog wed at fiigte met swo sckinbarlige løgen. Biskopper(ne)s Gensvar. i 1v; iche aff nogen lisenhed eller ladhed, att hannom skulde haffue kiedes wed reysen oc ey gide gaad. Tavsen, Post. vinterd. 3v; fastidio, mig kiedis ved. Turson, Vocab. 329.Kedes, go. 1); – wii kies wed saadantt nu (1572). KhS VII. 252. – tm.; VdS fort 18 (ovf. u. forfølje 3)). Kedagtig, to. kedelig. Moth.Kedagtighed, no. = kede. Moth.Kedelse, no. = kedagtighed; fastidium, kedelse eller ledye. Vocab. 1514; også u. tedium. sst.Kedhed, no. = kedelse; gømes han (ɔ: klostersellen) ille, tha fødher han kedheth. Kristi Efterfølg. 33.17 (= l. tædium); Moth.Kedsom, to. 1) kedsommelig; thet scall huerckin siwnis thee wiise keedsompt oc icke heller de faakundige forlangt. P. Eliesen. 147; tædulus, kædsommelig, kædsomt. Colding, Etymol. 1281; saadant slags folck ere de forstandige vederstygelige oc kiedsomme. H. H. Skonning, Hed. Philos. 629; det gifver en meget ond oc kiedsom vey. A. Berntsen. I. 105; da blev bogen alt for stoor og kjedsom. P. Syv. I. b 8v. 2) ked, utilfreds; folcket bleff kedsomt ved veyen. 4. Msb. 21.4 (1550, 1647); ded israelitiske folck vaar kjeedsomt ved deres tilstand i ørcken. Pontopp., Betænkn. 246.Kedsommelig, to. = kedsom 2); hun (ɔ: kærlighed) er icke keedsom. 1. Kor. 13.4 (1524; Chr. Pedersen: keddis icke); det bør icke at giøre dig urolig eller kædsommelig ved den stand. B. Tott. III. 264.Kedsommelig, to. 2) i nuv. bet.; den kiedsommelige vinter. Tdm I. 8v; Etym 595 (ovf. IV. 643 b22); PSO I. 8 (ovf. u. bondehandel).Kedsommelighed, no. = kedhed; alle menniske skulle tage denne sin første befaling oc kald waare oc icke enten aff nogen kiedsommelighed eller løss snarsindighed offuergiffue det. Tavsen, Post. sommerd 162v; haffuer derfor vden forsømmelighed oc kedsommelighed fremfaret i sit kald. Hvitf., Bispekr. bb 1; da faar mand gierne en leede oc keedsommelighed til hans mad. Holst, Oeconomia. V. 134.Kedsomhed, no. 1) = kede; saa lenge wi bære dette legeme, kunde wi icke være vden kedsomhed oc bedrøffuelse. Kemp* 129-30 (= l sine tædio); hvad keedsomhed udi sin hu hver ærlig svend maa kiende. AB I. 126 a. 2) ubehagelighed, kedsommelighed; ErU d 2 (ovf. IV. 369 b24). Vis mere +