KankKank, no.
1) fagter. Moth. Smlgn. Rietz: kank (u. kanka sej).
2) en sygdom; for hvad siugdom i næfne kand, veed jeg at hielpe alle mand, for kunck, for kanck, for strul oc strit. Dr. Hielpeløs. 4. Smlgn. Rietz: kång?Kanke, go.
1) slå med nakken, gøre spotske miner. Moth. Smlgn. Ihre, Gloss. I. 1025; Rietz: kangæs.
2) = kangre. Moth.Kankenakke, no. et overmodigt, spotsk menneske. Moth. Kankre, go. = kanke 1). Moth.

Rapportér et problemfra Kalkars Ordbog Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske Sprog (1300-1700). Bind II

Vis mere +

I andre ordbøger

I andre opslag