HemmelHemmel, no. hjemmel, hjemmelsmand; eth øøgh, som hand haffde jnghen hemmell eller tilstandt til. Allen, Aktstk. 11; hwo som hemmel wil were til tinge, tha skal then, som hembler (1551). Rosenv., Gl. L. IV. 238; hand motte beholle, huess handtt till synn ager indpløgitt hagde epther thet hemell (1559). Rosenv., Gl. D. I. 261; hvo der brøster hemmel, brøster ej reeb. P. Syv. I. 281. Isl. heimili, hjem er ik. (jvfr. n. i hennes eged hemmell. D. Mag. IV. 347; VI. 184), derimod er isl. heimild, hjemmel hunk. (jvfr. Schlyter: hemuld). Smlgn. vanhemmel ndf.Hemmel, no. Jf skog-, uh.Hemmelsbrev, no. skriftlig hjemmel; ingen skal heller fremskicke sit hemelsbreff til tinge, uden hand sender thet bud therhoss, som fuldmyndige er strax at sculle gaa i rette (1551). Rosenv., Gl. L. IV. 239 = Chr. V. D. L. 1-11-3; thet hemelsbreff icke lydde viidere endt paa huess eyendom, handtt mett rette hagde till synn gaardtt (1559). Rosenv., Gl. D. I. 262; instrumentum guarentigiatum, hiemmelsbref. Steph., Nomencl. I. 304 a. Hjemmelsbøde, no. bøde for manglende hjemmel; sætter rector i rette, om m. Ivarus ikke bør at bøde hjemmelsbøden, efterdi han ulovlig har ladet hugge i det, som han har bevist at ligge til hans profes (1596). Khist. Saml. VII. 86.Hjemmelsbøde, no.; bør AC at pleie hiemmels bøder. SR II. 17. Hjemlested, no. et sted, hvor man kan få hjemmel; vden han kand fonge for seg hiemle i hiemlestædt, som swar ther till, till retthe (1515). D. Mag. III. 272.H(j)emle, go.
1) hjemle, tilsikre; bynder jac mic til at frij oc hemblæ alt thettæ forscriffnæ gardh oc gotz myn nadhighæ frwæ, drotning Margretæ. Molb. o. Peters. 8; (1480). D. Mag. I. 272; beplicthe wij oss forskrefne Køpnehaffns borgere forskrefne Særitzløffs godtz ath frij, hemle och fuldkommelighe tilstaa fore oss och fore alde andre, som ther mett retthe poæ kandt tale (1527). Kbhvns. Dipl. I. 368; hues gods, som Hennrick Stampe solde Thomes Gallskytt och hannom icke tillhende och icke kunde hemble hannom (1552). Rosenv., Gl. D. I. 178.
2) bekræfte; sex syøns mendh haffde hiemlit itt fult syøn (1548). Dipl. Viberg. 265; hvilcke otthe dannemend ther hemblitt och beretthe saa (1572). Rosenv., Gl. D. III. 155; hand heller oc hemler hans ord. Hvitf. II. 364.
3) tillade, overlade; skal then, som thet giør eller hiembler thet andre at giøre (1558). Rosenv., Gl. L. IV. 282 (= Chr. V. D. L. 6-17-29); bliffuer thet befunden, att nogen riddermandsmand hiemler nogen att skiude andensteds end paa sit egit. sst. IV. 284; efterdi Gud, der er saa nidkær over sin ære, icke vil hiemle den til nogen anden. Worm, Ligpr. o. Dr. Lovise. 83.
4) h. af = h(j)emle 1); hun skal nok hiemle ham varselen (ɔ: om døden?) af (om en gammel mand, der tager en ung kone). Moth. Smlgn. Schlyter: hemula.H(j)emle, go. Jf tilh., uhemlet.Hjemler, no. hjemmelsmand, den, der hjemler en anden noget; her electus wor theriss hiemblere oc tilstandere ther tiill (1523). D. Mag. 4. R. IV. 103; frue Margretthe hagde verrit hindes tiennere Jens Poulsen hans fulle hemler och tilstander til saa møgitt, handt haffuer pløgitt (1559). Rosenv., Gl. D. I. 261; (1537). sst. II. 41.Hjemmelsfrihed, no. ret til at tilhjemle (sig); efterdi IS hverken for danemænd eller i retten har kendt sig nogen særlig hiemmelsfrihed til samme bog. SR II. 15.Hemmelt, to., se uh.