GravGrav, no. hunk. (∾ isl. gröf); graffuæ tee om kring paulunit een stoer graff oc dyb, sa at nar hun er redæ. Mandev., Rejse. 148.15-16; Gl. D. Bib. 1 Msb. 23.17; myn graff, hun er siw fødher langh. Hr. Michael. 180; lod han kaste en firekant graff, siden gick han ned i hende. Chr. Pedersen. I. 103; Matth. 27.65-66 (Chr. Pedersen); en kaastelig graff ... fuld aff orme hun er. Herm. Weigere. 27v; gav jeg murmesteren, som graven murede op og tillukte hende (1556). Rørdam, Univ. Hist. IV. 122. – flt.; siw mæn til Rom at ga vm kring oc søghe the hælghe mæntz grafuer (1405). Molb. o. Peters. 207; i the samme grauer, han graue lodh. Rimkr. 14v (graue. sst.); Rosenv., Gl. L. V. 214; hwid kalkede graffuer. Matth. 23.27 (Chr. Pedersen, 1550, 1607, 1647, P. Syv. I. 249; 1524: graffue); befestid med graffuer oc daler. Tidemand, Jerusalems Forst. b 2v; Vedel, Saxo. 23, 387; ductus aquæ, vandkonst med render eller graffuer. Colding, Etymol. 333; opfylde grafverne, nedkaste voldene. B. Tott. I. 143; graffver, skantzer, revelin. Gerner, Hesiodus. 67. Jvfr. Pontopp., Gramm. D. 178. – grafwe. Gl. D. Bib. Josv. 22.10; Pallad., S. Ped. Skib. n 2v. – springe i g. (ɔ: borggraven) var en straf for forsømmelse på vagt; faller mynnæ man for slicht, tha sprynghe han i grafuen och liggæ vii natther i stocken. Rosenv., Gl. L. V. 25; jvfr. sst. V. 585. – drab forkyndtes ved den dræbtes grav; Søren Jensen Bramming havde taget sagesløs mand af dage og selv havde ladet bekjende manddød over graven (1598). Jydske Saml. I. 268; han på sin søns vegne ved deres fuldmægtiger havde ladet kjende manddød over graven, der Hans Eskesen (ɔ: den dræbte) blev begraven (1618). sst. VI. 146. Jvfr. Suhm, Saml. I. 2. 105. – kaste nøglerne på graven, se u. nøgel. Smlgn. løbe-, sten-, tørve-, vandgrav. Grav, no. – hank.; kom til graffuen oc en steen war vppaalagd hannom. Joh 1138 (1524; CP: hende). – ik.; giorde et graff i iorden. HelvF fort a 5; – her er rolighed at finde i vort grav. N Brorson, Afsked 31. Jf mnt graf, ht grab. – til II. 68 b36 jf ovf. III. 639 a9. – Jf bul-, fald-, føde-, hjarte-, hvile-, kalke-, klyn(e)-, koning-, kæmpe-, ler-, lim-, læbe-, menje-, metal-, morde-, nakke-, skans-, slots-, stads-, styrte-, tvætte-, vælte-, ære-, øgeg.Gravfæstning, no. jordfæstelse, begravelse; for den bondes ligs graffestnings forsømmelse (1669). Sæl. Tegn. (A. L.). Smlgn. Aasen: gravfesting.Gravged, no. dyrenavn; oryx Moth. Mulig er ordet dannet af Moth efter det gr. navn. Om grunden til navnet se Brehm, Thierleben. I. 2. 550.Gravryg, no. et slags gravminde, cippus, graffryg. Colding, Etymol. 220. Efter Moth: et trædække på bøndergrave. Gravskrift, no. ik.; Hiarne giorde et kunstigt grav-skrivt over k. Frode. P. Syv, Cimbr. Sprog. 109; kommer at oprette et graf-skrift til et ævigt tegn her hos hans graf at sætte. Kingo, Sæbygd. Kokl. b 7v. – flt.; ieg kunde her vdi faa ydermere vnderuisning aff gamle graffscriffte. Wegener. 155 not.Gravskrift, no. – fk.; Hvf II. 11 (ovf. III. 471 a35); din gravskrifft setter jeg her til et ævigt minde. Naur c 4. Sv grafskrift hunk. – flt.; ComD § 754 (ovf. III. 329 a35). Gravsted, no. fk.; nu har vi en gravsted funden. Kingo, Psalmeb. 463. Smlgn. sted.Gravsted, no. – ik.; Hex 186 (ovf. III. 59 a14), 191 (ovf. u. blomme 1)).Gravstyld, no. gravtyveri. Moth. Smlgn. styld.Gravstyld, no.; Steph I. (1645) 306 a (= sepulchrum violatum; udg 1692 og flgd.: grafskyld, vist trykfejl). Gravsvin, no. grævling; grafswin, tabalus. Småstykker. 35.18. Smlgn. sv. gräfsvin. Gravtræ, no. = gravryg. Moth.Gravtræ, no.; den bygning, som giøres paa kirkegaarden med gravtræer over de døde (1591). RdKl II. 517. Jf FeilbO.Grave, go. 1) i nuv. bet. dat. stærk.; groff han andræ brynnæ. Gl. D. Bib. 1. Msb. 28.18; groffwe. 2. Msb. 26.21 (Gl. D. Bib.; 1550, 1647); hand groff en grøfft (1543). Rosenv., Gl. D. I. 75; de sextusinde børnepander, de groffue op. Pallad., S. Ped. Skib. m 1; Vedel, Saxo. 13; der Adam groff oc Eva spand. S. Terkelsen, Astreæ. Sjungek. I. 60 (jvfr. P. Syv. I. 5) – hand hiertet neder i iorden gruo. P. Smed. c 4v. I Pontopp., Gramm. D 278 og P. Syv, Sprogkunst. 33 findes kun dat.: grov; i Højsgaard, Gramm. 90 både grov og gravede. Medens isl. grafa og n. grava endnu have stærk bøjning, har sv. gräfva nu overvejende dat.: gräfde, jvfr. Rydqvist. I. 173, 252. 2) begrave; sancta Sophia togh there legome oc smorde thom met aromata oc groff thom siden. Hell. Kvinder. 87.14-19. 3) gravere, indgrave; Moth; vor nattergale sang af Damon graven staar i hvide marmor. Holb. M. poet. Skr. (v. Liebenb.) 55. – graved rust og bøsse-slud giør sielden een til greve. Kingo, Sæbygd. Kokl. a 6. Her egenlig: som har ædt sig ind. Smlgn. be-, for-, ind-, neder-, op-, ud-, undergrave.Grave, go. 1) – g. en andens mine, se d. o. 2); HKv 599 (ovf. u. diakne). 3); RD I. 218 (ovf. III. 452 a21); sculpo, graffuer i steen. Etym 1128; Steph II. 1269; Naur kk 4v (ovf. III. 462 b25); – beredde deris billeder oc groe dem vd. Lyndsay 43. Jf bort-, he(de)n-, jord-, om-, omkring-, over-, tilg.Gravryst, no. gravrust, det at været jordslåt; faar fire marck it sticke setter, fuld aff graffrøst oc onde pletter. Herm. Weigere. 4; ærugo, kobber ryst, graffryst. Colding, Etymol. 17. – også om ondt sind; pro insidiosa malevolentia, qva forma nos dicimus: der er graff rust i hannem. Colding, Etymol. 17. – men eders dyre pund ej maatte saa fortæres af stilheds graverust. Bording. I. 170. Smlgn. rystet ndf. og Aasen: ryst (u. rust).Gravrustet, to. jordslåt. Moth.Gravstikker, no. gravør. Moth.Gravstil, no. gravstikke; tudicula, graff styl. Vocab. 1514, cælum, graffstick, graffstiil. Colding, Etymol. 137. Smlgn. stil.Gravelse, no. udgravning, udskæring; viide oc skinnende pallatzer med paneel, tappeter oc graffvelse. Synders Speigel. I. 103.Gravelse, no. Jf be-, omkring-, udg.Gravere, no. graver; fossor, grauere. Vocab. 1514; Turson, Vocab. 101; Colding, Etymol. 460.Gravere, no. Jf be-, brønd-, døde- (V. 199 a5), lig-, malm-, sølv-, udg.Graversvend, no. arbejder ved jordarbejde; hans udgift, som han haver givet graversvende og voldmestere for arbeide paa volde og graver (1554). N. D. Mag. II. 177.Gravand, no. (sv grafand) anas tadorna; Etym 57 (ovf. I. 211 a11; Dict: graffaand); DSt 1909 60.Grav(s)bred, no. rand af (ens) grav; de (ɔ: de gamle) gaa paa graffsbredden. Pros 243; – gravbred. M; v Aph I. 255 b.Gravdigt, no. (holl grafdicht) sørgedigt; der for sin venlig art i ald sin qvinde-plict bekom denn' herlig graffve - dict. TkH 43; M.Gravgås, no. = gravand; Hex 209 (ovf. V. 140 b1); DSt 1909 59.Gravhund, no. grævlingehund. M. Jf FeilbO.Gravkone, no. kone, der om søndagen strør urter eller sand på grave. M.Gravkors, no. kors ved en grav; Etym 220 (u. cippus). Efter M: krusifix.Gravminde, no. i nuv. bet.; haffuer hand paa hendis grab oprettet et graffminde. Bunt* I. 98.Gravsand, no. sand, der opgraves; Etym 460 (= arena fossitia); M. Jf sandgrav. Gravskyld, se gravstyld.Gravso, no. 1) rodende so; Etym 1126 (u. scrofa); M. 2) lille tyk kvinde. M. 3) menneske, der altid roder i jorden. M. 4) spøgelse ved grave i svineskikkelse. M. Jf FeilbO.Gravsten, no. (fsv grafsten) i nuv. bet.; tho tuekløffuede steene, wdi huilcke graffsteenen laa med begge ender (1623). DS2 VI. 158; årb 1897 250 (ovf. V. 272 b52); besegler de dend store gravesteen. Naur hh 4.Gravstøtte, no. i nuv. bet.; M.Gravsøger, no. redskab til at undersøge jordlagene ved en (påtænkt) gravplads; (1665). KhS5 I. 331. Jf BW VI. 323: söker 2) ɔ: die stange der todtengräber.Gravstikke, no. i nuv. bet.; MP 125 (ovf. III. 529 b6), jf ovf. II. 69 b23; Steph I. 276 b; der offven paa et vintræ ved hans grafsticker staar. Buc* b 2v b; mulig et.; jf gravstikkel. Werner I. 418; sv grafstickel.Graverløn, no. betaling for at grave (grave til afdøde); skal graffuerlønnen settis for en visz taxt, oc graffueren plictig at kaste graffuene vel dybe (1643). Rsv* IV. 431.Graverpenninge, no. = graverløn; hues klockernis lønn for ringen och thisligeste graffuer pendinge belanger (1578). KD I. 472. Jf pen(nin)ge 1).Graverskat, no. skat til udgifter ved fæstningsværker; den paabudte pengeskat, madskat og graverskat (1654). HT8 I. 441. Jf sst. 433. Gravning, no. (isl grafningr) i nuv. bet.; Etym 460 (u. fossio); NL 454. Jf udg. Vis mere +