FøljeFølje, go.
1) følge; thz Gudh willæ ey lade hannum leffue i gen men føliæ tha meg. Rimkr. 14v; the wildæ ikke fylgæ mek. Gl. D. Bib. 4. Msb. 32.11; bm.: fylger. sst. Dom. 3.28 (1550: følger). – dat.: han fylgedhe herræn. Gl. D. Bib. 5. Msb. 1.36; the xxm., hanum følgede. Romant. Digtn. III. 91.22 (= Chr. Pedersen. V. 62.34); folde. sst. III. 133.4; 137.5; 154.15; (= følde. Chr. Pedersen. V. 91.14; følgede; sst. lin. 31); følgede. sst. 94.8; følde. sst. 105.13) fwlde. sst. 154.15 (= følgede. Chr. Pedersen. V. 105.16); teg føldhe lidet af thet til grafue (1510). N. D. Mag. II. 323; fvlde. sst. II. 327; Malmøb. 48; P. Smed. f 4v; folcket, som gick faare oc følde effter. Tidemand, Post. I. 3 (= Matth. 21.9; 1550: fulde); i følde vor broders legeme til sin huilested. N. Hemmingssøn, Ligpr. o. Herluf Trolle. b 6v; hand følgede i fordum tide Adeldagum af Italien. Hvitf. I. 113; (1672). Stolpe, Dagspressen i Dmrk. II. 197; en stor mængde folk følgede med (1690). D. Mag. V. 285. – fulde. Mod. confit. 16; fwlle. sst. 21; fulte. Jammersm. 30. – tm.: om hunn nogen tiidt hagde følt Gøde spandemagers tiill Dorethie iudekones (1544). D. Mag. 3. R. I. 60; dat.: følde. sst.; den w-lægelige kaald fyr er siden følget der efter. S. Paulli, Flora Dan. 357 K; Chr. IV. Breve. I. 259; Suhm, Saml. II. 3. 146; paa hwad stj jeg vilde traade, har du følget med. Kingo, Sjungek. I. 17; hand ville følget armeen. Vaupell, Griffenfeld. II. 149, 145; hand haffde følget nogle herremænd hiem. P. Resen. 437.
2) hænge ved, tilhøre, tilfalde; den skødeløshed, der dennom fyl wed S. Hanses predicken. Tavsen, Post. vinterd. 27v; same thre gaarde altiidt sidenn haffuer fuldt her Erich Otthessenn och hanss arffuinger (1552). Rosenv., Gl. D. I. 183; Jens Jørgensen icke kand afbeuise samme gaardt sig att tilhøre, och icke heller haffuer samme gaardt føltt hannom (1573). sst. III. 215, 245; (1585). sst. IV. 69; (1595). Khist. Saml. III. 57; om de Suenske maa følge, hues godtz de haffuer her vdi rigit, da skal hannom oc følge hans. Hvitf. VIII. 146; Suendztrup gaard, som endnu fylger kongen vdi voris tid. Lyschand. 128; ingen maatte udføre noget svofvel aff landet, men det alleene at følge hans majest. P. Resen. 55, 155.
3) udføre, forfølge; skal hand ej mere giffue end 1 øre pendinge, att hand maa thellig embede føllge. Ro- senv., Gl. L. V. 131; hand med stor loff fulde krien imod de Rommere. Lyschand. 168. – een drab - sag, som hanndtt haffde fultt offuer een hanns thienere (1592). Rosenv., Gl. D. IV. 352.
4) erklære (sandemændene) berettigede til at afsige kendelse; schall fougden thage thu mendtt aff stocke [til at] følge sanndmenndt thill att giøre rett thoug, opstaa och sige: vy haffuer hørt rett forfølling her paa thinge paa thenn sag, thy følge vy thisse gode menndt thil thoug. D. Mag. 3. R. I. 219; tha wi (ɔ: sandemændene) ower wor och wor fylth och melth och til krawith ath giøre markskieil (1538). O. Nielsen, Gl. Tingsvidner. 88. 9-11. Isl. fylgja har ikke aflyd i dat. el. tm.; men den findes både tidlig i Dansk (se Lund og Lyngby, Udsagnso. i j. L. 32) og til dels i Norsk (se Aasen: fylgja) og Svensk (se Rydqvist. I. 80, 337). Smlgn. Schlyter: fylghia; Sch. u. L.: volgen samt efter-, for-, fuld-, med-, tilfølje.Følje, go.
1); – nm.; schulle alle brydre fwlghe ham til hans soghenkyrcke. Nyr II. 125; – synden skal aldræ saa gaffnlegh væræ til værælzens gaffn oc aldræ saa løstælegh til legæmeth ath føluæ. Luc 62. – komme, blive udleveret; at der ey er følgid penge paa hans may ordre (1644). HT III. 452. Jf s 339 a16. – f. efter, se efterfølje.
2) – nm.; HKv 342 (ovf. u. forti); filge. sst. 715. – holde ved, stå bi; hand igientog disse ord, medn maalet vilde noget følge hannem. RsH c 6-6v. – passe, gælde; et ordsprog ellers er, som sæder meest og følger. AB II. 177. Jf ovf. III. 848 b48 ff.
3); huat idræt tok K oc A tøm først til adh føluæ. Luc 35.
5) lf. gensidesvirk.; hand seer, om hiertet oc munden følgis. Hegelund, Liff oc Død a 3v; som fyldteds med hannem neder ad gaden (1599). RdU IV. 461; til himlen jeg i dine fied saa gierne følges vilde. KPs 656; – lad haand og mund og hierte følgis altid ad. KS 189. – sendes, leveres; att udi kramboden intid følgis til hans may. skreder. HT III. 452. Jf s 338 b51. – Jf af-, fram-, heden-, op-, over-, påf.Følgebrev, no. overdragelsesdokument, skøde, særlig det brev, der ved en forlening udstædtes til lenets beboere; andhet gotz och renthe, som her i thette bref ey benefnes, men i andre myne følle bref (1464). N. D. Mag. I. 156; (1474). D. Mag. II. 19; wii thilskikke thig och saa her hoss wortt følgebreff thil bønderne wdi forskreffne leen (1580). sst. II. 211; then wisse oc uwisse indkomst, rente oc hærlighedt, som hand haffuer opboritt aff kongl. maists. oc cronens bønder i Slaugsherridt, siden han først fick følgebreff til samme herritt (1598). sst. IV. 267; hagde dog ingenn andenn atkom eller fylligbreff, som hand eller hans hustrues fader hagde til samme schøde, ey heller nogenn handscrifft (1543). Rosenv., Gl. D. II. 136; (1574). sst. III. 244; (1591). sst. 289; huilcke gielldbreffue hun strax till thennom lodt offuerantuorde och gaff thennom therpaa sith føllgebreff (1594). sst. IV. 419; hand gaff kongen aff Skotland sit følgebreff til vndersaatterne paa Orckenør, at de hannem skulde vere hørig oc lydig. Hvitf. V. 190; IV. 198. Forklaringen hos A. Berntsen. III. 335: følge breff er den missive eller det breff, som bønderne, paa godset ere boende, aff dem, som godsit hafver eyget, tilskriffvis, hvorudi hand dem lader vijde, hand godsit til den mand affhend haffver, jvfr. sst. III. 403, er for snæver. Derimod findes ordet brugt om en opfordring til at vise lydighed: Dan. r. raadtz følligebreff tiill alle lenssmendt wdj Nørre - Judtlandt. N. D. Mag. II. 198 i overskr. (i texten: haffue wij ladett woris obne breff wdgange tiill menyge landtzens indbyggere, att thee wille were Dan. r. raadt hørriige lydiige oc følligacthiige). Smlgn. Sch. u. L.: volgebref; Frisch, Teutsch. -lat. Wb.: folgbrief.Følgeflok, no. følge, tilhængere; hans faure følge-flok og i hans hæle stood, som de, der trode ham alt deris liiv og blood. Kingo, Chr. V. anhang. c 4v. Følgagtig, to.
1) følgende, villig til at følge og hjælpe, lydig; wære hannom følgachtige oc bistendige at drage ind i Skaane. Dipl. Chr. I. 372; nar wij kommende worde vdi eet rige vtaff thet annet, tha skulle nagre aff thes riges raad, ther wii till kommendes worde, møde oss wde wid landemerket oc swo oss følgachtige wære ind i riget met grwd oc gislæ (1483). Geh. Ark. årsb. II. 53; (1501). sst. IV. 297; (1533). N. D. Mag. II. 197; Tavsen. 234; han giorde dennom saa willige oc fylachtige, att de aff inthet lode seg igienholde. Tavsen, Post. sommerd. 163; were oc bliiffue hans koninglige maiestat udi alt hørsame underdanighed hørige, lydige oc følgactige (1536). Rosenv., Gl. L. IV. 162; dervdinden ere vnderdanene deris øffrighed skyldige at være følafftige oc lydige. Herm. Weigere. 150v; (1558). Rosenv., Gl. L. I. 257; (1564). D. Mag. III. 192; (1611). sst. I. 212; der som i følgactig bliffue deris oc mit raad. Hvitf. VIII. 248; obsequor, er følgactig. Colding, Etymol. 1152; Steph., Nomencl. II. 950; Nucleus latinit. 1628.
2) til rede for, til (ens) rådighed, tilhørende; die (ɔ: dokumenter) effter hans død schulle verre academiet følgactige (1624). Rørdam, Lyskander. 157; du sliig anordning skaldt gøre, at forbenente gaarde hinder vden uydere anfoddering bliiffuer følgactige. Chr. IV. Breve. I. 396; bliffuer det hannem da for en billig biergeløn følgactig. A. Berntsen. II. 134; huis ieg aff køckenet oc kelderen begierte, skulle de mig lade følgactig were. Jammersm. 80; (1670). D. Saml. I. 301; de skulde med saadan deris begiæring lade penningene efter pantebrevets liudelse være følgactige. P. Resen. 4, 244; Chr. V. D. L. 5-3- 37; (1686). Geh. Ark. årsb. II. 271. Smlgn. sv. följaktig.Følgagtighed, no. lydighed; obsequium, følgactighed. Colding, Etymol. 1152; Nucleus latinit. 1629. – sv. fölgactogheth (1504). Geh. Ark. årsb. IV. 313. Følgagtighed, no.; wor lydelse oc fyllaftighed, att wij lyde Guds kald. TSd 279v.Føl(g)je, no. følge; alle the, mett hannom wore udi ferd oc følgie (1558). Rosenv., Gl. L. IV. 264; hand haffuer dend i følie met sig. Grundtv., Folkev. I. 124 b.Følg(j)e, no.; fk.; en kongelig gesant med vel en herlig følge kom over salten bølge. AB II. 176. – i flok og f., se ovf. V. 255 a25. – i færd og f., se færd 1). Jf efter-, lig-, med-, på-, tilf.Følsgods, no. gods, der ej skal deles, men følges ad. Moth.Følgeseddel, no. skriftlig optegnelse (som bilag); en hver dags paa tiende-boden udstedde følge-seddeler (hvor udi skal styckvjs specificeris, hvad til tiende er betalt). Fdg 27/5 1686 68.Følgestøtte, no. ledsagende støtte; hand paa min reyse min følge-støtte bliver. KS 201. Jf 2 Msb 1321-2.Følgesvend, no. i nuv. bet.; Etym 356 (u. comes), 918 (u. circumpedes); hvor herlig gaar du frem med disse følge-svenne. KC a 2.Følgelig, se efter-, uf. Følgelse, no. det at følge, efterfølgelse; til saadan følgelsse som disse apostle icke bliiffue kallede. Corv II. 51. Jf efter-, for-, fuldf.Følgenhed, se medf.Følgere, se efter-, for-, læn-, medf.Følgerinde, se medf.Følging, se efter-, forf.