FordøveFordø(v)e, go.
1) fordøje; digero, at fordøwe. Vocab. 1514 (fordøer. Colding, Etymol. 514; fordøjer. Steph., Nomencl. II. 446); siel er icke andet, end vort liff, huad som taler, hører, seer, æder, dricker, fordeuer. Tidemand, Post. III. 60.
2) befordre fordøjelsen; det brende vandt drucket fordøffuer eller forterer vel. H. Smith, Vrtegaardt. 1546. 5.
3) bortødsle, fortære; assolus, som fordower syt gotz. Vocab. 1514; degulo, at fordøuwe. sst. Smlgn. Sch. u. L.: vordouwen og døve og fordøje ovf.Fordøvelig, to. fordøjelig; æde kaald, fordøffvelig spise. N. M. Aalborg, Lægeb. 124; fordøffuelig spijse, som er ungt lammekiød. J. L. Wolff, Diarium. II. 74. Fordøvelig (-hed), jf uf.Fordø(v)else, no.
1) fordøjelse; digestio, fordouelse. Vocab. 1514; hielper fordøwelsen. H. Smith, Vrtegaardt. 1546. 6; derfor giffvis den (ɔ: lægemidlet) meenlig ind om morgenen, naar fordøffvelsen i maffven er skeet. N. M. Aalborg, Lægebog. a 5; vandet ... føder icke, men fodrer fordøffvelsen. sst. 21.
2) ødselhed, frådseri; degulatio; fordøelse. Vocab. 1514.Fordøning, no. fordøjelse; digestio cibi, fordøning. Colding, Etymol. 514 (Dict. Herlov.: fordøjning.).