DrabDrab, no. stød, bevægelse; aff thenne røsth alle the høffding, the drøffdis, oc vort so megit drap i folkit, at somme trodæ, oc somme trode ey. Hell. Kvinder. 78.32. Drab, no. (isl dráp) i nuv. bet.; (1593). Rsv IV. 356 (ovf. I. 4 a14); Etym 137 (ovf. II. 197 b5), 805 (u. nex). – Jf fæ-, mand-, mordd.Drabe, go. 1) ramme; naar dennom draber meget wløcke oc angest ... haffuer ey denne megle wløcke drabt meg, fordi att Gud er icke med mig. Tavsen. 5. Msb. 31.17 (1550, 1647: kommer offuer.). 2) dræbe; om øxe springer aff schafftet oc draber mennische. Rosenv., Gl. L. IV. 32; thenz arffwinge, som drabenn wordt (1547). sst. IV. 219. 3) kæmpe; oc sagde sigh at haffue drabeth meth finnen fore spissen aff hoffuit-bannereth (1470). D. Mag. I. 267; de drabede met huer andre oc verede sig met skiold oc spiud. 2. Mak. 5.3 (1607: dræbte.); saa tilige, som soel gick op, drabede de tilsammen. 2. Mark. 10.28 (1550, 1607; 1647: drabte.); Nah. 2.3; haffde bestillit nogle hageskyttere, som skulde skut ind paa reysen tøgit, naar de drabte sammen. Hvitf. IX. p 1v. 4) evne, forslå. Moth; her haffue wij atter troens exempel oc end det, noget draber. Tavsen, Post. sommerd. 222. Drabe, go. 1); døtzins sorg haffde meg beslagett, oc heluedis angist drabbedt meg. Ps 1163 (FV); angist oc nødt haffue meg drabbett. sst. 119143 (1550 begge st.: rammet paa); Heg 32. – d. på ɔ: vedrøre; de rette howed stycker, som all meest drabe ind paa hanss guddommelige willie. TSd 263. 4); hvad kand saadan en føje ting drabe og forslaae. VdSv fort b 6v. 5) hævde, fastslå; denne wdleggelse draber S Powel, der han lærer. Msb v T fort b 4v. Drabtyg, no. rustning, vå- ben; giffuer jeg Egertt Henricsøn myn drabtøg (1537). D. Mag. VI. 52; sielffierde gerøst mett kiorritzs, drabtøg oc iiii gla(vind). (1552). (A. L.); 6 drabtøygh, eth kyøretz. V. Simonsen, De dske. Ruder. I. 99; 200 velberustede karle oc hæste met drabetøg oc glaffuind. Hvitf. VIII. 163. Smlgn. æ. sv. drabbtyg og tyg ndf.Dræbe, go. 1) slå, støde; sancta Margareta drap hannum i haar oc castæ a iordh. Hell. Kvinder. 33.9; – Borckord dræbte paa Aluildis hielm, saa den falt aff hendis hoffuet. Vedel, Saxo. 144; som de rende sammen, dræbte herr Iffuer Lunge Jørgen Tegnagel ret vdi hielmenettit. Hvitf. VII. 118; bestillede en der vden for med et langt spiud ... saa skulde hand drebe ind oc igennem sticke hannem. Lyschand. 275; dræbte dravanteren til met sin hellebaar. P. Resen. 170. 2) ramme, træffe; loddett dreffte en hanns høffuitzmendh och slog hanom armen i tuo (1563). N. D. Mag. VI. 150; en skød effter hannem met en pil oc dræbte hannem tuert igennem hans kiortel. Vedel, Saxo. 155; Saxonis mening vaar icke ret dræbt. sst. fort. 19; Steen Sture bleff vdi andit skud aff it lod dræbt vdi hans laar. Hvitf. VII. 122; VIII. 97; huor du kand icke den rette vey dræbe, du rider saa langt der om. Grundtv., Folkev. III. 531 b. 3) angribe; søgte met oprect fane did oc dræbte ret tuert ind paa nogle aff sine stallbrødre. Vedel, Saxo. 322; den vdualde kongis rytthere drebte ret lige paa det hull, som gick aff samme vogenborge. Hvitf. VIII. 97; dreffuede de hertugens folck an ved Planckæ. sst. VI. 147; III. 533 ir. 4) kæmpe; der begge hær komme nu saa nær, at de skulde dræbe imod huer andre. Vedel, Saxo. 355, 314; i det hand dreffte med greffue Moncomir. Lyschand. 613; stillede sig udi deris slact-ordning, som de vilde dræbe med de Danske. P. Resen. 175. 5) dræbe; han drap sina brøder. S. R. D. I. 31; ieg drab meg mz myn eghen handh. Rimkr. b 4; han drob alle sinæ brøthere. N. D. Mag. V. 165; drab. sst. V. 170; thu drapt myn broder. Hell. Kvinder. 33.4; dræpen. sst. 34.33; drap alle the, som icke wille worde cristen. Romant. Digtn. III. 156.3 (= Chr. Pedersen. V. 106.7); drapæ. sst. III. 91.12 (= drebte. Chr. Pedersen. V. 62.26); dreppte. sst. III. 130.18 (= drebede. Chr. Pedersen. V. 89. 29). – the forrædere ware alle dræpne. sst. III. 9.8; aldrigh worte jeth rener liiff dræben. sst. I. 247; allæ mæn dræpnæ. Gl. D. Bib. 1. Msb. 34.25. – dat.: dræpte. Herm. Weigere. 85. – tm.; der Ananus oc Iesus wore dræbte. Tidemand, Jerusalems Forst. a 8. Smlgn. Lyngby, Udsagnso. i j. L. 19. Ordet er tidligere bøjet stærkt både i Nordisk (jvfr. isl. drepa, Rydqvist. I. 154) og Tysk (jvfr. Sch. u. L.: drepen, ags. drepan.). men er også i nuv. Svensk gåt over til den sv. bøjning.Dræbedolk, no. dolk; aldt, hvad der styyrter need for spyyd og dræbe-dolk. Thura, Poet. Sager. 301.Dræbekule, no. morderkule; de trøsteløse siæle drog aff dødsens dræbe-kule. Kingo, Psalmeb. 640.Dræbepil, no. dræbende pil; vil og Satan friste mig med sine dræbepile. Psalmedigtn. I. 380 a.Dræbepil, no.; med hiertet fuldt aff dræbe-piil. KPs 410.Dræbestrikke, no. dræbende snare; rige folk det feede drikker offte sig til dræbe-strikker. Kingo, Psalmeb. 493.Dræbesværd, no. slagsværd; it dræbe suerd, it stort slagsuerd. Ezek. 21.19 (1550, 1647; Luther: würgeschwerdt.); hvor til sex hundred mænd i marken færdig stood med dræbe-sværd om lænd. Kingo, Chr. V. anhang. f 1.Dræbeværk, no. 1) skyts; om da du vilde klamre med alt det dræbe - verk. Kingo, Kronborg. b 1v. 2) kamp; hand frygter ey at gaa i dette dræbe-verk, enddog med Svensken hand er ikke lige sterk. Kingo, Chr. V. anhang. f 3v. Dræbeværk, no. 3) drab; at du (ɔ: døden) dit dræbeverk bestiller og dennem af verden rykker bort. AB I. 145.Drabelig (dræbelig), to. vigtig, stor, udmærket; hulle wi strijd i langhen tijd wore land tijl drabelig skade. Rimkr. i 1; om ther er nogher stoor tilsogning oc drabelicht offer kommer (1458). Barner, Fam. Rosen- krantz.s Hist. I. dipl. 97; mange draffuelige oc merkelige riigens werffue och ærende (1533). Rosenv., Gl. L. IV. 145; (1550). Engelstoft, Universitets Annal. 1811. II. 51; denne drabelige oc høye artikel, ieg tror paa Iesum Christum. Tidemand, Sjæl. Urtegd. d 4; Pallad., Visitatsb. 8.25; vdi relligionen oc andre drabelige sager. Vedel, Saxo. fort. 6; (1591). Rosenv., Gl. D. IV. 281; landet til en drabelig skade. Hvitf. IV. 59; – haffuer hand skafft mennisket for dræffuelige sager. N. Hemmingssøn, Om Ecteskab. 1572. 52; dyre helte oc drefflige mends historier. Ranch. 10; dreblige. sst. 29; en fornemmer, dræbelig, høylærdt oc vide forfaren herre. Lyschand. 77; dreffuelige oc driffuendis aarsage. sst. 554; ieg hafver ej endnu seet dend, som var din lige i dreflig siirlighed. P. Syv, Cimbr. Sprog. 169; J. Holst, Oeconomia nova. V. fort. 2. – Som bio. meget, med eftertryk; wij wore saa drabelig glade. Rimkr. h 3; oss drebeligen oc aluerligen byudis. Fr. Vormordsen, Håndbog om Messen. a 1v; disse fribyttere giorde drefflig stor skade. Hvitf. VI. 61. Smlgn. Sch. u. L.: drepelik og drepeliken.Drabelig, to. Som bio.; huorudi Sylvia strax loed sig see saa drefflig skiøn och deylig. Urfé, Astrea. III. 59.Dra[æ]belig, to.; denne quinde haffuer faaet saa dræbelig en troo til hannem. TSd 311; se I.* 49 b. Jf en-, fordræflig.Dræbelse, no. drab; jugulatio, ihielslet, dræbelse. Colding, Etymol. 601.Dræbelse, no. Jf mandd. Dræbere (drabere), no. 1) drabsmand; bliffuer nogen myurdt, och draberen iche findes. Rosenv., Gl. L. IV. 31. Smlgn. Schlyter: drapare. 2) slagter; Ihesus Christus stodh tyende for Herode som ith lamb, ther ær i dræperens hender. Mod. confit. 16. Dræbere, no.; at vi icke skulle være som sielff voris egen siæles dræbere. J. Rosenkrands, Undervisn. 93.Dræ[a]bere, no. 1); se I.* 49 b; om endskiønt saadan en mand sloges ihiel, skal ingen forgribe sig paa draberen. ChrVA § 103. Jf mand-, mennesked.Dræbning, no. 1) angreb el. lejlighed til dette, ram; at de langt borte kunde faa ret dræbning paa fienderne. Vedel, Saxo. 157; hand hafde ret drefning ind paa dennem, oc deris folck begyndte flux at falde. P. Resen. 137; naar mand lacker ner imod fienderne, och drebningen er forordnit at skall angaa (1611). N. D. Mag. III. 187; hand efter krigsbrug dem loed i slagtordning føre, ret som de skulde strax til slags og dræbning giøre. Bording. II. 106, 6. – 2) kamp, slag; beklemte dennem, at de kunde icke komme til at slaa deris slactordning oc komme til ret dræbning met dennem. Vedel, Hundrede Viser. nr. 48; Vedel, Saxo. 312; Ranch. 34; bleff nu atter ihielslagen en stor hob aff de christne i de otte dræbninger. Hvitf. I. 66; III. 386; Christoffer van Felten kom vdi en iil der til rendendis met hans ryttere tilige nock, som dræbningen skede. sst. IX. p 2; der bleff en mectig dræffning. Lyschand. 79, 275; valdsteden, hvor hand tycte, at dreffningen best kunde falde. P. Resen. 136; Comenius, Opladne Dør. § 715. 3) træfning (del af en slagorden); selff stillet hand sig ind udi den første drebning imod forvacten. P. Resen. 137.Dræ[a]bning, no. 1); – nogle fjendtlige eskadroner, der endnu ikke havde været i drabning. HT7 II. 20. – drab (dødelse); skal hand (ɔ: dåben) paaminde oss om kiødsens dræbning. HemmP* I. 161.Drabsbog, no. lov (afsnit) om drabssager; bunde i arffuebogen mercker hussbonden, men vdi drabsbog mercker det sagvolderen. HelvF e 5.Drabsmand, no. i nuv. bet.; Etym 379 (u. interfector); DL qqqqqq 3v.Drabssag, no. i nuv. bet.; DL qqqqqq 3v. Drabssten, no. dræbende sten; ere dog intet andet end drabssteene, Davids slyngesteene. GHD I. 301. Drabepil, no. = dræbepil; døden daglig hvetter sin drabe-piil. DV VIII. 613.Dræbebed, no. valplads; SortS 65 (ovf. IV. 985 b37).Dræbeild, no. dræbende ild; undfik hannem med cartovers fulde skaale af død og dræbe-ild. DV VIII. 622.Dræbemen, no. dræbende skade; den røde rosen-kind har intet luttret blod fra dødens dræbe-meen. DV IV. 300. Jf men 1) (III. 74 b34).Dræbenål, no. dræbende nål; til døden hiertet faaer brudt med sin dræbenaal. DV IX. 668.Dræbetand, no. dræbende tand; smules hen i støv ved dødens dræbetand. DV IX. 666. Dræbetøj, no. = drabtyg; med horn de væbned er og deres dræbe-tøy i skummel mine bær. Wiel XII. 470. Vis mere +