BodBod, no. fk. o. ik. (Lund: both.)
1) bud (tidende, sendebud.); the sændæ both til Dan kuning, at han skulde komæ oc hiælpæ thæm. N. D. Mag. V. 163; the swene lodh bodh til konningen fare. Romant. Digtn. I. 295 = bvd. sst. II. 296; min herre haffuer eder boden sendt. Grundtv., Folkev. I. 145 a; sst. II. 205 a; ieg will din bud till min skaber gaa. sst. II. 626 b.
2) befaling; iach var ey soa derff, at iec tordæ offræ, vten om thit both hafde giffuit mech voldh til at offræ. Hell. Kvinder. 3.11; tha kom eth both af Augustus keiser, at alle skulde fare til theris egeth fæderneland. sst. 9.1.
3) i b. (isl. í boƀi.) = til rede; ingenn stalltt iumfru well ieg haffue, thett meg ind wor kyeserens datter y buod. Grundtv., Folkev. II. 425 a = kunnd ieg ennd keiserens daatter faa. sst. II. 429 a.
4) tyende, arbejder; liger noginn mandtz budt hoss thenum (ɔ: kvæg) och lader thøger slebbe (1598). Hist. Tidskr. I. 451; huilcken mand, som will ny offn opsette, da skall huer mand hielpe hanum med ett ført bud en dag. sst. I. 454. Smlgn. sende-, tjenestebud.Budbryder, no. lovovertræder; so, som Gudsz budbryter aff iøtzske folk giorde scole, hwar the numme hedenske sidh. H. Suso. 39.36.Bodel, no. gæstebud; han wil heller til bodel ride, en han tør her widh kielden stride. Romant. Digtn. I. 54 = buddell. sst. II. 179; Smlgn. Schlyter: budhøl; Kirkeårets Søndags-Evangelier v. Brandt. 25.21; Molb. Diall.: boiel. – Hos Moth: bojel, gestebud, hand har væren til bojel i dag ɔ: hand har fåedt et got lif fuldt af hug – bojelmad, bryllupskost. Smlgn. barnsøl.Bo(d)el, no. Jf blå-, bred-, storeb.Bodel, no. Jf julebojel.Bodkavle, no. (Schlyter: buþ;kafli.) budstikke; konungh Wittelyn lodh bodh kafflæ go ouer alt hans landh, hannum kam folk till hwer dagh. Romant. Digtn. III. 101.23. = budskaff. Chr. Pedersen. V. 69.33.Bodmunnuget, no. gilde; i skynde ether till ether døth ensæ til eth goth bothmunnugheth. Hell. Kvinder. 57.4; Som af udg. bemærket, må sidste del af ordet være = isl. mungát, øl; smlgn.: bodel.Bodord, no. (isl. boƀorƀ.) bud; thin dom ær ondh oc thine bodord æræ vrætte. Hell. Kvinder. 84.17; the haffue eij holt hans bodordh. De 15 Tegn før Dommedag. 1509. c 3v; tw skalt gøme allæ hans budordhe. Gl. D. Bib. 2. Msb. 15.26; vor Herris ti budord. Pallad., S. Ped. Skib l 1; Pallad., K. Bibl. årsb. II. 280; P. Eliesen. 4; Mod. confit. 1, 7; Malmøb. 23v; leffue effter Ihesu Cristi budord. Chr. Pedersen. I. 25; Psalmebb. I. 18; (1530). D. Mag. II. 111; lad mig lyde dine budord. Kingo, Sjungek. I. 76; P. Syv. I. 275.Bode, go. (isl. boƀa.)
1) kundgøre, bebude; iach bothæ ether then frith, ther giuen ær then hellug kirki. Hell. Kvinder. 73.23; loth han vth en duæ, oc hun kom i geen oc bodæ ænkyns afftær. Lucid. 39; sosom morghen stiern budher solens oprinnels. H. Suso. 101.26; thett buor, y skall wynnde enn møø. Grundtv., Folkev. II. 282 a; han budhede Moyses sigende: iæk thin frende Jetro kommær til thic. Gl. D. Bib. 18.6; er vel muligt, at han skriftlig eller mundtlig har budet fra sig, hvad ham er forekommet (1564). Hist. Tdskr. 5. R. II. 603;
2) byde, befale; bothæ wy allæ, at the innæn fiortæn daghe kommæ til hannum (1396). Molb. o. Peters. 55.Bode, go.
1) i 3 l. f. n. er udfaldet: 2 Msb. – Jf bebude.Budelse, no. bud. Moth. Budelse, no. Jf beb.Budere, no. (sv. bådare.) sendebud; hoff war i Kyøpinghagn, och threffs æy om pavens buddæræ. Brandt. 68.18. buth. sst. 68.14; buder, ambassadør. Moth.Budere, no. Jf fridsb.Buderurt, no. gesant urt, sagmen, verbena. Moth. Smlgn. sendterurt. V. S. O. Budskab, no. flt. ufor. bud; ther iech foor min frues bodskab. Romant. Digtn. I. 26; then frwe sende bodskab brat at samle alt sit mennige rad. sst. I. 43 = budskap. sst. II. 154, 171; effter atskillige budskaff hid oc did dennem imellem send da sammens kommer kong Woldemar oc kong Magnus. Hvitf. III. 518.Boelføytens, no. vind; naar sig boel-føytens sniger ind igiennem hver een reve. Wiel II. 110.