AveAve, no. (isl. agi.) 1) frygt; for reszel haude han jngen awe. Romant. Digtn. I. 31; heller wil jech løwe ved nødh och tøllich awe. sst. I. 201; jeg ræes eij for inghen awæ. sst. II. 322. 2) tugt; hunk. (∾ sv. aga.); ave er good, naar hun kommer i tide. P. Syv. I. 457.Ave, no. 2); PE 456 (ovf. III. 489 a5); der som ingen awe eller lærdom er, der er ingen ære. PlV 7819; – med mit kridsfolk en saadan justitia och auge holde. SR II. 484 (overs. fra Sv). Jf klostera.Aveløs, to. tugtløs; hvo aveløs lever, han ære-løøs døer. P. Syv. I. 458.Aveløs, to.; icke lade deris børn leffue aueløse hen. UK indl b 5v; GHD II. 276. Avelig, to. frygtelig; dommædaus ferdh, then aueligh tydh. Lucid. 3; kommer saa awæligh en lywd. sst. 59.Avelig, to. Se u. dold.Avelig, to.; Dommed a 4v (ovf. u. dold).Ave, go. (fsv agha) tugte; som icke ville awe theris børn. PlV 7823; v Aph I. 36 b. – tm. afrettet; SkM 317 (ovf. II. 611 a51). Jf fora., uavet. Vis mere +