AnkAnk, no.
1) uvilje; the haffue anck och nag til thet, som er wildfarelse i segh sielff. Tavsen. 174; huo som hand fick en gang ræt nag oc anck paa. Vedel, Saxo. 422; at fred kunde uden all anck oc nid grundis oc formeeris. P. Resen. 230.
2) bekymring; ægritudo, bekymrelse, anck. Colding, Etymol. 12; en sorg, en anck eller nymere. Ranch. 46; smlgn. Aasen og Molb. Diall.Anke, go.
1) vække uvilje; hwad teg nagger oc ancker wdi kirckelogen. P. Eliesen. 68; tom fra det, Gud kand ancke. Psalmedigtn. I. 399 b; hvad jeg har mod dig gjort, som dig kand anke. Kingo, Sjungek. I. 161; – ancker dennom icke paa synden ij seg sielff. Tavsen, Post. sommerd. 129.
2) klage over (med gst.) sit syndefald han anked med taarer uden tal. Psalmedigtn. I. 364 b; anckede, at hans fader bleff saa forskut fra churførstedommit. Lyschand. 461; understaar sig nogen saadan mindreaarigs forplict at ancke oc ilde paatale (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 480 – anke på. Bording. II. 157; ieg hart paa eder anker. Kingo, Psalmeb. 205; se også ankelig; smlgn. beanke.Ankelig, to. sørgelig; aldrig anker paa det skiøre lykkeglas, om skæbnen aldrig vaar saa ankelig og hvas. Kingo, Sjungek. II. 135; ankelig, klagelig, syg. Moth. Ankelig, to.; du seer min ankelig formue, hvor lit jeg og mon due. KS 112. Ankeri, no. uvilje; Egipterne finge fast ankerij til Israels børn oc træilede denom vbarmhiærteligen. Tavsen, 2. Msb. 1.13; raadslaa icke met den, som haffuer anckeri til dig, oc tag dem icke i raad, som dig hade. Jes. Sir. 37.20.