AdskilAdskil, no. 1) skæl; nogen tvist om deris marck, des paaløb eller adskild. A. Berntsen. III. 470; det rum, som er imellem to steder. Moth. 2) forskæl; er der inted at skill mellem hannem oc tieneren. Chr. Ped. Gal. 4.1 (= skilssmaall I. 118, forskel. 1550); om adtskiel paa mad (1530). D. Mag. I. 160; om end icke er saa aldeelis stor atskil, at jo et land noget nær de samme poster som et andet udgiffver. A. Berntsen. II. 82.Adskil, 3) afgørelse, bestemmelse; da var vor atskyldt saa, at om jegh hade døth, da skulle iegh ock liggett her i kircken (1530). D. Mag. 3. R. III. 276; samme bref med saa megit videre och bedre adskil være dennom en hinde til gafns, som de hafde mere gods der udi berkit end hun (1596). Secher, Rettertings D. 89.Adskil, no. 3), se I.* 2 b.Adskilje, go. 1) skille ad; the skulle atskillie lymmene. Gl. D. Bib. 3. Msb. 1.12. – nut.: atskil; sst. 11.4; man pleyer at skillie ther folck at medh. Rimkr. f 4; Chr. Pedersen. I. 181; vill thøm saa at skillie. D. Skuesp. 44; P. Smed. i 3; Psalmebb. I. 17; fra huilcken hun atskillies ved Edernefiord. Vedel, Saxo. fort. 31; de kunde icke skillies ad. B. Tott. I. 91; dem skil icke uden en søvn ad. P. Syv. I. 71. 2) fælde dom over; forlighe eller atskyliæ om all tilltale och skyllinghe. Dipl. Chr. I. 14; (1521). D. Mag. V. 349; (1521). Rosenv. Gl. L. IV. 23; Job. 9.33; atskillige oc forlige dem emellem al tuist. Herm. Weigere. 5v; res iudicata, en sag, som atskilt er. Turson, Vocab. 396; (1559). Rosenv. Gl. D. II. 276; (1590). sst. IV. 165; Hvitf. VIII. 16; som dennom om samme deris tuistighed skulle adskillie. (1642). Geh. Ark. årsb. III. till. 120; Chr. V. D. L. 1-5-23. 3) lf. være uenig; thøllig menns winnæ duer æy, fortij at thieræs ordh scilies at innenbordz. N. D. Mag. VI. 201; skiellies the tha at, tha stande thet, the fleste giorde (1547). Rosenv., Gl. L. IV. 221. 4) være skilt fra; riigett landtbrodett oc atskill fraan huer andher mett siøø oc salltwandt (1533). N. D. Mag. II. 206. Adskilje, go. 2) foran »fælde dom over« indskydes: afgøre, gøre ende på. (Når der i Nationaltid. 31/8 1881 sp. 2 tillægges adskilt bet.: afskediget, skilt ved, er ordet vist skrevet el. læst fejl for afskilt, se afskilje 2).Adskilje, go. 2), se I.* 3 a. 5) gøre forskællig; adskilde herren dem oc forandrede deris veye. Jes Sir 3311 (1607, 1647; 1550: haffuer giort forskel), 8. 6) splitte, fjærne; SmdLb VI. 5 (ovf. IV. 213 b49). Jf uadskilt. Adskiljelse, no. 1) forskæl; differentia, atskilielse. Vocab. 1514; er det ret, at i gøre saadan atskilyelse blant eder selffue. Chr. Pedersen, Jak. 2.4. 2) afsked; giorde hand sin atskillelse met brødrene oc vilde segle til Syrien. Ap. G. 18.8 (Chr. Ped.: bad fare vell).Adskiljelse, no. 2) bortgang; kom Ihesus til thin (ɔ: Marias) atskillielse oc førde tek i the 9 hellige ænglæ koor. T 553 130.Adskillelig, to. 1) delelig; diuisibilis, atskillelig. Turson, Vocab. 190. 2) forskællig; wor herre och dieffuelen, som biude atskillelige bud. Chr. Pedersen. II. 211. – Som bio. 1) forskællig; være enlig oc leffue atskillelig met anner. H. Suso. 36.17; disse oc andre saadane ord giffue atskillelige til kende den tredie persone i guddommen. Tidemand, S. U. i 7. 2) særskilt; han kallede dem atskillelige huer fra anden til sig. Chr. Pedersen. II. 180.Adskillelig, to. 2) j hwylke som boor manghe hondhe folk oc atskyllelige æræ j therres andlidhe. Mandev. Rejse. 5.1. Adskillelig, to. 2) se I.* 3 a; CP I. 275 (ovf. II. 851 b39), 153. – Som bio. på forskællig måde; CPV (ovf. III. 175 b30). Jf uads.Adskillelighed, se adskillighed.Adskillig, to. 1) forskællig; Chr. Pedersen. I. 39; P. Eliesen. 151; Malmøb. 8; mange oc atskillige aarsager. Herm. Weigere. 29v; (1540). Rosenv., Gl. L. IV. 200; der ere to atskillige personer, faderen oc sønnen. Tidemand, S. U. c 2v; (1574). Khist. Saml. I. 227; Rørdam, Lyskander. 142; denne adskillige og brogede materie. B. Tott. 75; Gerner, Epit. 32. 2) uenig; bleff der it oprør mellem phariseerne oc saduceerne, oc menigheden bleff atskillig. Ap. G. 23.7; menigheden i staden bleff atskillig, nogle hulde met Jøderne oc nogle med apostlene. Ap. G. 14.4 (Chr. Ped.: tuedractig). – Som bio. hvert for sig, enkeltvis; alle motte telge och see hans ben atskyllige. Chr. Pedersen. IV. 181; schulle the ey atskiellige eller widh smaa wecht sælie theris waar (1480). Rosenv., Gl. L. V. 284.Adskillig, to. Jf uads.Adskillighed, no. 1) adskillelse; disse ære de, som gøre secter blant dem selffue oc atskyllighed. Chr. Pedersen, Jud. 19; bleff aff saadan forandring en atskillighed, forblendelse oc chaos. Hvitf. V. a 3. 2) forskæl; de skulle haffue atskillighed paa theris klarhed – men der bliffuer stor atskillelighed mellem dem. Chr. Pedersen. II. 14; P. Eliesen. 389; ther er inghen skielssmøss eldher adskillighedh emellem thennum. Tavsen. 70; af den atskillighed oc deris ustadighed i samme forklaring lettelig kand formercke (1574). Khist. Saml. I. 227; varietas, atskillighed. Colding, Etymol. 1387.Adskillighed, no. 2); adskellighed. Imm d 8v.Atskilned, no. 1) afgørelse; word wor atskilneth meth them vdi swodane madhe. Dipl. Chr. I. 199. 2) uenighed; at nogher atskilnet wordhe mellem forne domere, ther thee ey selffue om forenes kwnne. Dipl. Chr. I. 200 (= atskilling. Hvitf. V. 186.)Atskilned, no., jf skilnad.Adskilning, no. forskæl; der ær ingen atskilning paa nogen. Chr. Ped. Rom. 3.22; der er ingen atskilling mellem Jøder och hedninge. Chr. Ped. Rom. 10.12 (1550 begge steder: inted forskel).Adskilning, no. 2) afgørelse, aftale; thaa vele wii stinge thet (ɔ: et skøde) oc sende thet Jwrgen Rwd, som wor atskylning war (1497). D. Mag. 3. R. II. 21.Adskiln[l]ing, no. 2), se I.* 3 a; han haffde ickæ holdet, som thet at skilling wor (1458). Hüb I. 228; som vor atskilning wor met wore radh, ath wii wilde tale. DC 373. Jf afsked.Adskillig, 1) Som bio.; seckepiben oc mund - harpen liuder adskilligen. Comenius, Opladne Dør. § 777. Se også Holb., M. poet. Skr. (v. Liebenb.) 314.Adskillig, bio.; forskællig, særlig; Gud, som haffuer saa adskillig beprydet dennom. TSd 300v.Adskiljesherre, no. voldgiftsmand; swo som with sine vtkorne, fulmechtige atschilges herre vm all sagh oc twedracht (1421). Antisl XIII. 111. Jf skedsh., adskilje 2). Vis mere +